Grundet det flotte deltagerantal i foråret er årets overskud havnet på hele 13.357,90 kr.
Årets overskud er derfor rekordstort, og det skal som vanligt ud at gøre gavn til vandpleje i Fjordlandet.
I år går det til en forening, hvor vandpleje fylder rigtigt meget. Under Ølsted og Frederiksværk Sportsfiskerforening finder vi Havelse Å Vandplejegruppe, der gør en fantastisk indsats for at højne vandløbskvaliteten i en række vandløb med udløb til Roskilde Fjord. Det værdifulde arbejde kan du bl.a. læse mere om her.
Kaj Larsen, der er formand for vandplejegruppen, er meget glad for donationen fra Fjordlandet Open og vil gøre sit til, at der kommer flere flotte havørreder ud af arbejdet på sigt – til glæde og gavn for fjordens lystfiskere. Der er bl.a. planlagt et større restaureringsprojekt i Græse Å til næste år.
Arrangørerne bag Fjordlandet Open takker mange gange for den store opbakning til årets konkurrencer, hvilket har gjort det muligt at donere et så stort beløb til vandpleje.
Har du fået lyst til at give en hånd med, kan du følge Havelse Å Vandplejegruppes aktiviteter på deres Facebookgruppe.
Søndag den 12. december mødtes 20 mand på en råkold og våd morgen på P-pladsen i Kyndbyhuse. Hvad skulle de dog der, hvor vejret ellers lagde op til en Netflix-søndag på sofaen under et varmt tæppe? De skulle selvfølgelig prøve at fange en blankfisk i Fjordlandet.
Jeg var vært ved dette hyggelige Fishing Zealand arrangement, som blev afholdt for anden gang. Vi var rigtig glade for, at det igen kunne lade sig gøre efter en længere Corona pause. Dagen startede med, at jeg holdt en lille peptalk, hvor jeg fortalte om strategi og valget af flue/endegrej i den kolde del af året.
Derefter kom Nicklas Mollerup fra 60 Lures og fortalte om udviklingen af sine gennemløbsblik og efterfølgende fik deltagerne hvert et blink, som så kunne afprøves umiddelbart efter. Vi fik også fortalt, at der var et par Ahrex kopper på højkant til flotteste blankfisk, som jo ville blive ekstra ærefulde at drikke gløgg af senere.
Herefter drog alle ud i Fjordlandet på forskellige pladser for at fiske efter blankfiskene. Vi mødtes igen kl. 15 ved shelterpladsen i Kyndby huse, hvor Niels og jeg var klar med letrøgede æbleskiver og varm gløgg fra bålet. Vi var spændte på at høre, hvilke fangster folk kunne fortælle om på en svær dag i fjordene, hvor vandet kun 3 grader varmt og desuden ikke ret meget vind. Der var ikke så meget at fortælle fra de fremmødte udover nogle forsigtige hug og sete fisk.
Men så kom Jesper Roholm, som kunne fortælle om en blankfisk omkring målet, som han havde fanget og genudsat i den nordlige del af Isefjorden. Dagen var således reddet, da vi så et flot billede af blankfisken fra Fjordlandet, og Jesper fortjent vandt et par Ahrex kopper. De resterende kopper blev fordelt ved lodtrækning. Derefter var der hygge og fiskesnak omkring bålet.
Til slut sagde vi tak for en hyggelig dag i Fjordlandet og God Jul.
Én af de fem gydebanker, der blev rettet til efter udlægning af i alt 17 tons gydegrus. Læg i øvrigt mærke til, vandløbet er blevet lagt ned, idet der er skåret lidt af brinken således, at stryget bliver en kende bredere.Der blev brugt en del kræfter blandt de mere end 20 deltagere, da nogle af skjulestenene var i en anseelig størrelse. De allerstørste lagde Lejre Kommune ud for os med rendegraver. I alt blev der lagt 25 tons skjulesten og sten til brinksikring i Ejby Å denne sidste søndag i november måned.
Jeg er just kommet hjem fra én af de helt store oplevelser igennem længe. Blot fem dage efter vi lagde 15-17 tons gydegrus og 25 tons skjulesten i Ejby Å i Lejre Kommune, var der gydende fisk på gydebankerne.
