Kategorier

Bloggere

Efterårsferie og gratis fiskeri i Gørlev Sø

Lørdag den 18. oktober inviterer Kalundborg Kommune, Gørlev Sportsfiskerforening, Høng Sportsfiskerforening, Kalundborg Sportsfiskerforening og Fishing Zealand til lystfiskeri i Gørlev Sø. I søen findes flere forskellige spændende fiskearter. Der er bl.a. skaller, karusser og aborrer og det er netop dem, som vi skal fiske efter.

Måske har du aldrig prøvet at fiske før, men det er ingen hindring for at deltage. I tidsrummet mellem kl. 11.00 og kl. 14.00 kan du nemlig komme og låne et komplet fiskesæt. Samtidig vil guider fra de tre foreninger og en Fishing Zealand guide stå klar til at hjælpe alle fremmødte. Fishing Zealand medbringer alt nødvendigt fiskegrej, som skal bruges til at lokke søens fisk frem. Guiderne vil ligeledes hjælpe dig med at rigge grejet til, agne krogene og lande fangsten.

Så selvom du aldrig har prøvet at fiske tidligere, så er der oplagte muligheder for at fange din første fisk netop denne dag. Du er naturligvis også velkommen til at medbringe dit eget fiskeudstyr og få et par tips til, hvordan du kan blive en dygtigere lystfisker.

Arrangementet er gratis og henvender sig særligt til børn og unge, men voksne er naturligvis også velkomne. Husk endelig praktisk påklædning og fodtøj, som kan matche det omskiftelige efterårsvejr. Unge over 13 år, kan deltage på egen hånd.

Der er plads til 20 fiskere og tilmelding sker via først-til-mølle princippet til tange@fishingzealand.dk senest d. 17. oktober. Mødested: ved Gørlev Hundeskov på Rørmosevej, 4281 Gørlev. Det er muligt at parkere ved hundeskoven samt ved Gørlev Sportsfiskerforenings klubhus – Søager 4, 4281 Gørlev, som er placeret tæt på søen.

Deltagelse sker på eget ansvar. Husk varmt tøj og praktisk fodtøj, da vejret kan være omskifteligt i oktober måned. Ligeledes henviser vi til at lystfiskere mellem 18 år og op til pensionsalderen skal have indløst det lovpligtige Lystfiskertegn.

Bliver du efter dagens fisketur bidt af lystfiskeriet, så er et medlemskab af en af de tre foreninger et rigtig godt afsæt for at sætte skub i din lystfisker karriere.