204 ørreder plus 25-30 fra Miljøministeriet i Himmelev Bæk!
- 10. september 2024
Vi har efterhånden været sammen en del gange, Mikkel Frey Damgaard og jeg i forskellige sammenhænge.
Første gang var ved Elverdamsåen og Truelsbækken, hvor Mikkel var wingman, da han og jeg undersøgte bestanden af ørredyngel ved hjælp af elektrofiskeri.
Mikkel blev så henrykt over al den yngel, der piblede frem, at han ”var nødt til ” at nævne både mig og fiskeriet i sin bog ”Fiskejournal”, der udkom et lille års tid efter.
Siden fulgte blandt andet en gang moderfiskeri efter de store gydemodne havørreder og så vidt jeg husker, -også et restaureringsprojekt, uden at jeg skal lægge hovedet på blokken.
Interessant var det også, da Mikkel fik stablet en gang sofa-fiskeri på benene i Det kongelige Teater, -Skuespilhuset i Københavns Havn, hvor jeg blandt andet sad i panel med Irina Mathiasen, -jydsk pige-lystfisker af Guds nåde og uendelig pragtfuld. Arrangementet blev afholdt i foyen og jeg skulle fortælle om min tilgang til fiskeriet og baggrunden for Den sjællandske Grusbande, som jeg tog initiativ til i 2016.
Siden har vi perifert været i kontakt, Mikkel og jeg, så det var med stor gensynsglæde fra min side, da Mikkel i forsommeren ringede til mig og spurgte, om vi kunne finde ud af en dag, hvor jeg fortalte lidt om Grusbandens arbejde og udfordringer.
Det kunne være super sjovt.
Mikkel fortalte kort om dagens muligheder, -nemlig at vise sine kollegaer et vandløb som er restaureret og på den måde gøre det helt konkret, hvad arbejdet med vandplaner og grøn trepart gik ud på. Måske endda elektrofiske, lød det fra Mikkel.
Mikkel var nemlig i mellemtiden blevet ansat i Miljøministeriet i ”minister og ledelsessekretariatet”, hvor Mikkels kontor betjener ministeren med alt fra at holde styr på kalenderen, håndtere pressehenvendelser, skrive taler og transportere ministeren rundt i landet.
”På sådan en dag (kontorseminaret) skal der være noget fagligt og noget socialt”, som Mikkel udtrykker det.
Mit forslag lød på at vise Ministeriet et vandløb i Roskilde Kommune, -Himmelev Bæk, idet vi dels har restaureret vandløbet over et par gange i samarbejde med ROLK og dels har lavet bestandsanalyser over en længere årrække, idet jeg har elektrofisket samme repræsentative strækning i årene fra 2021-2023.
Vi kunne dermed både se et ”vaskeægte” restaureret vandløb ikke så langt fra København, og vi kunne følge op på Himmelev-restaureringen med endnu en bestandsanalyse, -denne gang for 2024 og dermed forfølge endnu et år i rækken af undersøgelser for at vurdere om vores projekter havde båret frugt.
I forbindelse med besøget og bestandsanalysen, inviterede jeg Roskilde Kommune ud for at se med, når vi elektrofiskede.
Mikkel kunne være wingman (as usual) og Jan fra Grusbanden, kunne være ”dødemandsknap”, hvis noget gik galt.
Vi skulle mødes klokken 9.45 og jeg var meget tidligt på den for at forberede gearet, så vi slap for unødvendigt tidsspilde.
Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men jeg blev meget overrasket, da Mikkel dukkede op sammen med alle sine kollegaer fra Miljøministeriet i en kæmpe turistbus!!!!
Set i bakspejlet kunne jeg jo have regnet ud, at 25-30 deltagere ikke kunne køre rundt i privatbiler (haha)!
Jeg havde forinden arrangeret ”fri passage” langs åen på Hofors arealer således, at bussen kunne køre lige til døren!
Efter en briefing og snak om projekter, vandplaner, restaurering, Grusbanden og mit arbejde, samt Roskilde Kommunes indsatser, som Søren Kock Laursen fortalte om, kunne vi kaste os over selve bestandsanalysen.
Jeg fortalte naturligvis om sikkerheden omkring elektrofiskeriet inden vi startede, hvorefter vi begyndte selve fiskeriet.
Straks som elektroden blev dyppet i Himmelev Bæk, piblede det frem med årets yngel.
Der var såmænd også ældre fisk i spændingsfeltet, og som årene er gået, er det blevet sværere og sværere at befiske den 50 meter lange strækning.
Variationen er blevet større år for år.
Der blev fanget et hav af ørredyngel, ditto 1½ års fisk og såmænd også en lille håndfuld ældre.
De største fisk var 19 cm, og mindste fisk var små 4 cm yngel, der ikke helt har fundet sig en ”næringsrig” standplads sommeren over.
Vi fangede ikke mindre end 119 ørreder på den 50 meter lange befiskede strækning.
Det svarer med korrektion for min (manglende) effektivitet til 204 stk. ørreder på 100 m² vandløbsbund!!!!!
Fuldstændig fantastisk og 2½ gange god økologisk tilstand.
Folkene fra Miljøministeriet sørgede for ”tælleriet” og alle, der havde lyst til at deltage i selve registreringen af ørreder, tog afsted med hænder, der lugtede lidt af fisk, da hver fisk blev håndteret, målt og registreret i det samlede regnskab.
Afslutningsvis havde vi en lille snak om det formålstjenstlige ved at lade 10 millioner Fiskeplejemidler blive i Fiskeplejen, fremfor at sende pengene til ministeriet, -men det er en helt anden og langt mere alvorlig snak.
Til gengæld skrev Mikkel tilbage nogle dage efter.
”Med en minister, der er optaget af havet, vandmiljøet og fiskene, var det oplagt at se på, hvordan man passer på et vandløb og møde dig. I vores arbejde er der rigtig meget, der handler om, hvordan man begrænser kvælstofudledningen og genopretter natur, men det er sjældent, vi rent faktisk kommer ud og ser, hvad der sker.
Det var en fantastisk oplevelse at se, hvordan I arbejder og opleve de mange fisk. Vi fik en bedre og bredere forståelse af, hvordan vandløbsplejen foregår – og at se de spil-levende ørreder er ikke noget man glemmer lige med det første. Stor tak fra os alle sammen”, -hilsen Mikkel.
Vi takker på vegne af Grusbanden for den store ros og som afslutning på dagens bestandsanalyse kan jeg fortælle, at bestanden i Himmelev Bæk kun er blevet bedre og bedre år for år, hvilket diagrammet indikerer.
Det var rekord-mange ørreder i denne omgang, og det mest glædelige er i den forbindelse, at den sidste rest af Himmelev Bæk, -vi endnu ikke har ”fået lov” til at restaurere, nu er blevet solgt til Naturstyrelsen som vi immer alles har haft et forrygende samarbejde med tidligere.
Så mon ikke, vi skal i gang igen næste år med de sidste 400 meter af Himmelev Bæk…..?
Bandeleder, Rune Hylby,
Mobil, 2536 4280,