Kategorier

Bloggere

5000 ørreder til københavnerne

Det lyder unægtelig som en god historie, 5000 ørreder til Københavnerne, og det er det da også. Det er nemlig første gang siden 2002, der er blevet sat ørreder ud i mundingen af Mølleåen lidt nord for København. Det skete i søndags, den 10. april, og lystfiskerne kan derfor glæde sig til et endnu bedre fiskeri fremover.

Mølleåen 1, 2016
5000 ørreder blev i midten af april sat ud i mundingen af Mølleåen. Linda Bollerup fra Fyns Laksefisk og Rune Hylby fra Danmarks Sportsfiskerforbund/Fishing Zealand var ansvarlige for udsætningen.

De mange ørreder vandrer i den kommende tid ud i Øresund og vil i fremtiden bidrage til lystfiskernes fangster langs blandt andet Øresundskysten.

Nogle vil formentlig endda kunne fanges i selve Københavns Havn, hvor fænomenet ”streetfishing” i disse år er i rivende udvikling. Og med al respekt er det ikke mange hovedstæder i verden, der kan prale af ørredfiskeri langs havnemolerne.

Muligheden opstod, da Fyns Laksefisk i Odense havde en ekstraordinær fin overlevelse af ørreder, der skulle sættes ud i mundingen af vandløb i Nordsjælland.

Det er Fyns Laksefisk, der opdrætter ørreder til udsætning i blandt andet Nivå og Højbro Å, som en del af den nordsjællandske fiskepleje. Men i år var der 5000 ørreder i overskud.

DTU Aqua gav grønt lys til udsætningen

Fiskeplejen planlægges og administreres af DTU Aqua i Silkeborg, der er ansvarlig for udsætningerne i hele Danmark. Og Peter Geertz Hansen fra DTU Aqua gav tilladelse til at foretage denne ekstraordinære udsætning af ørreder.

– Det vil give et løft til fiskeriet efter havørred langs Øresundskysten og forhåbentlig vil mange af de københavnske fiskere få glæde af denne udsætning, forklarer Peter Geertz Hansen.

Ørrederne vandrer nemlig i disse dage ud igennem mundingen af Mølleåen for at leve ”det frie liv” langs Øresundskysten.

– De små ørreder er alle afkom af moderfisk fanget under elektrofiskeri i efteråret 2014 i Esrum Å. Ørrederne er derfor genetisk godt rustet til at kunne klare sig, da moderfiskene er tilpasset livet langs Nordsjællands og Øresunds kyster, fortæller Peter Geertz Hansen.

Ørrederne vil dog aldrig kunne vandre op i Mølleåen for at gyde, da Strandmøllen, samt en håndfuld andre møller og andre spærringer, hindrer fiskene i deres gydevandring. Derfor er udsætningen alene en fiskeriudsætning, der skal tilgodese lystfiskeriet.

Mølleåen 2, 2016
Med Strandmøllen i baggrunden og Mølleåens klukkende vand i forgrunden, tog ørrederne turen ud i Øresund denne fantastiske forårsdag i april.

Danmarks Sportsfiskerforbund og grejbranchen støtter udsætning.

Det var Danmarks Sportsfiskerforbund, der formidlede samarbejdet og var ansvarlig for udsætningen i fællesskab med Fyns Laksefisk.

Finansieringen af de 5000 ørreder stod fire københavnske fiskegrejsforretninger og Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) for. Forst og Jagthuset, Jan og Bo’s Lystfiskershop, Sport Dres og Salmon Fly købte hver 1000 stk. ørreder og DSF tog sig af de sidste 1000.

Dermed var økonomien også i orden og fiskene kunne sættes ud kun 12 kilometer fra Langelinie.

– Det er en fantastisk gestus overfor de københavnske lystfiskere, og på vegne af Danmarks Sportsfiskerforbund, er jeg utrolig glad for det fine samarbejde til glæde for de mange tusinde lystfiskere i Københavnsområdet, som får glæde af denne ekstraordinære udsætning.

Rune Hylby