500 tons skjulesten til Elverdamsåen
- 19. maj 2020
Jeg er ved at revne af begejstring over, at vi igen må mødes i Grusbanden under genåbningen efter den værste peak under Covid 19. Med visse forbehold, naturligvis.
-Og når vi skal lægge 500 tons skjulesten ud i Elverdamsåen i området, der kaldes Tempelkrogen Syd, bliver begejstringen dobbelt stor.
500 tons! Det er immervæk en flok sten! Så bliver man jo nærmest kåd af begejstring for at komme i gang igen efter den lange nedlukning.
Tænk engang, -tidligere var strækningen nærmest en motorvej med ganske få bump på vejen. Nu skal vi lave variation, så det batter, til glæde for fisk, planter og insekter.
Projektstrækningen er en del af det store vådgøringsprojekt, hvor Elverdamsåen for et par år siden blev genslynget og efterladt uden den mindste form for skjul og variation. Det ville komme ad åre, naturligvis, -men vi hjælper det lidt på vej med udlægningen af de mange sten.
Projektet bliver udført i et større samarbejde mellem Tuse Å’s Ørredsammenslutning, Den sjællandske Grusbande, samt Lejre og Holbæk Kommune, -og ikke at forglemme, de fem lodsejere, der under hele forløbet, der har taget det meste af et års tid, har været ualmindelig positive og glade for projektet på vores vegne.
Finansieringen af projektet er foregået via konvertering af Fiskeplejemidler, idet vi ikke var i stand til at sætte alle de ørredsmolt ud i Isefjorden sidste år, som vi skulle ifølge udsætningsplanerne.
Yderligere finansiering til projektet kom meget belejligt fra Fishing Zealand-arrangementet, ”Fjordlandet Open”, der donerede 5.000.- kr til lidt ekstra sten. Og Holbæk Kommune indvilligede i at lægge stenene ud, når vi nu havde lavet hele forarbejdet. Det er jo for vildt!
Projektet skulle være udført allerede sidste år, men på grund af de store vandmasser i efteråret sidste år, måtte vi udskyde projektet, da det var umuligt at køre langs åen i de våde enge. Derfor fik vi en sjette lodsejer til at opmagasinere de mange tons skjulesten, og nu….. om alt går vel, er det til at køre langs strækningen.
Projektsstrækningen er i alt 900 meter lang, og der skal lægges flere tusinde sten i vandløbet, der i fremtiden vil slynge sig raskt afsted, -Ikke blot i forhold til genslyngningen, men også nede i profilet, hvor stenene vil bryde overfladen og skabe flere små strømrender og dermed større variation. Alt sammen til stor glæde for både planter og dyr, -ikke mindst ørreden. Elverdamsåen er nemlig et af de fineste vandløb på Sjælland, og huser en stor bestand af ørreder.
Men som følge af genslyngningen, lever projektstrækningen endnu ikke op til potentialet. Det gør vi noget ved med dette projekt.
Selve udlægningen sørger Compaq Sjælland for, -det var også dem, der for år tilbage lagde et næsten tilsvarende antal skjulesten ud i Tuse Å, og ifølge Liv Bøgsted fra firmaet, er der fuldstændig styr på det. Det bliver med andre ord helt vildt hyggeligt og helt vildt fantastisk at se den forvandling, Elverdamsåen i Tempelkrogen Syd kommer til at gennemgå i fremtiden.
-Og du kan såmænd melde dig til projektet, til at være med, til at hjælpe, til at se på og til at glædes over det flotte vandløb.
Selve anlægsarbejdet løber af stablen i næste uge over to dage, og vi mødes ved Ådalegården, Roskildevej 467, 4340 Tølløse.
Vi begynder onsdag den 27. maj kl. 8.00, hvor de første sten køres ned til vandløbet for at blive lagt i, og fortsætter torsdag den 28. maj kl. 8.00, hvis vi ikke bliver færdige om onsdagen..
Jeg håber, du vil være med sammen med folk fra TØS’ Arbejdsgruppe, der naturligvis også vil være til stede.
Det er vigtigt, du melder dig til, da vi højst må være 10 ad gangen derude pga. Covid 19. Deltagelse er efter devicen…..først til mølle.
Du kan melde dig til ved at skrive en sms til bandeleder, Rune Hylby på nummer: 2536 4280, eller ved at sende en mail til runehylby@gmail.com.
Du kan også tilmelde dig ved at skrive i ”kommertar-feltet” på Facebooksiden: Den sjællandske Grusbande, når projektet offentliggøres på denne side.
Du skal medbringe gummistøvler eller waders, hvis du vil helt tæt på, og måske ovenikøbet lægge dine egne sten til rette i vandløbet.
Bandeleder, Rune Hylby