Vand i klasseværelset? Fiskeri på skoleskemaet!
- 21. maj 2019
“Hvad spiser en hornfisk?” Ja, svaret kunne man jo sagtens finde i en bog eller i en tekst på nettet, men det hele bliver bare lidt mere interessant og vedkommende, når man selv er ude på kysten og finde svarene, mens man får fiskeskæl på hænderne.
Her i maj har Fishing Zealand været på besøg i to folkeskoleklasser, hvor sigtet har været at indfri en række læringsmål, som ellers skulle foregå i den almindelige undervisning. Klasseværelset har dog været byttet ud med autentiske omgivelser ved kysterne, hvor en praktisk tilgang til undervisningen har givet oplevelser og læring – endda med en fiskestang i hånden!
I første omgang var det Holbæk Byskole på Orø, der fik besøg og undervisningen foregik i området omkring havnen. Eleverne skulle nemlig starte op på et emne omkring “fisk”, hvilket i sig selv er ganske nærliggende, når man nu går i skole på en lille ø midt i Isefjorden.
Dagen blev startet med dissektion af friskfangede hornfisk og undervejs skulle eleverne gruppevis besvare en række spørgsmål omkring fiskens anatomi og fysiologi, hvor svarene var “gemt” i det undersøgende og observerende arbejde med fiskene. Herefter blev der formidlet viden omkring bl.a. fiskens levevis, formering og samspil i fødenettet.
Eleverne kendte nu deres “bytte” godt og vi kunne gå i gang med det, som de havde glædet sig særlig meget til, nemlig det praktiske fiskeri. Hornfiskene var bestemt til stede, men de var desværre noget tilbageholdende med at æde de flådfiskede sildestykker. Heldigvis havde undertegnede fanget et par stykker inden undervisningen skulle starte, så der var nok til at alle kunne få et supplement til de medbragte madpakker, da vi afsluttede en rigtig god dag med at ryge et par hornfisk på havnen.
En uge senere var det elever fra Hvalsø Skole i Lejre Kommune, der kom til at opleve en anderledes undervisningsdag. Igen blev der dissekeret hornfisk som “optakt” og ellers var det faget “madkundskab”, som dannede omdrejningspunktet for dagens undervisning. Foruden klassens daglige lærer i madkundskab, så var der også deltagelse fra en lektor på læreruddannelsen ved Professionshøjskolen Absalon, der var interesseret i at samarbejde og søge inspiration fra dagens anderledes undervisningsaktiviteter med “maddannelse”.
Iført wader,s og med net og rejehove, så indfangede og tilberedte eleverne bl.a. tang, rejer og blåmuslinger, alt imens de andre elever fik instruktion og hjælp til at fange hornfisk. Hornfiskene var rimelig godt i hugget, så der var en del elever, der fangede deres første fisk samtidig med at “hovedindgrediensen” blev sikret til efterfølgende tilberedning i de medbragte røgovne.
Har du selv en klasse i en af Fishing Zealands medlemskommuner, som kunne have glæde af “fiskeri på skoleskemaet”, så kontakt gerne Henrik Larsen, for at høre mere om mulighederne for at få planlagt en alternativ undervisningsdag.