Kategorier

Bloggere

Pilot-projekt i Bregninge Å i Kalundborg Kommune

Bregninge Å på den strækning, vi skal skabe en masse variation på med ”dødt ved”. Som det tydeligt ses på billedet, er der også behov for ”en masse rod” i vandløbet, der flyder dovent med ringe fald. Faldet kan vi ikke gøre noget ved, men vi kan skabe en masse variation ved at snævre vandløbet ind med grene og stammer.

Tilbage i vinteren 2021-22 gik jeg en tur med én af vandløbsmedarbejderne fra Kalundborg Kommune langs Bregninge Å. Egentlig var det at betegne som en besigtigelse, for vi gik der jo ikke kun for vores blå øjnes skyld.

Vi var ude for at kigge på gydebanker og potentielle strækninger, hvor den lokale forening, Kalundborg Sportsfiskerforening og Grusbanden kunne gøre en forskel til glæde for miljøet omkring Bregninge Å. Ikke kun med henblik på at opnå god økologisk tilstand for den spæde ørredbestand, men også for at forbedre insektlivet over vandet og de invertebrater, der lever under overfladen. Kort sagt, forbedre biodiversiteten på en længere strækning af Bregninge Å, der i sin helhed, har et stort uudnyttet potentiale.

Kalundborg Sportsfiskerforening og Grusbanden har jo tidligere restaureret en længere strækning af Bregninge Å, hvor vi lagde gydesubstrat og skjulesten ud på en strækning af åen.

Allerede det følgende år kvitterede ørrederne med rekordstore yngeltætheder på den restaurerede strækning (link: https://fishingzealand.dk/nyheder/maaske-danmarksrekord-oerredtaethed-paa-restaureret-aa-straekning-bregninge-aa/).

Så sent som i denne vinter, har alle de gydebanker, vi i sin tid lagde ud, været brugt og jeg oplevede selv, i den tidligste del af vinteren 2024-25 (den 10. december), gydende havørreder på netop de gydebanker, vi lagde ud. Fantastisk livsbekræftende og jeg blev mega tændt på at tage fat på flere projekter i Bregninge Å.

Blandt andet den strækning, vandløbsmedarbejderen og jeg var ude for at kigge på for nogle år siden.  Jeg var derfor et smut forbi Kalundborg Sportsfiskerforenings klubhus i vinter for at tage en snak med de lokale lystfiskere, som jeg ved mange lejligheder, har lavet projekter sammen med. Mega gode folk, der gerne vil gøre noget godt for de lokale vandløb i Kalundborg og omegn, og som altid stiller op, når der er brug for en hånd.

Sidste år lavede vi et par projekter sammen, blandt andet en lang strækning af Reerslev Møllerende i Halleby Å-systemet og en anden, lidt kortere strækning af Egemarkeløbet i Havnsø. Begge projekter vil give ørredbestanden i de to vandløb et kæmpe løft.

På mødet i vinter i Kalundborg Sportsfiskerforening, blev vi enige om at samarbejde omkring ikke bare et, men to projekter i Bregninge Å. Ét af projekterne var netop på den strækning, jeg for år tilbage besigtigede med vandløbsmedarbejderen fra Kalundborg Kommune. Strækningen er knapt 600 meter lang.

Enkelte steder på strækningen er der en smule mere fald, og det er oplagt at skabe en smallere strømrende disse steder for at få skyllet sand og slam væk……og måske er der endda hård bund neden under.

Vandløbet flyder dovent igennem et skovområde opstrøms ”Skovvejen”, hvor tusindvis af bilister hver dag kører over Bregninge Å uden at ane, at nede under broen løber et af de få ørredførende vandløb med udløb i Sejerøbugten. Netop den kendsgerning, at vandløbet her løber i et meget beskygget forløb i skoven gør, at der ikke er meget variation nede i vandløbet. Profilet er alt for bredt i forhold til det ringe fald på kun ca. 1 ‰. Af samme årsag er der en masse aflejret sand og slam på strækningen, hvilket ikke er godt for noget.

