Kategorier

Bloggere

Sportsfiskeri hjælper udsatte unge

I Danmark er en femtedel af de unge socialt marginaliserede i forhold til uddannelse, demokratisk deltagelse og generel integration i meningsfyldte fællesskaber. Sportsfiskeriet kan i den sammenhæng noget helt særligt…

Danmarks Sportsfiskerforbund arbejder for at skabe gode fiskeoplevelser for alle uanset alder, etnicitet og social status. Det er Danmarks Sportsfiskerforbunds holdning, at sportsfiskerforeningerne rundt om i Danmark, og herigennem Danmarks Sportsfiskerforbund, tilbyder et meningsfyldt fællesskab, hvori den enkelte unge kan finde positiv identitet, opleve at være en del af en demokratisk ledet organisation og få positive oplevelser med andre unge i naturen.Når Danmarks Sportsfiskerforbund tager dette sociale ansvar meget alvorligt, så er det fordi, vi gerne vil give sportsfiskeri en mere anerkendt plads i de lokale politikeres bevidsthed som en fritidsbeskæftigelse med mange muligheder. Det er sundt for unge, at opleve et positivt fællesskab, hvor respekt for hinanden, naturen, fiskene og fællesskabet er nøglebærende værdier.

DSC_0053
Fiskeri giver positive oplevelser og et stærkt sammenhold.

Fundamentet og belægget for alt dette er bundsolidt! Social Forsknings Instituttets rapport ”Unge uden uddannelse” påpeger, at ”unge, der er vokset op i familier med få ressourcer, og som ikke har klaret sig så godt i skolen hverken fagligt eller socialt, er en særlig sårbar gruppe. Mange fra gruppen ender i dag uden anden uddannelse end grundskolen. Ifølge Undervisningsministeriet gennemfører 16 pct. af en ungdomsårgang ikke en ungdomsuddannelse, og hele 25 pct. får ikke en erhvervskompetencegivende uddannelse. Tallene bygger på de unges valg og fravalg af uddannelse, sådan som de tegner sig i dag”.

Om fremtiden spår de i Rapporten, at ”en stor del af de ca. 9.-10.000 unge, som hvert år forlader grundskolen uden at få mere uddannelse, står i en stadig sværere position på arbejdsmarkedet og kan blive morgendagens sociale klienter med arbejdsløshed, stor risiko for marginalisering og deraf følgende svage forudsætninger for at etablere en tryg ramme for deres børn”.

Årsagen til dette finder vi i den primære og sekundære socialisering børn og unge gennemgår på deres vej mod voksenlivet. Det er altså de træfpunkter børn og unge har med familiekulturer, institutionskulturer og venskabskulturer, der skaber deres identitet i forhold til den omverden de færdes i. Og den identitet bliver hos de udsatte unge ofte til en negativ identitet og stigmatisering.

Alle undersøgelser og rapporter på dette område peger i samme retning – nemlig, at det er tilknytning til positive sociale fællesskaber, der skaber grobund for at kunne påvirke disse socialiseringsmønstre, og her spiller gode aktive foreningstilbud en positiv rolle.

Gode oplevelser bryder grænser
Fiskeri er en inkluderende hobby, der engagerer og inspirerer – og det har rigtigt mange børn og unge stor gavn af.

Direktør Søren Dinesen fra Marselisborg -Center for Udvikling, Kompetence & Viden påpeger i ”Udsatte unge – Viden og initiativer med effekt” at ét af de initierende initiativer til at skabe positiv egen-identitet og dermed tro på egne evner i uddannelsessammenhæng kan være at melde sig ind i en lokal forening eller deltage i frivilligt arbejde, hvor den enkelte unge henter positiv anerkendelse og får lov til at være noget for andre.

Sportsfiskeri er ikke en kur på socialiseringsproblemer, og sportsfiskerforeninger skal ikke omdannes til rehabiliteringscentre. Men gennem foreningerne i Danmarks Sportsfiskerforbund er der grobund for at være med til at løfte et socialt ansvar i samarbejde med de lokale kommuner og sagsbehandlere. Det skal bare ske på en gennemtænkt og ordentlig måde.

I Danmarks Sportsfiskerforbund kan vi yde støtte og vejledning til foreninger og kommuner, der ønsker at arbejde med dette område, ligesom vi kan banke på døren hos politikkerne, så der skabes sammenhæng mellem de forskellige aktører. Og Fishing Zealand er en vigtig samarbejdspartner i disse projekter. 

– Ronny