Kategorier

Bloggere

Glædesudbrud på Møn

29.4.2014 Møn Rudy & Theo. 002.webAt Møn fisker rigtigt godt om foråret, er der vist ingen tvivl om – og med den milde vinter, vi har haft her i 2014, startede det gode havørredfiskeri allerede i midten af marts. Lige nu er det nok på sit allerhøjeste, og fiskeriet vil helt sikker fortsætte en 3-4 uger frem. Man må dog ikke glemme, at sommerfiskeriet også er super, hvis man kender de gode pladser. Der er med andre ord ingen grund til at indstille fiskeriet lige med det første.

Jeg var en tur på kysten i midten af marts, lige da vi havde det første rigtig gode forårsvejr. På én af mine favoritpladser, startede jeg fiskeriet ved 08.30-tiden, og planen var så at fiske et par timer, for derefter at gå på jagt efter de hugorme, som måtte være kommet frem i det solrige og skønne forårsvejr.

Jeg begyndte med fluestangen, da jeg ved, at flue er et rigtige godt våben i det tidlige forår. Jeg havde da heller ikke andet end lige fået lagt linen ud, før den første havørred kom på land – og sådan fortsatte det i en lille times tid…

40-50 kast senere havde jeg fanget 10 havørreder med flere over 2 kilo, og i hele dette havørredscenarium, var der et tysk ægtepar som på afstand havde fulgt med i, hvor mange fisk jeg landede og genudsatte. Så – efter en time med godt fiskeri – kom det tyske ægtepar over til mig. Han var fluefisker og fruen fiskede med spin. Vi hilste på hinanden, som man nu gør på kysten, og jeg fandt ud af, at manden godt kunne snakke engelsk, hvilken gør det noget nemmere for mig, da mit tyske ikke er super.

Vi fik en snak og fluefiskeri, og jeg gav ham én af mine fluer (lille Møn) og forklarede ham, hvor og hvordan der skulle fiskes lige på denne plads. (Jeg skulle jo ikke fiske mere, havde allerede fået mit denne dag – og skulle jo for øvrigt også på hugormejagt).

29.4.2014 Møn Rudy & Theo. 013.webAlt imens jeg gjorde klar til hugormejagten, havde den tyske mand fået den første havørred på fluen. Han mistede den godt nok, men kastet efter krogede han en rigtig fin og fuldfed forårs-havørred på godt og vel 3kg, fik den nettet og afkroget, vendte derefter nettet om og havørreden fik friheden igen. Han sendte en tommelfinger ind til mig med ordene: ”Superfed grøn tangloppe! Tusind tak!” Det var fedt med en så fin gestus og en super fisk, som fik friheden igen!

Lige nu spiller Møn max! Så sent som i tirsdags var jeg på kysten med to rigtigt hyggelige hollændere, Rudy og Theo. Rudy er en dygtig fotograf, som for øvrigt skriver for flere af de store fiskemagasiner. Theo er hans erfarne fiskekammerat, som fisker på livet løs.

Tirsdag morgen var aftalen den, at jeg skulle hente dem i Fiskehuset (en del af Møns Klint Resorts huse) kl.8.00 og derfra køre til én af mine favoritpladser. Vi startede fiskeriet lidt i ni, og efter små 10-15 minutter havde Theo allerede haft et godt hug.  20 minutters fiskeri senere – hvor vi i mellemtiden også så flere havørred helt ude af vandet – kunne vi se tilbage på flere gode tilbud og en masse action. Herefter blev der dog stille.

29.4.2014 Møn Rudy & Theo. 005.webPlanen blev den, at vi gik tilbage til bilerne for at spise noget frokost for derefter at køre til endnu en af mine gode pladser: en plads, som bare lugtede langt væk af havørred denne dag.

Jeg gennemgik lige pladsen for Rudy og Theo, gav dem en flue hver, og anbefalede dem at fiske dem i et godt tempo. Fluen imiterede en tangloppeart som ikke svømmer med krum ryg. Den svømmer i en lige bane – og i god fart for sådan en lille fyr.

Efter små 10 minutter havde Theo fast fisk, og selv på afstand kunne jeg se, at det var en rigtig god havørred. Så af sted med mig! Synet, der mødte mig, var af en rigtig glad mand med sin nye PR havørred på flue – i de skønneste rammer. Møns klint er jo efter min mening det smukkeste sted i Danmark, du kan fange en havørred.

Al den hektiske aktivitet og glædesudbruddene fik hurtigt en flok turister til at samle sig bag os – og Theo fik en stor applaus og mange lykønskninger, da fisken fik friheden igen. Sådan! Fang en flot fisk, tag et billede af den og giv den friheden igen som tak for en god fight og en super oplevelse….

Knæk og bræk & stram line

Ken