Ventilering af Skovskolen i Græse Å
- 29. juni 2022
Lejlighedsvis har jeg de seneste år undervist vandløbsmedarbejdere på Skovskolen, der hører under Københavns Universitet.
Det har været både i Silkeborg og de seneste par gange i Nødebo, hvor indholdet for undervisningen, har drejet sig om Åmandskursus 3, -eller skulle jeg sige det ypperste indenfor åmandsarbejdet.
På dette kursus modtager vandløbsfolkene undervisning i giftige eller invasive planter og metoder til bekæmpelse af disse i vandløbets nære omgivelser f.eks. Bjørneklo, Rød Hestehov, Pastinak og Pileurt. Desuden undervises kursisterne i opmåling af vandløb, sikkerhed og ergonomi, samt konflikthåndtering.
Et par dage på dette Åmandkursus 3 er afsat til undervisning i mindre restaureringsprojekter, der kan forbedre de fysiske forhold i vandløb. Det er her, jeg har stået for undervisningen af Åmændene m/k.
For at deltage skal kursisterne have gennemført Åmandskursus 1 og 2. Ansvarlig er Erik T. Nielsen, og da han kontaktede mig for at stå for endnu et par dage på dette kursus for en flok åmænd m/k, gav det ikke anledning til de store overvejelser.
Det er sjovt og lærerigt også for mig at møde åmænd af kød og blod og med alle de super relevante spørgsmål, der kommer over to dage i teorilokalet og i felten.
I år blev det afholdt i begyndelsen af juni, tæt på den snarlige grødevækst og med dejligt vejr hele ugen med undervisningsstart mandag morgen.
Holdet bestod af vandløbsmedarbejdere fra alle dele af landet, -Herning, Vejle, Slagelse og sågar også to FZ-kommuner, Vordingborg og Odsherred.
Jeg trådte til onsdag med en ordentlig gang teori om vandløbsrestaurering, -primært etablering og ventilering af gydebanker. Derefter tog vi til Esrum Å for at lave et par bestandsanalyser ved hjælp af elektrofiskeri for at se, om den gydebanke, Grusbanden og Esrum Å-laug etablerede i 2019 stadig er produktiv og virker efter hensigten.
Jan Kuhlman Andersen fra Esrum Å-laug var lige et smut forbi, da vi dyppede elektroderne, og med hjælp fra åmændene nåede vi gudskelov to stationer, -samme to stationer, som vi elektrofiskede med et andet hold fra Skovskolen tilbage i 2020.
Tæthederne på gydebanken var knapt så gode som sidste gang. Hvad det skyldes er svært at sige. Om det er nedbøren i februar, der har tilført gydebanken mere sand og dermed mindre overlevelse i banken, eller om det skyldes noget andet, er ikke til at vide.
Den gode historie var dog, at der stadig i bagvandet af gydebanken, var en række flotte bækørreder op til 25-27 cm, og dermed 2-3 år gamle, der levede inde under brinkerne imellem nogle af de sten, vi også har lagt ud.
Det er positivt, -også set i lyset af, at der i begyndelsen af april måned, blev set en odder i Esrum Å. Denne fantastiske ”fætter”, som man jo kun kan holde af, er ikke kun charmerende og sjælden, -den er også en effektiv fisker og dyrker ikke catch ’n release.
En for mig at se, vellykket dag med høj himmel og glade smil på læben over elektrofiskeri og (I tror sikkert ikke på mig) begrænset snak i teorilokalet!
Torsdagen var helliget feltarbejdet når gydebankerne har det svært og ad åre ikke giver samme udbytte, som friske, velfungerende gydebanker. Vi mødtes derfor ved Græse Å i Frederikssund Kommune, hvor jeg efter aftale med dels Oliver fra Vandløbsforvaltningen og dels Kaj Larsen fra Havelse Å vandplejegruppe, ville instruere åmændene i ventilering af gydebanker således, at de igen kan producere en ordentlig stak yngel.
Kaj havde lavet en del af forarbejdet, idet han havde truffet aftale med en lodsejer, der stillede en vandløbsstrækning til rådighed. Kaj havde også taget sin lille spulepumpe med, alt imens jeg havde taget den store Honda-pumpe med, så kursisterne kunne prøve begge pumper af på rigtige gydebanker, der bestemt trængte til en kærlig hånd.
Både Kaj og jeg havde også taget stengrebe med således, at kursisterne kunne prøve denne form for ventilering og endelig (hvilket er mest effektivt), brugen af begge dele samtidig.
Lodsejeren var lige nede ved åen for at hilse på, og han var super positiv over vores tiltag og det var bestemt mit indtryk, at der på sigt kunne være mulighed for mere…..!
Efter nogle timer havde vi klaret to flotte gydebanker, og netop omfanget af sand i gydebanken og tidsforbruget med at fjerne det, er en vigtig lære, når vi taler om ventilering af gydebanker.
Det er ikke overstået på fem minutter, som man skulle tro. Til gengæld er fordelen ved denne metode, frem for at lægge nyt gydegrus i vandløbet, at det ikke kræver langsommelig sagsbehandling, høringsfase og klagefrist, men kan udføres efter aftale nærmest fra dag til dag med lodsejer og i vores tilfælde, -også kommune.
Torsdag eftermiddag efter en nærmest obligatorisk kage-dyst i rundkreds i felten, skiltes vores veje.
Åmændene kørte nordpå til Nødebo, jeg kørte sydpå til gården min, og Kaj Larsen………-ja, han blev da tilbage og skulle lige ordne det sidste til perfektion.
Med ønsket om gensyn i kommunerne, når åmændene slider og slæber med vedligeholdelsen, håber jeg at kunne bidrage lidt til forståelse og ikke mindst værdsættelse af de fantastiske vandløb, Åmændene i fremtiden skal passe på.
-Og det er jeg sikker på, de gør.
Bandeleder, Rune Hylby,
Mobil, 2536 4280,