Heller ikke den ørredbestand, der potentielt kunne opholde sig på strækningen, endsige de invertebrater, der kunne leve her og give føde til ørredbestanden. Det vil vi gerne lave om på. Men det er ikke muligt at skabe variation med store sten som vi plejer, da skoven gør det umuligt for maskiner at komme tæt på vandløbet. Derfor skal der bruges andre virkemidler. Strækningen er til gengæld perfekt til udlægning af ”dødt ved”. I skoven står træerne med deres kroner jo lige ved hånden langs åen, og lodsejeren er meget positiv overfor, at vi tynder lidt ud i den kraftige vegetation.

Det overbrede profil i forhold til den regulativmæssige bundbredde gør, at vi kan ”lege lidt”. Der er masser af plads til at eksperimentere med forskellige former for ”dødt ved”.

Vi kan lave gammeldags faskiner med pæle langs brinken, vi kan udlægge dele af trækroner og fastgøre dem med gaffelgrene i brinken, og vi kan såmænd også lægge hele stammer ud langs brinken og længere ud, hvis det passer. Vi skal med andre ord tænke ud af boksen.

Her er plads til begejstring og i den anledning, har jeg allieret mig med Fiskeplejekonsulent Bjarke Dehli, der om nogen, kan skabe ”rod” i vandløbet. Bjarke har en lang erfaring fra Århus Kommune med udlægning af ”dødt ved” og er formegentlig den mest kompetente, hvad det angår i Kongeriget Danmark. Bjarke og jeg vil derfor samarbejde omkring nogle af de forskellige metoder til at skabe rod i vandløbet med ”dødt ved” og siden vil jeg komme igen ved flere lejligheder med elektrofiske-udstyret for at følge op på, hvilke former for ”dødt ved”, der giver de største tætheder.

Den pågældende strækning af Bregninge Å er nemlig meget ensartet, og derfor giver det mening at sammenligne de forskellige metoder. Det bliver vanvittig spændende at følge i årene fremover. Men først skal vi som sagt have lagt det ”døde ved” i vandløbet, og du kan derfor være med til at starte dette pilot-projekt op ved at deltage lørdag den 16. august. Det bliver spektakulært og jeg glæder mig helt vildt til at lave ”rod” i Bregninge Å.

Jeg er dog også klar over, at jeg ikke skal have mine fineste waders på netop den dag, da skoven er lumsk. Det skulle i så fald ikke være første gang, jeg får revet hul i et par waders på en gren eller lignende og derfor bliver det et par af de godt slidte par waders, der skal på til netop dette projekt. Det vil jeg også anbefale dig.

Vil du blive på land, er et par gode kraftige bukser at foretrække, og et par gummi- eller vandrestøvler. Vi har brug for både landmænd og vandmænd m/k. Godt humør, fornuftigt tøj og eventuelt en sav, og/eller en mukkert (klaphammer), er alt, der behøves for at gøre en forskel. Arbejdshandsker skal jeg nok sørge for, -jeg har en hel kasse fyldt!!!

Det bliver aldeles forrygende. Sikke en gang ”rod” i vandløbet, vi skal lave.

Vi mødes ved Deigvad Vandværk, Gl Skovvej 23, 4470 Svebølle, klokken 10.10, lørdag den 16. august.

Du kan melde dig til projektet ved at skrive en sms til bandeleder, Rune Hylby på nummer: 2536 4280, eller ved at sende en mail til adressen: runehylby@gmail.com.

Du kan også tilmelde dig ved at skrive i ”kommertar-feltet” på Facebooksiden: Grusbanden Fishing Zealand, når projektet offentliggøres på denne side.

Det er vigtigt, du melder dig til, idet Kalundborg Sportsfiskerforening vil sørge for drikkevarer i dagens anledning.

Bandeleder, Rune Hylby,

Mobil, 2536 4280,

runehylby@gmail.com,

Meld dig til at gøre en forskel i Langvad Å.

Delstrækning 1, som den så ud i vinteren 2021-22, hvor projektet begyndte at tage form. Strækningen trænger til sten, og dem har jeg købt i rigelige mængder.

Allerede i starten af august tager vi hul på sensommeren og efterårets mange restaureringsprojekter i Grusbanden Fishing Zealand. Første projekt løber af stablen den 10. august klokken 10.10 og udføres i et samarbejde mellem ”Foreningen til ophjælpning af fiskeriet i Roskilde Fjord” og Grusbanden Fishing Zealand.

