Kategorier

Bloggere

Ny rapport om Næstved Kommunes gedde-eng ved Fladså

En håndfuld store fede geddeunger i maj 2025. I rapporten kan du læse mere om, hvad de mon har i de tykke maver.

Nogle gange må man bare springe ud i det og håbe på, at ”lykken står den kække bi”. Det gør den jo nogle gange og således også i Næstved Kommune ved projekt brakvandsgedder i geddeengen ved Fladså. Vi fik lidt af et gennembrud i år, hvor 13.400 stk. store fine geddeunger udvandrede til Karrebæk Fjord. Det var tredje år med projektet, hvor vi måtte eksperimentere os frem og overvinde mange problemer.

Årets resultat er tidligere beskrevet i et blogindlæg, men nu er en større rapport også på gaden og kan findes på hjemmesiden under fanebladet med udgivelser.

Netop etablering og drift af geddeenge var noget helt nyt og ikke tidligere beskrevet i Danmark, da Næstved Kommune ved Palle Myssen, Jacob Hald og Søren Madsen, samt undertegnede startede op for tre år siden for kommunens egne midler. I 2025 kunne vi så med støtte fra Fishing in Denmark og Fishing Zealand udvide projektet med en del målinger og beskrivelser for at opbygge viden og erfaring for de projekter, som der forhåbentlig kommer mange af i de kommende år.

Rapporten indeholder dels en beskrivelse af årets projekt og resultater og en opsamling af erfaringer vedrørende fangst af gydegedder, måling af plantenæringsstoffer, algevækst og ilt. Også antal geddeyngel, deres vækst og overlevelse, kannibalisme og ikke mindst en vurdering af, hvor mange geddeunger, der kan forventes produceret i en geddeeng i Danmark. Vi håber, at de opsamlede erfaringer fra de seneste 3 år kan være til støtte for kommende projekter.

En stor tak til de frivillige fra Fladså Sportsfiskerforening samt en særlig tak til Leif Hansen, uden hvis hjælp projektet ikke havde været muligt.