Kategorier

Bloggere

En blæsende dag med ”Catch & Clean” i Kalundborg Kommune d. 13. juni.

På den vestsjællandske kyst syd for Asnæs havde vi fornøjelsen at byde turister og borgere velkommen til en udgave af Catch & Clean med et bredt aktivitetsprogram med fokus på lystfiskeri, familiehygge og strandrensning – eller opsamling af “havfald”, som vi kalder det.

Vejrguderne var ikke just med os denne dag på Vestsjælland, hvor der stod en strid vind ind på kysten krydret med spredte byger dagen igennem. Derfor var antallet af deltagere ligesom vejret, nemlig meget vigende – men det afholdte ikke arrangørerne for at lave en god dag, for dem som dukkede op.

Formiddagen gik med rensning af den lokale strand, hvor der ved første øjekast ikke var meget affald. Men når man får indstillet sigtet efter ”havfald”, er der alligevel altid mere, end man umiddelbart kan se. Tak for indsatsen til alle for at give en hånd med!

I den stride vind blev der kastet lidt med et par fiskestænger, men fiskeriet måtte hurtigt opgives, da vinden tog yderligere til. Dagen sluttede med lækker mad på campingpladsen, der var lokalitet for dagen.

Stor tak skal lyde til deltageren – og alle de gode medarrangører på dagen; Clean Coast Anglers, Havmiljøvogterne, Ugerløse Camping og Destination Sjælland.