Kategorier

Bloggere

2. etape af Tokkerup Å skal restaureres og du kan hjælpe til.

1. etape af restaureringen af Tokkerup Å stod vi for i samarbejde med Foreningen til ophjælpning af fiskeriet i Roskilde Fjord, Grusbanden, samt 40 elever fra Osted Skole, der deltog som en del af en emneuge om de 17 Verdensmål, heriblandt ”rent vand”.

I efteråret 2019 restaurerede vi en mere end 500 meter lang strækning af Tokkerup Å i Lejre Kommune. Projektet bød på både udlægning af skjulesten og ikke mindst anlæggelse af seks 10 meter lange gydebanker med i alt 50 tons gydesubstrat.

Projektet blev udført i et større samarbejde mellem lodsejere, den lokale forening, –Foreningen til ophjælpning af fiskeriet i Roskilde Fjord, Lejre Kommune, Grusbanden og ikke mindst 40 elever fra Osted Skole, der knoklede på, under en emneuge om de 17 Verdensmål.

Under de indledende undersøgelser, -lad os kalde det, projekteringsfasen, ville vi gerne have restaureret en endnu længere strækning.

Men da Lejre Kommune allerede dengang var i gang med at planlægge indsatserne under Vandområdeplanerne, foranlediget af EU’s Vandrammedirektiv, kunne vi ikke komme længere end til station 8100, umiddelbart opstrøms udløbet fra Osted Rensningsanlæg til Tokkerup Å.

Ærgerligt, ærgerligt…..!

Men det gav god mening, for netop indsatserne under de forskellige planperioder, er der afsat økonomi til fra officiel side.

Vi kunne dermed ”læne os tilbage” og blot vente på, vi eventuelt fik lov til at give en hånd med, når den næste etape af Tokkerup Å skulle restaureres.

Det er netop nu og netop et projekt, der starter, hvor vi sluttede (fra station 8225-11695).

Just nedstrøms den strækning, vi har restaureret og ned til Tokkerup Å’s udløb i Lavringe Å, hvor det udgør en del af Langvad Å-systemet. Nu skal der ikke lægges gydegrus og skjulesten på hele den 3½ km lange strækning.

Det er således, at den øverste del fra 8225-8850, skal forbedres med skjulesten i variable størrelser, mens strækningen fra 9180-11695 skal forbedres med anlæggelse af 10 gydebanker (+/- afhængig af forholdene).

Selve udlægningen af sten og gydegrus udføres af HedeDanmark, og vores del af samarbejdet består i at lægge skjulestenene ned i vandløbet, så de giver størst mulig mening i det fine type 2-vandløb.

Formålet med projektet er nemlig at skabe God Økologisk Tilstand, ikke mindst på fiske-indekset. Det giver rigtig god mening. For God Økologisk Tilstand i Type 2-ørredvandløb, repræsenterer en samfundsværdi på 425.000.- kr. pr. løbende kilometer vandløb om året (tal fra DTU Aqua)!!!

Vores, forholdsvis simple, opgave under dette projekt, er blot at lægge de sten ned i vandløbet, som HedeDanmark har lagt i bunker langs åen på den godt 600 meter lange delstrækning.

etape af restaureringen af Tokkerup Å står Lejre Kommune for i samarbejde med HedeDanmark, samt vi frivillige, der nærmest har fået kastet denne appelsin ned i turbanen. Projektstrækningen er 3½ km lang, men vi skal blot hjælpe til på en 600 meter lang delstrækning.

Det kunne vi ikke sige nej til, da Lejre Kommunes vandløbsafdeling spurgte, om vi ville samarbejde. Med al respekt for de store rådgivende firmaer som HedeDanmark, er vi bare super gode til at læse vandløbet og placere stenene lige nøjagtig dér, hvor de får den største effekt.

Sten og gydegrus bliver lagt ud i uge 35.

Vores indsats, -vores del af samarbejdet, løber derfor af stablen lørdag den 3. september.

Her vil medlemmer af Foreningen til ophjælpning af fiskeriet i Roskilde Fjord, og Den sjællandske Grusbande, -altså os, tage hånd om de ca. 15 kubikmeter skjulesten, der skal placeres på rette sted i åen.

En meget overkommelig opgave.

Det glæder vi os til, og du kan naturligvis hjælpe med.

Vi mødes den 3. september kl. 10.10 ved Osted Rensningsanlæg, Tokkerupvej 2A, 4320 Lejre.

Du kan melde dig til projektet ved at skrive en sms til bandeleder, Rune Hylby på nummer: 2536 4280, eller ved at sende en mail til adressen: runehylby@gmail.com.

Du kan også tilmelde dig ved at skrive i ”kommertar-feltet” på Facebooksiden: Den sjællandske Grusbande, når projektet offentliggøres på denne side.

Du skal medbringe støvler, skridtstøvler og i øvrigt fornuftigt tøj.

Det er vigtigt, du melder dig til, idet jeg vil sørge for drikkevarer i dagens anledning.

Bandeleder, Rune Hylby,

Mobil, 2536 4280,

runehylby@gmail.com,