Kategorier

Bloggere

Åbent for tilmelding til Fjordlandet Open, der løber af stablen d. 20.-22. marts 2020.

FORÅRSUDGAVEN AF FJORDLANDET OPEN ER AFLYST

Beslutningen er truffet på baggrund af regeringens tiltag mod smittespredning og Roskilde Kommunes politik på området.  Vi beklager denne triste melding og håber samtidig på jeres forståelse herfor. Vi håber du har lyst til at deltage i efterårets udgave i stedet.

 

Denne gang foregår det med base i Roskilde Kommune, men konceptet er som tidligere.

Fjordlandet Open er en frivillig catch & release fiskekonkurrence. Det engelsk udtryk ”catch & release” betyder “fang og genudsæt”, hvilket efterhånden er blevet integreret del i det danske lystfiskersprog. Så til denne konkurrence skal du blot fange en havørred, måle længden og tage et billede. Og som deltager har du to dage – lørdag og søndag – til at fange den længste havørred i Roskilde Fjord eller Isefjorden.

Efter fangsten sender du billedet ind til arrangørerne, hvormed din fangst indgår i konkurrencen. Vi opfordrer samtidigt til, at fisken genudsættes i fjorden efterfølgende.

 

Du behøver ikke at have en lang lystfiskerkarriere bag dig for at deltage – du kan være lige så god og heldig som alle andre. Så længe man har snøren i vandet – er der altid en chance for en flot fisk.

Basen for konkurrencen er denne gang Roskilde Sejlklub, Strandgade 12, 4000 Roskilde. Her afholdes det obligatoriske infomøde fredag aften, samt præmieoverrækkelse om søndagen.

Fredag aften gennemgås reglerne for weekendens konkurrence og præmierækken nævnes. Her samles vi til en hyggelig aften, hvor der ligeledes er fællesspisning og spændende foredrag, som er inkluderet i deltagergebyret. Du kan finde aftenens program her.

Fredag aften får du også udleveret det obligatoriske målebånd, der skal anvendes i konkurrencen. Endelig er der chance for at vinde nogle lækre præmier i det amerikanske lotteri, der er sponsoreret af Jagt og lystfiskerhuset, Roskilde. Overskuddet herfra går til vandpleje i vandløbene til fjordene.

I foråret 2019 blev der fx indsamlet 7.000 kr., der gik til Odsherred Sportsfiskerforening (OSF). OSF kommer forbi fredag aften og fortæller om, hvad pengene er brugt til. Ved seneste konkurrence i september måned blev der indsamlet over 5.000 kr., som også kommer vandplejearbejde i fjordlandet til gode.

Sideløbende med fiskekonkurrencen afholder vi som vanligt også en fotokonkurrence, så sørg for at tage en masse smukke fotos af dine oplevelser ved vandet.

Til den kommende konkurrence vil vi opfordre alle tidligere deltagere til at medbringe målebåndene fra tidligere konkurrencer. Disse vil så blive genbrugt, hvor de bliver farvet i en ny farve fredag aften til infomødet.

Du kan finde meget mere information, se præmierne og finde tilmeldingen på konkurrencens hjemmeside og på konkurrencens Facebook-side

På Facebook-siden kan du også løbende holde dig opdateret med de flotte fangster og billeder under konkurrencen.

Prisen for deltagelse er kun 299 kr. og inkluderer også aftensmad og foredrag fredag aften!

 

Hvorfor er konkurrencen flyttet fra Holbæk til Roskilde Kommune?

Det korte svar på dette spørgsmål er, at kommunalbestyrelsen i Holbæk Kommune har valgt ikke at afsætte penge til fortsat medlemskab af Fishing Zealand. Kommunen oplyser, at der ikke er utilfredshed med projektet, men at man ønsker, at Fishing Zealand bliver finansieret på anden vis og ikke via kommunens budget.

Vi er selvfølgelig meget ærgerlige over, at Holbæk Kommune ser sig nødsaget til at træde ud af projektet – men samtidigt takker vi for det gode samarbejde.

En særlig tak skal lyde til VisitHolbæk, samt ikke mindst Pro-Outdoor i Holbæk, som alle har ydet en stor indsats i vores fælles samarbejdsprojekter – det har vi altid sat stor pris på.

 

Vi har allerede etableret et godt samarbejde med Roskilde Kommune og andre aktører omkring konkurrencen – og ser frem til et spændende arrangement med base i Roskilde.