Erfaringsmøde i Holbæk Kommune
- 11. august 2016
Holbæk Kommunes vandløbsadministration og vandsynsgrupperne for de tre store vandløbssystemer i Holbæk Kommune, Tuse Å, Svinninge-Audebo og Åmose Å-systemet, inviterede interessenter indenfor til en dag på rådhuset med mulighed for at få snakket om de aktuelle vandløbsproblemer og erfaringer med vandløbene som helhed i kommunen.
Det var et forsøg fra vandløbsadministrationens side om at lytte til de udfordringer, lodsejerne langs vandløbene har.
Jeg deltog også, ikke som lodsejer naturligvis, men som repræsentant for sportsfiskerne i Tuse Å-vandsynsgruppen, og ligeså i egenskab af ”bandeleder” for Grusbanden.
Jeg var, i forbindelse med arrangementet, blevet kontaktet af vandløbsadministrationen i Holbæk Kommune, der spurgte, om jeg ville være oplægsholder for en workshop for etablering af gydebanker og de erfaringer, TØS har haft igennem mange år med den type restaureringsprojekter.
Det ville jeg naturligvis gerne.
Jeg var godt klar over, at mødet i høj grad var et læsse-af-møde fra lodsejernes side, og det var lysende klart, at de står med udfordringer med oversvømmede arealer.
Af mange årsager, -klimaforandringer, sætninger, traktose, forøget nedbør og regulativer, der skal revideres.
Det kan ikke drages i tvivl. Men jeg syntes, administrationen håndterede frustrationerne på en sober og anderkendende facon.
I vandløbsadministrationen lagde leder, Bo Runge-Dalager ikke skjul på, at der var udfordringer, både hvad angår lodsejernes behov for at aflede vandet, lovgivningens ramme om at tage hensyn til naturen og ligeså en økonomisk drift i kommunen, der skal hænge sammen.
Bo lagde ikke skjul på, at i vandsynsgrupperne var medlemmerne ikke altid enige, men viljen til at finde lokale løsninger og kompromisser, har været et gennemgående pragmatisk mål for alle.
De overordnede politiske slåskampe hører ikke til i det lokale nærmiljø, hvor vi kun finder løsninger ved at arbejde sammen. Det gælder begge veje.
Derfor var jeg også lutter øre, for at høre om de problemer, lodsejerne står med.
Det kan jeg tage med mig, når jeg snakker med lodsejerne om mulighederne for at lave restaureringsprojekter.
Bekymring er i den forbindelse et nøgleord, der skal tages alvorligt.
Derfor er det også vigtigt, at når vi laver restaureringsprojekter, skal det foregå på en måde, hvor vi er 110 % sikre på, der ikke sker skade på afgrøderne i form af oversvømmelser.
Det var netop i denne egenskab, jeg holdt mit power-point-oplæg for lodsejerne, vandsynsgrupperne og vandløbsadministrationen om etablering af gydebanker.
Vi udlægger kun gydegrus på steder, hvor der er fald nok til at få glæde af indsatsen, -og det er netop på steder, hvor der ikke er særlige udfordringer med vandafledningsevnen. Det er logik, og det har vi gjort i årevis i Tuse Å-systemet.
Afslutningsvis havde jeg taget et par spande gydegrus med i det blandingsforhold, der er anbefalet af DTU Aqua (http://www.fiskepleje.dk/Vandloeb/restaurering/gydegrus), og det vakte generel undren fra lodsejerside, at ørrederne kan flytte sten af den størrelse, nøddesten fra 16-32 mm, og singels består af, nemlig 32-64 mm.
Det var afgjort mit indtryk, at denne form for fælles erfaringsdannelse vedrørende udfordringerne for både lodsejere, miljøfolk og vandløbsmyndigheden, var med til at skabe en større forståelse for alle, og en klar markering af, at vandløbene er særdeles værdifulde for alle parter.
Bandeleder,
Rune Hylby.