Vi skal kaste lidt med sten i Langvad Å i Roskilde Kommune, hvor jeg for snart to måneder siden, fik kørt sten til den øverste del af selve hovedløbet forud for det projekt, Pure Fishing deltog i med stor succés.

Det var delstrækning 2 af et større projekt, der også indbefattede delstrækning 3, som vi udførte sidste år. Nu mangler vi kun delstrækning 1, og det var sten til denne strækning, jeg fik kørt til åen i slutningen af maj måned. De ligger nu klar til os, -langs bredden af Langvad Å i det, der betegnes station 0-200. Altså en kort 200 meter lang strækning, som skal tæppebombes med sten i størrelse ekstra large! Med god grund for netop på denne del af Langvad Å, er træer langs vandløbet med til at give skygge og dermed er der ikke meget grødevækst nede i vandløbet. Det betyder samtidig, at profilet er overbredt og det er netop derfor, vi skal lægge ”en håndfuld” sten i vandløbet.

Det skal snævres ind således, at der kommer mere flow i vandløbet og dermed forhindre, at sand og slam lægger sig godt til rette her. Samtidig skaber de mange sten en fantastisk variation og dermed også grundlag for en stor biodiversitet, -over som under overfladen. Amen!!!!

Tænk engang, -vi får lov til at skabe forhold i åen, så vandstæren kan finde hvile på stenene under vinterens fødesøgning. Jeg ser den ofte, når jeg suser rundt i landsdelen for at kigge på vandløb og jeg smiler altid lidt mere, når jeg hilser på den lille sorte fugl med det hvide bryst og altid i aktivitet.

Sten i str. Xl er blevet kørt til åen, og siden lagt ud langs brinken, så de blot skal trilles ned i vandløbet og derefter lægges til rette så de giver størst mulig glæde til gavn for biodiversiteten. Det bliver så godt!!!

Vandstæren sidder sjældent stille så længe ad gangen, at man kan nyde dens skønhed. Anderledes forholder det sig med den tyrkisblå isfugl, når den med sit skingre skrig, suser forbi i raketfart, eller sidder på en gren over vandløbet og spejler sig narcissistisk i vandet som om den tænker, -jeg er den smukkeste fugl i vandløbet her (vistnok en tilsnigelse fra Snehvide og de syv små dværge)!!!!

Nede under overfladen skal vi skabe grobund for ”de gode vandplanter”, der ikke visner væk under vinterens kulde og sne. Det er vandstjerne, -ranunkel og smalbladet mærke, der er fortrinlige for præsmolten at gemme sig ved og søge føde i. Jeg bliver sgu helt salig over den mangfoldighed, vi kan skabe ved nogle få timers indsats. Jeg har fået lagt omkring 60 tons sten langs med vandløbet, -lige til at skubbe i.

Stenene er finansieret i en fifty-fifty-aftale mellem Fiskeplejen og Roskilde Kommune. Sidstnævnte har desuden betalt for, at stenene nu ligger fint til rette langs vandløbet, så det er nemt for os at lægge dem ned i å-løbet. Det har vi jo gjort så ofte før, og vi ved godt, hvor gavmildt naturen tager imod denne gode gerning.

Delstrækning 1, som vi skal restaurere, er som nævnt ikke særlig lang, men er sine steder rimelig dyb. Derfor må du meget gerne tage waders med, hvis du har den slags. Ellers er lange bukser (uanset vejret) nødvendige, da der er høj urtevegetation langs vandløbet.

Jeg sørger for handsker, og øvrige redskaber til at tumle rundt med de fornuftige sten, men du skal selv sørge for drikkevarer i rigelige mængder. Det plejer at være varmt i august, ikke sandt?

Delstrækning 2 (billed) stod Pure Fishing for i samarbejde med ”Foreningen til ophjælpning af fiskeriet i Roskilde fjord”, Grusbanden Fishing Zealand og lodsejerne, mens delstrækning 3, lidt længere nedstrøms, blev udført af frivillige fra Rambøl, ”Foreningen til ophjælpning……”, lodsejerne og Grusbanden allerede sidste år. Smukt er det, når den slags fællesskaber kan gøre en forskel. (foto: Frederik Laks Lorenzten)

Projektet er en del af et større vandplansprojekt, hvorfor Roskilde Kommune har været en ualmindelig god samarbejdspartner for ”Foreningen til ophjælpning af fiskeriet i Roskilde Fjord” med Kim Jørgensen, Torben Trampe og Jonn Poulsen i spidsen, samt Grusbanden Fishing Zealand.

