Kategorier

Bloggere

Aften-Projekt i Odsherred

De små vandløb rummer ofte meget store bestande, da variationen ofte er stor.

På tirsdag i næste uge, den 21. maj, kan du være med til at give Herrestrupbækken en overkommelig ”ansigtsløftning”, idet der skal udlægges gydegrus og skjulesten i det lille vandløb i Odsherred Kommune. Restaureringen af det lille fine ørredvandløb sker i et bredt samarbejde mellem Vejdirektoratet, Odsherred Kommune og naturligvis Odsherred Sportsfiskerforening, der har inviteret Grusbanden til at deltage i projektet.

En malerskål fuld af ørreder under en bestandsanalyse, der vidnede om store tætheder.

Lodsejerne er naturligvis også involveret i dette samarbejde for en god sags tjeneste og for god ordens skyld. Restaureringen af Herrestrupbækken sker bl.a. på baggrund af etableringen af Rute 21, -altså motorvejen nordpå igennem det smukke Odsherred. Det er naturligvis også på den baggrund, Vejdirektoratet deltager i samarbejdet.

Selve projektet indeholder udlægning af tre gydebanker, samt en flok skjulesten, der skal være med til at sikre overlevelse for de mange små ørreder, når de klækkes i gydebankerne.

Jeg kan ikke lade være med at glæde mig over dette projekt, for netop i de helt små vandløb, er der som oftest en meget stor produktion af ørreder. Det har vi glæde af, -som lystfiskere og som miljøfolk.

Skjulestenene lægges skiftevis i den ene side, og i den anden for at sikre vandløbets slyngede forløb. Det skaber stryg, høller og den variation, der gør, at ørreden og i øvrigt også andre levende væsener i vandløbet, får de største muligheder for at finde netop det levested, der rummer de bedste forhold. Helårligt! Det er nok så vigtigt, idet sten jo ikke visner væk om vinteren som mange af vores almindelige vandplanter gør.

Der skal bruges 5-6 mand m/k fra Grusbanden, idet Odsherred Sportsfiskerforening naturligvis også stiller op med frivillige folk.

Du kan med andre ord være med til at sikre en ørredbestand i ét af Isefjordens mange små tilløb.

Vi mødes på Ny Holbækvej 24, 4571 Grevinge klokken 18.00.

Tilmelding sker til Kalle Ludvigsen fra Odsherred Sportsfiskerforening på tlf. 5153 8959 eller på mail: ludvigsenkalle@gmail.com.

Du kan også tilmelde dig på sædvanlig vis ved at skrive i kommentar-feltet på Facebook, når projektet lægges op dér.

Du skal medbringe praktisk tøj, gummistøvler, arbejdshandsker etc.

OSF sørger for drikkevarer, men tag da endelig ekstra vand med, -ikke til åen, men til dig selv, når du trænger.

Åen kunne dog også bruge vand, men det er vi ikke herre over, -det er kun Vorherre.

Bandeleder, Rune Hylby.