Kategorier

Bloggere

Flue vs. Bombarda – en aften med fokus på kystfiskeriet efter havørreder

Henrik Qvirin Reiter

Restaurant De Hvide Svaner, Næstved Kommune og Fishing Zealand inviterer til en hyggelig aften med foredrag om kystfiskeri efter havørreder. Foredraget finder sted på Restaurant De Hvide Svaner tirsdag d. 28. marts kl. 18.30.

Har du lyst til en rigtig hyggelig aften i havørredens tegn, så tilmeld dig denne aften. Udover et spændende foredrag disker De Hvide Svaner op med stegt flæsk samt en øl eller vand. Foredrag og mad koster kun 199 kr. pr. person. Link til køb af billet til denne aften finder du nederst på siden.

Aftenens to foredragsholdere er de to Fishing Zealand guider; Henrik Qvirin Reiter og Niels Lagergaard Pedersen.

Niels er inkarneret fluefisker, og Henrik sværger til spinnestangen, hvor han fortrinsvist bruger bombardaflåd og flue. I løbet af aftenen vil der nok forekomme lidt venskabeligt drilleri mellem de to fiskekammerater, da de jo er tilhænger af vidt forskelligt grej og fiskevejr.

Foredraget er tiltænkt både erfarne og mindre erfarne lystfiskere – og henvender sig til både flue- og spinnefiskere. Guiderne vil øse ud af deres erfaringer og vil bl.a. gå i dybden med at fortælle om deres fiskestrategi på kysten. Her vil der især for mindre erfarne fiskere og nybegyndere være masser af guldkorn at hente.

Niels Lagergaard Pedersen

Under foredraget lægger guiderne ud med at berette om, hvordan de forbereder sig op til en fisketur og kommer ind på de faktorer, der har indvirkning på fiskeriet efter havørreder – såsom vind, vejr og vandtemperatur m.m. Herefter vil guiderne tale om selve strategien ude på kysten i forhold til sæsonen og forklare om, hvad de lægger vægt på for at få succes i jagten på havørreden, herunder hvordan man vælger agn.

I anden halvdel af foredraget vil guiderne gennemgå og fortælle om nogle af de sjællandske fiskepladser, de foretrækker at besøge og ikke mindst hvorfor. Desuden medbringer guiderne deres grej, hvor de vil fortælle om de forskellige set-ups og agn.

Kom med til en hyggelig aften med nørderi og humør på højt plan!

Køb din billet her – seneste tilmelding er 23. marts.

Der sælges “kun” 60 billetter, så skynd dig at slå til!

Til information sælges der ikke billetter uden mad.

Indtil vi ses – så knæk & bræk!