Samtidig har lodsejerne været helt fantastisk positive, og jeg skylder dem ligeledes en stor tak for deres positive indstilling til vores storstilede projekt. Og selvom det er et stort projekt i Langvad Å’s hovedløb, er det vigtigt i den forbindelse at nævne, -at alle kan være med……høj, såvel som lav, ung såvel som ”lidt ældre”. Du skal blot kunne bruge lidt knofedt, og medbringe godt humør. Så klarer vi resten!

Vi mødes ved Brordrupvej/Sverregårdsvej (Brordrupvej 49), 4621 Gadstrup klokken 10.10, og det er vigtigt, du melder dig til via mail til runehylby@gmail.com, eller sms til nummer 25364280 (mit nummer), eller i kommentarfeltet på Facebook, når projektet offentliggøres på Grusbandens Facebook-side.

Vel mødt, -og hvor bliver det fantastisk at være med til at gøre en forskel for naturen, derude i virkeligheden.

Bandeleder, Rune Hylby,

Mobil, 2536 4280,

runehylby@gmail.com,

Trutta Convenuts 2025 – Flyfishing Festival Møn d. 12.-14. September.

Så er det endnu engang den tid på året, hvor man tænker fluefiskeri og Møn i samme sætning – det er nemlig tid til årets Trutta Conventus – Flyfishing Festival Møn!

Trutta Conventus løber af stablen d. 12.-14. september – og vi glæder os helt vildt! Alle er velkomne – og har du ikke været med før, så glæd dig. Det er fluefiskeri, nørderi og hygge af højeste klasse.

Hvor foregår det?

Det foregår på et nyt og fedt sted, hvor det er muligt at fiske lige ved campen, nemlig The Outpost – der er campingpladsen lige ved fiskepladsen ”Pomlerende”.

Her laver vi base ved bålpladsen, hvor vi hygger ved bålet, når vi ikke fisker.

Det hele starter fredag fra kl. 16:00 – og alle er velkomne. Senere fredag aften er der fælles bålmad tilberedt af en velkendt fluefiskende kok. Man sørger selv for drikkelse – og herefter er der lagt op til hygge og fiskehistorier.

 

Programmet for hele weekenden

Fredag aften kl. 19.30 – officielt velkomst og bl.a. gennemgang af weekendens små sjove konkurrencer.

Fredag aften inviteres du til fælles aftensmad ved bålet på basen. Menu, pris og tilmelding meldes ud i løbet af august.

Lørdag frokost inviteres der til fælles frokost på Café Borre, hvor vi forudbestiller sandwichs. Mere om det senere.

Lørdag aften spiser vi igen fælles aftensmad på basen – igen meldes menu ude senere

Søndag fiskes der, så længe man gider.

For dem som ikke har været med tidligere, så er Trutta Conventus at finde på  både Facebook og Instagram – så husk at følge, da vi løbende lægger nyt info om weekenden op.

Hele weekenden kører der flere sjove konkurrencer. For eksempel skal vi have kåret Piscatore Maximus og Bedste Fisk. Bedste fisk behøver ikke være den største, flotteste eller tykkeste – bare billedet er lækkert, og fiskeren er pavestolt. Vinderne kåres lørdag aften på basen. Så læg dine billeder på Facebook eller Instagram inden kl. 18.30 lørdag, så indgår de i konkurrencerne og brug hashtagget: #truttaconventus25

Til konkurrencerne er der lækre præmier fra bla. Ahrex Hooks.

Clean Coast Anglers vil også være vært for en konkurrence, hvor der skal samles affald langs kysterne. Her vil ligeledes være præmier til de mest ihærdige.

Pris og tilmelding

Der er ingen tilmelding til selve Trutta Conventus – her dukker man bare op og slår sit telt op og melder sig hos campingchefen. Det koster 100.- pr. overnatning pr. person i et telt. Betaling kan ske med dankort eller kontanter. Det er i øvrigt intet krav, at man skal bo på campingpladsen. Hvis man ønsker at komme allerede torsdag, skal man være velkommen. Dér vil man selv skulle stå for aftensmad.

