Kategorier

Bloggere

En lystfisker blev født

Uffe Clemensen1.web
Lystfiskeri er en meningsfuld og social beskæftigelse, som giver en god indgangsvinkel til oplevelser i naturen.

Alle vi, der arbejder med unge i naturen og med lystfiskeri, ved, hvor stor tiltrækningskraft dette har. Det at være i samhør med naturen og opleve dens mangfoldighed er noget, der sætter et godt aftryk hos de fleste. Når vi nu ved dette og gentagne gange oplever det, kan det undre mig, at der fra Christiansborg og helt ud i de enkelte kommuner ikke ”investeres” meget mere i disse former for oplevelser og denne type formidling?

En tur på eller ved vandet kan – udover at være hyggetur med gode oplevelser – også udvides med en række pædagogiske læringsprocesser: Stoffet er jo uendeligt! Har man først fanget en fisk, er det jo godt at vide, hvor den kommer fra, og hvordan fiskens biologi er.

På en nylig konference med bl.a. Red Barnet som arrangør – en konference ved navn ”Naturen og sociale indsatser” – mødtes vi flere hundrede personer, der ”brænder” for den samme ide: Nemlig at skabe interesse for naturen gennem oplevelser og anvende naturen som løftestang for udsatte grupper. Kritikerne kunne jo sige, at fordi man hiver en fisk op, er det jo ikke ensbetydende med, at man kan ”finde sig selv”, komme væk fra et liv i konflikt eller andet tilsvarende. Men netop naturen, og måske i særdeleshed lystfiskeriet, kan noget særligt. Hvem husker ikke sin første fisk? Den oplevelse vil altid stå for én som noget særligt!

Lystfiskerklubben ROLK, Fishing Zealand og Roskilde Oplevelseshavn havde i samarbejde lavet en fiskedag ved Hedelandssøerne for Nordgårdsskolen med klassen Nordlyset. Dagen bød på super godt vejr og glade unger, som alle kæmper med små og store problemer i deres hverdag. Med frisk luft og masser af gåpåmod, blev der skabt nogle sjove episoder med grin og højt humør. At være i det fri giver åbne rammer, og så fik de også lært noget om fiskene og fiskeriet.

Én af drengene havde aldrig fisket før og vil nok aldrig glemme denne dag. Efter lidt hjælp og instruktion, oplevede han det ultimative; nemlig at fange sin første fisk og endda en dejlig ørred. At se det lys, der tændtes i hans øjne, var hele dagens arbejde værd. Han glemmer aldrig denne fiskedag, og for ham var det en triumf. Han oplevede nemlig succes med noget, han ikke havde prøvet før, og det giver jo mod på at prøve nye ting. Her blev en lystfisker født! 

Denne og andre episoder styrker min tro på, at vi kan skabe nogle nye, udfordrende og spændende rammer for en masse unger, der måske ikke altid ”passer lige ind”. Med Roskilde Kommunes involvering i Fishing Zealand, har vi den platform, vi skal arbejde på. Her har vi mulighed for, at få vores budskab hørt, men det kræver også, at vi hele tiden formidler den gode historie. Det giver respekt og åbninger i forhold til at skabe en masse nye tiltag for børn og udsatte unge i området.

Vi er nødt til at sætte tingene i system, så vi kan formidle budskabet og projektet tydeligt og klart. I ROLK og Roskilde Oplevelseshavn arbejder vi med at udvikle et helt nyt koncept; selvfølgelig med fokus på børn og udsatte unge. Vi forventer at kunne præsentere det inden udgangen af 2013.

– Uffe