Kategorier

Bloggere

Glædes-rus i Hårbølle bæk på Møn

Både lodsejere med børn og børnebørn, Den sjællandske Grusbande og TV-Møn var dukket op, for at følge med i bestandsanalysen, der nærmest udløste jubelscener og glædes-rus. Indslaget på TV-Møn kan ses om et par uger på Youtube.

Lykkens Pamfilius var på besøg i weekenden i Hårbølle Bæk på Møn. Det ligger helt fast, efter søndagens bestandsanalyse for at følge op på sidste års restaureringsprojekt. De lokale folk, løber velsagtens stadig rundt dernede på Møn i Vordingborg Kommune med armene i vejret. Med god grund!

Det er lokale folk, frivillige ildsjæle, der brænder for miljøet, brænder for vores ørredbestande.

Sådan så de nyetablerede gydebanker ud sidste efterår, da vi restaurerede strækningen af Hårbølle Bæk.

Christian Skotte, Kim Keldborg og John Lakse-Hansen, der alle tre havde været med, for mange år siden, da Hårbølle Bæk endnu lå rørlagt under jorden på vej mod Fanefjord. Det var disse ildsjæle, der var med til at fritlægge vandløbet, og siden plante elletræer og værne om bestanden som et kært barn på armen.

Siden trådte også Den sjællandske Grusbande til og sikrede passage til gydestrækningerne i 2016, og det store kvantespring skete sidste år, da vi lagde 20-25 tons gydegrus i vandløbet på de øvre dele af bækken for at få størst mulig glæde af det store potentiale.

Hårbølle Bæk er et fint vandløb, og vi gjorde det endnu bedre sidste år.

Nu skulle det vise sig, om vi havde gjort det godt, om vi havde succes med vores restaurering.

De tre gutter, der alle havde været med fra starten, deltog naturligvis med stor forventning. Det samme gjorde en halv snes lodsejere med børn og børnebørn, der også var dukket op for at følge med og nysgerrigt kigge på.

Var der ørreder i bækken, og kunne bestanden af halvårsfisk stå mål med den indsats, der var lagt i bækken?

Jeg havde stadig DTU Aqua’s seneste bedømmelse af vandløbet in mente. Det var i 2010, hvor der blot blev fundet 13 ørreder pr. 100 kvadratmeter.

Hvordan mon bestanden har det nu, efter århundredets tørreste og varmeste sommer?

Ifølge Christian løb Hårbølle Bæk dog ikke tør for vand i sommer. Det skulle vise sig…

TV-Møn var også dukket op, og med mikrofon i kraven bød jeg velkommen, -med en vis bæven i stemmen. Bare vi ikke blev skuffede…….når der nu var fjernsyn på!

Vi valgte en strækning umiddelbart nedstrøms den restaurerede strækning, således at vi fik et repræsentativt udsnit af bækken med: I alt 25 meter vandløb.

Bandeleder, Rune Hylby elektrofiskede for at estimere bestanden af ørreder i bækken på både den restaurerede strækning og på reference-strækningen opstrøms (billedet).

I samme øjeblik elektroden ramte vandet, piblede det frem med små halvårs-ørreder. Ligeså i det næste dyp, -og det næste, og næste…..!

I alt fangede vi 89 ørreder på strækningen, heraf 87 halvårsfisk og to 1½-årsørreder – naturligt klækkede i gydebankerne!!!!

Vi var flere, der fik en lille klump i halsen, og da jeg kiggede på Christian, var det ikke svært at forestille sig, hvordan han må have følt det. Tænk engang!

Fra rørlagt vandløb uden liv i 2007 til nu, en fantastisk lille perle af et ørredvandløb med ikke færre end 348 stk. halvårsfisk og 8 stk. 1½-årsørreder pr. 100 kvadratmeter vandløb!!!!!

Glade Lodsejere og medlemmer af Den sjællandske Grusbande var målløse, -det var vi andre også.

Vildt, -og på trods af sommerens svære forhold, kunne vi begejstrede konstatere, at vores restaureringsprojekt sidste år, havde gjort en kæmpe forskel.

Det kunne vi nemlig sætte tal på, for vi lavede en reference-befiskning knapt hundrede meter opstrøms den restaurerede strækning. Blot for at sammenligne.

Her var der ”kun” 90 ørreder pr. 100 kvadratmeter. Stadig tilfredsstillende, men kilometer fra det fantastiske resultat nedstrøms på den restaurerede strækning.

Med dette tal, kunne vi dermed både konstatere, at Hårbølle Bæk er et fint ørredvandløb, og vi kunne glæde os over, at ved en forholdsvis simpel restaurering med gydegrus og skjulesten, kunne vi fire-doble bestanden! Det er en god historie!

John (stående) og Christian (i midten med hue), var begge med da bestanden af ørreder skulle tælles. Reference-befiskningen og bestandsanalyse.

Skal vi lege lidt ekstra med tallene, vel vidende at en restaureret strækning giver effekt op til en halv kilometer nedstrøms, kan vi altså med en vis usikkerhed, estimere bestanden på en kilometer lang del af Hårbølle Bæk til 3500 stk. halvårs-ørreder!!!!

Det er mega vildt at tænke sig og med tanke på forårets smoltudvandring… så giver det gåsehud i glædes-rus!!!

Hold op, hvor de gutter, Christian, Kim og John, kan være stolte af deres indsats!

 

Bandeleder, Rune Hylby.