Kategorier

Bloggere

Vandgang på Osted Skole

6. og 7. klasse på besøg på Tokkerup Rensningsanlæg. Her den biologiske nedbrydning.

Det var egentlig kun min 6. klasse, der skulle have været på ekskursion til Tokkerup Rensningsanlæg og derefter deltage i elektrofiskeri i Tokkerup Å, hvor vi skulle lave en bestandsanalyse i dag. Men en hurtig snak med min omstillingsparate kollega, Eva Hove, som skulle have min 7. klasse det meste af dagen, blev vi hurtigt enige om, at det skam var yderst relevant også for vores fælles 7. klasse at være med på tur, da jeg også har dem i biologi, foruden matematik og geografi.

De unge mennesker fra Osted Skole, ville nok ikke tage skade af at se, hvordan spildevandet fra byen til sidst løb ned i Tokkerup Å, hvor vi netop ville dyppe elektroderne for at se, om der skulle være nogle fisk i det lille vandløb, der siden løber til Langvad Å og ender i Roskilde Fjord.

Eleverne var straks med på idéen, og med udsigt til en hel dag med fokus på ”vand, på godt og ondt”, drog vi i fælles fodslaw afsted fra skolen denne årle morgen i let støvregn, men med højt humør.

På Tokkerup Rensningsanlæg viste Kasper os rundt, og fortalte om alle de forskellige processer, fra den mekaniske rensning af spildevandet, til den mere biologiske nedbrydning af næringsstoffer i det velfungerende anlæg, der modtager spildevand fra en håndfuld små landsbysamfund, samt fra Osted by.

Eleverne syntes jo nok, der lugtede lidt, men den ungdommelige nysgerrighed overvandt hurtigt det lettere aromatiske ubehag.

Derefter vandrede vi ned til Tokkerup Å, hvor eleverne skulle overvære og deltage i en bestandsanalyse, for at finde ud af, hvor mange ørreder der lever på en given ”station” i åen, -for udover at være lærer på Osted Skole, er jeg også bandeleder i Den sjællandske Grusbande, der ”gør den slags”….!

Elektrofiskeri i Tokkerup Å.

Vi valgte at elektrofiske på to stationer. En ”god station” og en ”mindre god station”. Forventningen var således, at vi på den gode station ville fange mange ørreder og på den mindre gode station, ville fange få.

De data, der kommer ud af den slags analyser kan blandt andet bruges på længere sigt til at vurdere, om det er en idé at forbedre miljøforholdene ved eksempelvis at lægge gydegrus ud, så ørrederne får endnu bedre forhold, eller om bestanden egentlig har det fint, som forholdene er.

Efter en gennemgang af udstyret, og de sikkerhedsmæssige foranstaltninger, elektrofiskeri med 220 volt naturligvis kræver, -var vi klar til at ”fiske”.

På den første –gode- station, fangede vi i alt 9 fine ørreder, mellem 10½ -13 cm: Flotte små rødprikkede ørreder, der er klækket på gydebankerne helt naturligt i Tokkerup Å.

Eleverne var gode til at give plads for hinanden, således at alle kom helt tæt på de små sprællende ørreder. Nogle målte fisk, mens andre siden satte dem ud i åen igen.

Just som vi var i gang med dette, dukkede Anne-Marie G. Kristensen fra Lejre Kommune op for at kigge med. Anne-Marie er biolog og kunne yderligere gøre eleverne kloge på de ting, der foregår nede i Tokkerup Å.

Pludselig var vi i gang med en større kommunal ”sammenkomst”, hvor Osted Skoles 6. og 7. klasse-elever, lærere og en repræsentant for afdelingen for natur og miljø i Lejre Kommune i fællesskab kunne se naturen folde sig ud lige foran fødderne på os.

Derefter gik vi i gang med den næste station, -den, der ikke havde de samme gode miljøforhold.

Her fangede vi kun en enkelt ørred på 11 cm, hvilket faktisk var helt i tråd med forventningen, idet der ikke var den samme strøm, ikke de samme skjul og ikke den samme mængde føde, som på den første og gode strækning.

Naturen reagerer jo øjeblikkeligt, når forholdene ikke er optimale, og omvendt.

Gode forhold giver en stor bestand, og mindre gode forhold, giver en mindre bestand. That’s it!

Da vi var færdige med de to stationer, blev der pakket sammen, og just som vi gik retur til Osted Skole, begyndte de første små rigtige regndråber at dryppe fra oven, -men jeg tvivler på, eleverne opdagede det, for det havde været en god dag i frisk luft, med både spildevand og elektrofiskeri.

 

Bandeleder, Rune Hylby.