Sortmundet kutling yngler i Bækkeskovløbet
- 21. august 2020
I forbindelse med undersøgelserne af udvandring af ørredyngel (se blogindlæg) opdagede vi, at sortmundet kutling kan yngle i vandløb.
Vi fandt masser af yngel i Bækkeskovløbet på Lolland.
Der fanges jævnligt større sortmundede kutlinger i de sydsjællandske vandløb og det er ikke overraskende, da vi ved fra udlandet, at de trives udmærket i ferskvand. Imidlertid har der, så vidt jeg ved, ikke været sikre beviser for, at de faktisk kan yngle der. Det skyldes vel bl.a., at fiskeundersøgelser sædvanligvis laves i efteråret, hvor de yngste individer så er ca. ½ år gamle og kan være indvandret fra havet.
Vi el-fiskede ekstraordinært tidligt i starten af juni, og fandt meget små kutlinger ned til 2 cm med store tætheder flere km fra havet. De større forældrefisk havde forladt strækningen igen mens ynglen var tilbage med en stor tæthed på 78 stk. pr. 100 m2 vandløbsbund.
Fundet i Bækkeskovløbet er næppe enestående. Det er sandsynligt at arten yngler i flere af områdets vandløb.
Umiddelbart kan det bekymre, at den invasive og forslugne art indfinder sig på ørredernes gydeområder og gyder her i foråret, men i dette tilfælde var det dog ikke gået ud over ørredens yngel, som var til stede i samme strækning med gode tætheder på 311 stk. pr. 100 m2.
PWH