Jeg kunne nemlig ikke dy mig, og måtte en tur til åen for at se, om de seneste dages nedbør havde trukket fisk i åen, og om de var i gang med at gyde på de 5 gydebanker, vi for kun fem dage siden lagde ud og rettede til.
Havørrederne var i gang med gydningen, -trukket op i det lille vandløb for at mangfoldiggøre sig, og jeg kunne på én af bankerne se en flot havørredhun på ca. 2½ kg stå i majestætisk skikkelse, alt imens fem-syv hanner var stimlet sammen omkring hende i håb om at få lov til at befrugte de æg, hun var i gang med at lægge i gydegruben, som hun gravede på netop én af de gydebanker, vi lige havde lagt ud få dage forinden.
Det var et fantastisk skue og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor taknemlig naturen i virkeligheden er.
Du kan se det mageløse skue via linket:
Tænk engang, så hurtigt det kan gå, når man gør gode ting for naturen!
Nuvel, der var da lidt sammenkittet gydegrus på strækningen i forvejen, som i de senere år er blevet brugt af de gydemodne havørreder.
Preben Hansen fra TØS hiver noget i sækkevognen med en stor sten, imens Theis Perit- fra Grusbanden lægger stenene til rette i vandløbet umiddelbart nedstrøms det sandfang, Lejre Kommune har tømt i dette efterår.
Jan Larsen og Lars Høpfner fra Tuse Å’s Ørredsammenslutning (TØS) har nemlig registreret gydegravninger på selvsamme strækning i årevis.
Sidste år var der 18 gravninger, men antallet er faldet år for år og nu skulle udviklingen vendes.
Vi håber derfor, antallet af gravninger bliver forbedret i år, og ikke nok med det, -projektet tager specielt afsæt i yngel og smoltproduktionen, for det er jo i sidste den, der bestemmer, hvor stor effekten af et projekt har været.
Det er nemlig fuldstændig lige meget, hvor stor gydningen er på en given strækning, hvis der ikke er gode yngel- og opvækstvilkår for fiskene, når de klækker.
Det var netop det, vi ville sikre, udover at lægge nyt gydegrus ud på strækningen.
Skjulestenene tog sig aldeles fremragende ud efterhånden som de blev lagt til rette i vandløbet.
Ganske vilkårligt og alligevel ikke.
Hver sten blev nøje placeret, -ja, helt tilfældigt!
Strækningen som den tog sig ud umiddelbart efter udlægningen. Flot ser det ud og strømmen løber langs stenene i de smukkeste kurver på vej mod Isefjorden nord for Ejby.
Projektet forløb som de fleste, idet der først var en planlægningsfase, hvor TØS og jeg fra Den sjællandske Grusbande, gik sammen om at beskrive, hvad vi gerne ville med strækningen, jeg lavede derefter VVM-screening og meget andet.
Lodsejerne blev derefter kontaktet, hvilket Jan og Lars stod for og på foranledning af de to TØS’er, vendte alle bredejere tommelfingeren op for projektet på en 440 meter lang strækning.
Økonomien til projektet fandt vi ved at konvertere fiskeplejemidler fra udsætning til restaureringsprojekter, hvilket er helt i tråd med det afkast, projekterne giver fremfor udsætning, -og i øvrigt støttet af DTU Aqua, der administrerer Fiskeplejemidlerne.
Siden fulgte den næste fase.
Offentlighedsfasen, hvor først Lejre Kommune sagsbehandlede projektet, dernæst en høringsperiode på 8 uger.
Da projektet var næsten klar til endelig godkendelse, skulle vi lige have et lodsejermøde, hvor jeg fik lov til at dele mine og TØS’ tanker for projektet og den effekt, vi gerne ville opnå.
Mødet var udslagsgivende for trygheden blandt lodsejerne og Lejre Å-laug, der også var mødt op for at drøfte projektet, der blev rettet lidt til, dræn blev fundet og de sidste aftaler faldt på plads.
Godkendelsen lå klar medio november efter en periode med klagemulighed.
Tredje og sidste fase af projektet var selve udførelsen, og her var der stor opbakning fra både lodsejere, kommune og de frivillige.