Tilmelding til de forskellige fælles arrangementer, som fælles spisning fredag og lørdag aften samt fælles frokost på Cafe Borre – der melder vi det hele ud i god tid inden arrangement. Husk at følge vores Sociale Medier.

Vi glæder os til endnu en fantastisk weekend med store havørreder og masser af hygge og fiskehistorier

De bedste fluefiskehilsner,

Mikael Tange

Frederik Lorentzen

Niels Lagergaard

Tusmørkefiskeri efter havørreder d. 29. august i Næstved Kommune

I sensommeren kan aftenfiskeriet på kysten efter havørreder være rigtigt effektivt. Derfor vil Næstved Kommune og Fishing Zealand gerne invitere til en aften på kysten, hvor vi vil komme med tips og tricks til, hvordan man overlister havørreden i tusmørket.

Er du lystfisker og vil gerne udvide kendskabet til tusmørkefiskeri, eller vil du blot pudse formen af, så har Fishing Zealand og Næstved Kommune et fremragende og gratis arrangement til dig.

Fredag den 29. august fra 17:00 til kl. 22:30 på grusparkeringen for enden af Ved Strandskoven, 4736 Karrebæksminde.

Vi mødes kl. 17:00 på grusparkeringen. Her står FZ guiderne Niels Lagergaard og Mikael Tange klar til at assistere og guide de fremmødte. Vi fortæller om vores strategi ved tusmørkefiskeri – herunder valg af agn, valg af fiskepladser samt fiskemetode for både fluefiskeri, spinnefiskeri og fiskeri med bombardaflåd.

I løbet af aftenen vil vi byde på varme pølser på bålet samt en kop frisklavet bålkaffe.

Vi fisker i waders, og det er derfor en forudsætning, at du er vant til at vadefiske og har dit eget fiskegrej. Der kan fiskes med spin, bombarda og flue på kystpladsen. Husk kaffekop og evt. vadestav. Er du mellem 18 år og pensionsalderen, skal du huske at indløse det statslige fisketegn. Børn og unge er naturligvis velkomne i selskab med voksne. Da fiskeriet foregår i waders, anbefaler vi en minimumsalder på 10 år.

Tilmelding sker til tange@fishingzealand.dk senest onsdag den 27. august. Af hensyn til vind og vejr kan fiskepladsen blive ændret, derfor er det en god idé at tilmelde sig, således at man kan få besked, hvis vi fisker et andet sted.

Vel mødt

Fyraftensfiskeri efter makreller i Odsherred Kommune d. 22. august.

Sensommeren står for døren og de sidste lyse aftener skal udnyttes. Dette er netop en god anledning til at nappe en fisketur efter fyraften. Således inviterer Fishing Zealand i samarbejde med Odsherred Sportsfiskerforening og Odsherred Kommune til “Fyraftensfiskeri” fredag d. 22. august.

Fiskeriet vil primært sigte efter de makreller, der for årstiden opsøger det relativt dybe vand i bugten ved Skansehage, hvor der også er mulighed for at støde på andre fisk, som fx havørreder og hornfisk.

Et par Fishing Zealand guider vil være til stede og dele ud af tips og tricks til fiskeriet efter makreller og de andre fiskearter. Ligeledes vil medlemmer fra Odsherred Sportsfiskerforening være til stede og bl.a. fortælle om foreningens mange aktiviteter.

Til dem, der aldrig har prøvet at fiske tidligere, så medbringer Fishing Zealand alt tænkeligt fiskeudstyr samt waders til udlån til ca. 20 personer. Dog er waders ikke strengt nødvendige, da det dybe vand netop her kommer helt tæt på land. Man er selvfølgelig også velkommen til at medbringe eget fiskegrej.

Opfordringen er derfor – pak en let aftensmad, tag familien under armen og kom med til en omgang hyggeligt fyraftensfiskeri.

Vi tager en rygeovn med, og hvis vi er heldige, vil vi tilberede en røget makrel, så man kan prøve at smage den vidunderlige fisk.

Mødested og tidspunkt: P-pladsen ved Skansehage kl. 16.00 (adressen er Skansehagevej, 4581 Rørvig). Vi stiller udstyr og hjælp til rådighed frem til kl. 20:00. Man møder bare op, når det passer en. Tilmelding er ikke nødvendig.

Er man mellem 18 år og pensionsalderen, skal man huske at indløse det statslige Fisketegn.