Kategorier

Bloggere

På søndag svinger vi elektroderne i Elverdamsåen

Havørredhan fra Elverdamsåen fanget under elektrofiskeri for et par år siden.Vi har nemlig i årevis opfisket moderfisk til de kommende ørred-generationer i åen og på Fjorden, og dermed avlet på de lokalt tilpassede havørreder, som indgår i udsætningsplanerne under Fiskeplejen på Isefjorden.

Når min Honda-generator tændes, og alt er klar-parat-start til årets elektrofiskeri efter de store gydemodne havørreder i Elverdamsåen, -ja så er jeg ved at revne af spænding. Hvordan ser det ud, er fiskene gået op, hvor står de, er de gået helt op på gydepladserne eller er de ved at modnes?

Det er altid et tilløbsstykke, når vi elektrofisker efter moderfisk. Mange folk på brinken, både frivillige og lodsejere, -og forhåbentlig mange fisk i åen. Det er dog anderledes i år, for med de restriktive begrænsninger på antallet af forsamlede frivillige i foreninger blandt andet, er vi nødt til blot at være ti til elektrofiskeri, -også selvom det foregår i det fri og med alverdens andre forholdsregler. Det er der ikke noget at gøre ved, det er forudsætningen i år. Det skal dog ikke afholde os for at være nærmest ekstatisk spændte på elektrofiskeriet.

Blandt andet på baggrund af det store restaureringsprojekt vi lavede i samarbejde med Tuse Å’s Ørredsammenslutning på engene i det, der kaldes Tempelkrogen Syd. Her lagde vi jo i omegnen af 500 tons store skjulesten i vandet, og jeg er derfor helt vildt spændt på, om det er ét af de steder i åen, vi kan finde en god tæthed af moderfisk til strygning af æg og sæd.

Der er i hvert fald masser af standpladser på den 700 meter lange strækning, hvor både sten og en ekstrem frodig brøndkarse giver både læ og ly for de kære havbasser, der vandrer op i Elverdamsåen for at gyde.

Opfiskningen af moderfisk foregår i et tæt samarbejde med TØS, idet vi også har elektrofisket i Tuse Å for at opfylde udsætningsplanerne for Isefjorden. Det var i sidste uge, og der var en god flok fisk i karret, da vi var færdige. Det håber vi også denne gang i Elverdamsåen, der også leverer fisk til Fiskeplejen på Isefjorden.

Moderfiskene fra de to vandløb holdes adskilt, idet vi ikke ønsker at blande de to havørredstammer, hvorfor der kun bliver sat Tuse-fisk ud i Tuse Å.

Det tætte samarbejde med TØS gør, at der kun kan deltage syv bandemedlemmer fra Grusbanden. Desværre, men jeg er nødt til at have et par garvede folk fra TØS til at hjælpe med håndteringen af de (forhåbentlig) mange fisk, der skal køres til vores opbevarings-anlæg, hvor også Tuse-fiskene opbevares lige nu.

Hvis det er en trøst, for de interesserede, bliver der nok elektrofisket en gang mere i løbet af november måned, idet vi skal fange i omegnen af 175-200 havørreder i Elverdamsåen, og det er bestemt ikke sikkert, vi når at fange så mange på den første tur. Det ville i hvert fald overraske mig. Du kan derfor melde dig til næste elektrofiskedag, hvis du ikke er først-til-mølle på denne tur.

Første elektrofiskeri efter moderfisk i Elverdamsåen foregår nemlig allerede i den kommende weekend, -på søndag den 8. november klokken 09.09 når TØS og Grusbanden tager hul på årets elektrofiskeri.

Du kan melde dig til ved at skrive en sms til Rune Hylby på nummer: 2536 4280, eller ved at sende en mail til runehylby@gmail.com.

Du kan også tilmelde dig ved at skrive i ”kommertar-feltet” på Facebooksiden: den sjællandske Grusbande.

Arrangementet er som sagt den 8. november, og vi mødes ved P-pladsen, Ordrup Gade 1, 4060 Kr. Såby.

Arrangementet begynder klokken 09.09.

Hvis du har waders, og gerne vil helt tæt på, kan dette muligvis lade sig gøre i løbet af dagen.

Det er vigtigt, du melder dig til, da vi ikke må være mere end 10 personer i alt.

 

Bandeleder, Rune Hylby.