Kategorier

Bloggere

ØrredPatruljen klækker nye elever i Frederikssund Kommune

Åen undersøges af eleverne mhp. faunaklassifikation

Endnu et Ørredpatruljehold er klækket – i Frederikssund Kommune

Min kollega Jesper Van Vliet Tews og jeg har netop gennemført endnu et Ørredpatruljeforløb med vores elever fra Specialskolen Kærholm afd. Kølholm.  Og endnu engang må det geniale koncept bag Ørredpatruljen fremhæves – særlig set ud fra en undervisers perspektiv, da blandingen af teori og praksis bare fungerer rigtig godt for eleverne og særligt vores. Efter en omgang teori, har var vi været nede og se på vores lokale å Sillebro å, hvor vi også lavede faunaklassifikation. Faunaklassifikationen går ud på, at vi ved hjælp af insekterne, som bl.a. talte vårfluelarver, døgnfluer, slørvinger og vandnymfer, kunne konstatere at Sillebro å er en “3-4’er” i faunaklasse på Dansk Vandløbs Fauna Indeks skalaen, hvor det højeste er 7.  Et “7’er” vandløb er for det første ikke ret hyppig og er desuden oftest et skovvandløb, hvor der ikke bliver tilført næringsstoffer. Det er Sillebro å jo ikke, da den løber midt gennem Frederikssund by, nær både indkøbscenter og S-togs station. Et klasse “3-4” vandløb kan dog sagtens rumme ørreder, og vi fangede da også lidt yngel på den gydebanke, som vi har lavet tidligere.

Til faunaklassifikationen fik vi igen uvurderlig hjælp fra Kaj Larsen fra Bliv Naturligvis og Havelse å Vandplejegruppen. Kaj hjalp også til den sidste undervisningsdag, hvor vi skulle spule/vende nogle gydebanker i Græse å, som ikke havde været i brug grundet tilsanding. Vi lavede tillige nogle strømkoncentratorer med sten, for at øge vandhastigheden. Herefter fik eleverne udleveret deres diplom af Niels Lagergaard fra Fishing Zealand, og vi sluttede endnu et godt forløb, som jeg meget gerne vil anbefale til andre undervisere.

Der skal også lyde en stor tak til Ørredpatruljens sekretariat bestående af Pia Rangan og Uffe Clemmesen, som bistod med alt det praktiske ift. diplomer mm. samt for udviklingen af ØrredPatrulje-konceptet.

Til slut er her et indslag fra TvNordsjælland fra sidste års Ørredpatrulje i Frederikssund, hvor man kan høre meget mere om ØrredPatruljen.

Nyklækkede elever i Ørredpatruljen sammen med Niels Lagergaard Pedersen og Kaj Larsen

Mange vandplejehilsner Keld