Sjællands undervandsornitologer?
- 4. oktober 2013
Som inkarneret sportsfisker på sjællandske søer og omkringliggende brakvande, har jeg ofte drømt mig hen til et jomfrueligt fiskeri uden garn, ruser og med 100% Catch & Release. Men er dette overhovedet drømmescenariet? Og hvad vil fremtidens næste store udfordringer blive?
I 5 år har jeg i samarbejde med min fiskemakker, drevet bloggen www.everythingwithteeth.dk om vores fiskeri. Dette har vi gjort ikke mindst for at dele fiskeriets glæder med ligesindede, men også for på den måde, at præge vores omgivelser og andre til at erhverve den samme forståelse for fiskeriets glæder, naturen og ikke mindst bæredygtigt fiskeri. Det er i mine øjne nødvendigt med en bred holdningsændring for at kunne værne om fiskeriet i Danmark og ikke mindst Danmarks fiskeri i fremtiden, og vi er nødt til at starte med os selv.
Danmarks ornitologer har altid stået stærkt i deres sag, når det gjaldt eksempelvis en sjælden fuglerace, som slog sig ned i den danske natur for at videreføre slægten. Jeg har altid misundt dette uvurderlige sammenhold blandt mennesker med en fælles interesse. En samlet flok, som tør sætte foden ned for en sag, de tror på og brænder for.
Dette kunne vi fiskere lære meget af. Sammenhold har aldrig været vores stærke side, men er det ikke noget, vi kan ændre? Det er i hvert fald grundlæggende nødvendigt for at kunne rykke ved dét, det virkelig handler om, nemlig vores elskede fisk. Samtidig er vi alle nødt til at agere forbilleder for andre, vi møder på vores vej, for fiskeriet bliver ikke bedre end det svageste led.
Spørgsmålet er så, om dette overhovedet er muligt i jantelovens land?
En af de største opgaver er at overbevise de rigtige mennesker om, at den uigennemsigtige overflade, som kun spejler den omkringliggende natur og vindens gøren og laden, faktisk indeholder et lige så avanceret liv som over. Det er nemt at forholde sig til noget visuelt, hvilket sikkert er hovedårsagen bag alverdens religionskrige igennem tiden. For hvem har nogen sinde set det guddommelige?
Der er intet at tage fejl af, når en flok troldænder smukt har lagt sig tilrette på en dansk sø for at stå vinteren over, eller en havørn har valgt at bygge rede ved en stor dansk sø. Men hvor mange skænker de store rovfisk en tanke, dem der trykker sig godt ned i den mudrede bund, for ved forårets første solskinsstrejf, at bryde overfladen på det lave og lune vand ivrige for at videreføre deres stærke gener. (I øvrigt et smukt scenarie at følge på årets første lune forårsdage).
Holdningen er generelt, at det betyder ikke så meget, det vi ikke kan se. Vi gravede jo også engang al affald ned i jorden, så var det jo væk. Vi er heldigvis blevet klogere med tiden, og ændringer kommer da også – men det går ufatteligt langsomt!
Jeg bor selv ret tæt på et smukt fjordområde, Karrebækfjord, med udløb af flere åer. Alle åer er unikke på hver deres måde. Fladså, med få havørreder, af den oprindelige vilde stamme – altså ikke udsætninger. Suså, Sjællands længste vandløb, som er hjem for mere end 20 forskellige fiskearter.
I de sidste år er dele af udrettede åer lagt tilbage i de gamle slyngninger, i håb om bedre leve- og gydebetingelser. Det er et fantastisk stykke arbejde, biologer og entreprenører har lavet, hvor nok én af de største opgaver var at forliges med landmændene.
Mit bud på det næste skridt i denne proces er at skæve til det antal flag, som markere enden af de længdemeter garn, som hvert år præger udsigten over fjorden. Uigennemsigtige og forældede regler omkring garn og ruser i brak- og ferskvande præger hele dette sø, å og fjordsystem, hvor antal flag mest minder om en styrtløbspiste fra OL.
En stor del af garnene sættes af lokale, som fisker lovligt til eget forbrug. Men i et forbudsland, hvor den mindste forseelse i trafikken koster 1500 kr. hører jeg jævnligt om salg til familie venner, arbejdskollegaer og vennners venner. Der sker jo ikke noget ved, at jeg ene alene køber et par ryge ål, en flok hornfisk og en enkel ørred i ny og næ?! Hvis der er nogle, som ikke fornemmer ironien, så prøv med et knivspids morale, inden vi når til et forbud også på denne kant. Det er ulovligt at sælge disse fisk, og det undergraver enhver chance for bæredygtigt fiskeri og muligheden for en hyggelig lokal fiskehandler i Næstved Centrum.
I dagens Danmark bliver alt opgjort i penge. Penge? Den eneste faktor, der tilsyneladende kan skabe en holdningsændring i vort land, for penge det er da til at føle på.
Kilo-fisk bliver nu omregnet til rede penge, hvilket tilsyneladende er det eneste, som kan få andre mennesker end sportsfiskere til at reagere. Jeg synes det er et sørgeligt faktum!
Håbet er store summer turistindtægter, som kan ligge i Danmarks statskasse. Men hvilken indflydelse vil det have på vores vande i fremtiden? Skrækscenariet må være, at Danmarks gods- og lodsejere med fiskeretten i Danmarks vande går efter guldet, ekskluderer foreninger og klubbers årlige småbeløb for at opnå fiskeretten, og ansætter fiskeguider til at guide rige turister rundt i deres eksklusive vande. Alt imens fattigrøven så sidder og bader en orm i byens gadekær, og fortæller historier om de gamle dage, hvor alt var bedre.
Alt dette – og mere til – er grunden til, at jeg sagde ja til at blive aktiv blogger på Fishing Zealand. Vi er nødt til at slække lidt på hemmelighedskræmmeriet og de interne kampe og iføre os stålforfang og tøj til al slags vejr, hvis vi skal kunne nyde denne fantastiske sport på endnu bedre vis i fremtiden. Min første målsætning er at opfordre min egen hjem-kommune, Næstved Kommune til at blive en del af Fishing Zealand, så vi alle i samarbejde kan bygge et bæredygtigt fiskeri op til glæde for danskere og vores turister.