Afhængig af fiskeri
- 7. september 2013
Min kone siger med jævne mellemrum, at jeg er “afhængig af fiskeri” – og det kan jeg egentlig godt nikke genkendende til. Det må næsten være det, jeg fejler!
Jeg arbejder med fiskegrej som erhverv og videreformidler gode oplevelser med ordentlig grej og dermed kvalitetstid til de kunder, som kommer og handler hos mig i Jagt og Fiskeri.
Jeg kan blive helt ’høj’, når folk kommer tilbage med en succesoplevelse i bagagen og takker for den gode hjælp, de har fået. Når jeg så selv har fri, så tænker min hjerne på nye spændende gøremål, ture og fiskegrej. Jeg surfer “fiskeporno” på nettet; grejnyheder, fangster osv. for at være med dér.
Når jeg drømmer, så drømmer jeg mig væk til eksotiske rejsemål med store og hårdtfightende fisk eller kolde stille vinterdage med store og sky gedder.
Når jeg har været af sted på en spændende og vellykket fisketur, hvilket efterhånden er reglen og ikke undtagelsen, så MÅ OG SKAL jeg bare af sted igen hurtigst muligt…
Min kone troede i starten, at hvis jeg blev sendt på en enkelt fiske tur, så kunne jeg holde mig fra det i en del tid, men nej – sådan hænger det desværre ikke helt sammen. Med jævne mellemrum er der perioder eller højsæsoner, hvor jeg bare skal af sted for ikke at blive umulig at være sammen med.
Alt i alt så går det hele jo nok lidt i fisk for mig. Mange vil nok betegnet mig som en nørd, og fair nok, – for ofte er det at være en nørd dét, der skal til for at få succes inden for sin hobby.
På mit CV står der efterhånden rigtig mange fine specimen fisk – et bevis på, at flid og dygtighed kan gå op i en højere enhed – og særligt jagten på de helt store fisk er afhængighedsdannende!.
Når jeg tænker over det, så passer det hele jo egentlig meget godt med, at det at være fisker, er lige som at være afhængig af stoffer. Ligheden slår mig! Man ser frem mod sit næste fix og ens tanker kredser ikke om andet.
Skal det hele vendes til noget positivt, så tror jeg heldigvis ikke, at det er det værste, at være afhængig af fiskeri. Selvom det kan føre til lidt familiekriser i ny og næ, så får man rigtig mange gode ting igen både i naturen og med venner og bekendte.
Jeg tillader mig selv at tage på mange ture i ind- og udland og kan allerede nu se tilbage på et utal af fantastiske oplevelser sammen med gode kammerater, venner og kunder over de sidste 15 år. Det er ture, jeg ikke ville være foruden, og som jeg ved, at jeg vil se tilbage på med stor glæde, når jeg engang bliver en gammel mand. Man lever kun én gang, og man bør leve sine drømme ud i livet – og at fiske er at leve!