Blot fem dage efter vi lagde gydegrus i Ejby Å, var der besøg på gydebankerne af gydende havørreder. Her er det en hun på ca. 2½ kg, som flankeres af 5-7 havørredhanner, der hver især håber på at kunne befrugte hendes æg i det øjeblik, hun lægger dem i gydegruben.
Derfor kunne vi allerede fire dage inden projektet, lægge gydegruset i vandløbet med stor hjælp fra Lejre Kommune, der havde kaldt en vandløbsmedarbejder ind for at hjælpe os med en rendegraver.
Ellers havde vi ikke fået udført projektet i år!
Torsdag mødte også Jan og Lars ind til projektet og vi kunne i fællesskab rette den ene gydebanke til således, at lodsejerne kunne se opstuvningseffekten ved hjælp af stokkemetoden.
Det faldt i god jord, og vi kunne således lægge alt gydegruset i vandløbet med undtagelse af en lille sjat, som vi fylder efter med i forsommeren, når vi ser effekten af projektet.
Vi fik ligeså Lejre Kommune til at lægge de ca. 25 tons skjulesten og sten til brinksikring langs vandløbet således, at vi i weekenden kun skulle rette gydegrus til og lægge skjulesten i vandløbet.
En overkommelig indsats, og da vi samtidig var mere end 20 frivillige, var vi færdige på få timer.
Sikke en indsats, sikke et engagement.
Nye bandemedlemmer på første ”arbejdsdag” og gode ”gamle” kendinge, der har lagt mange sten i vandløb og rettet mange gydebanker til.
Jo, det er kæmpehyggeligt, når vi samles.
John Lakse Hansen fik et klip i sit personlige ”Grusbande-klippekort”, og folkene fra TØS knoklede side om side med de frivillige fra Grusbanden, der i dag også talte Tommy Kristoffersen fra Naturfredningsforeningen, Jan Hornum fra Slangerup (as usual) og mange andre, hvoraf flere var fra lokalområdet og fisker i Isefjorden med fangst til følge, -vel at mærke!
Lejre Kommune havde udover at hjælpe os med udlægningen af gydegrus og sten, også bidraget med at tømme det sandfang, vi så gerne har villet rette fokus på igennem flere år. Nu er det tømt og vil i fremtiden sikre, at der ikke drifter sand nedstrøms i de nylagte gydebanker, hvor sandet vil kvæle æggene.
Sandfang er vigtige foranstaltninger, når der er tale om vandløb med en stor sedimentransport.
Ejby Å er netop ét af disse vandløb.
Nu bliver sand og slam fanget i sandfanget og dermed er fremtiden lys for det fine vandløb, hvilket også gør sig gældende for de ørreder, der i fremtiden får tilknytningsforhold til netop denne strækning i netop dette vandløb i Isefjorden.
Du kan se det fine resultat her:
Nu strømmer vandet i de fineste bløde kurver mellem stenene og vil på sigt skylle strækningen fri for sand og slam, og lur mig, om der ikke dukker gydegrus frem af bunden, som vi slet ikke vidste eksisterede.
Den gode udvikling synes at forråde matematikkens love, hvor 2+2 pludselig giver 5!!!
Tak til de frivillige fra TØS og Den sjællandske Grusbande, og stor tak til lodsejerne og Lejre Kommune for et fint samarbejde.
En fantastisk afslutning på årets mange projekter!
Jan Larsen og Lars Høpfner brugte tre værdifulde timer på at fjerne blandt andet denne impassable spærring i Ellerenden. En halv meter grene og blade kittet sammen mellem sten og stammer, som ikke ville have været mulig at passere for de gydevandrende havørreder på vej opstrøms.
Hvis jeg kun havde ét virkemiddel til forbedring af ørredvandløb, ville jeg absolut pege på fjernelse af spærringer, som det vigtigste af dem alle. Derfor er fri passage også den vigtigste indsats, for at bevare og forøge de vilde ørredbestande rundt omkring i vores region.
Særligt i skovvandløb, hvor selv små spærringer kan udgøre en særlig barriere for optræk af gydemodne havørreder. Men netop denne indsats, bliver ofte forsømt.
Med skam må jeg også selv erkende, at jeg på denne tid af året er mere optaget af gydningen på gydebankerne og afslutning af årets sidste projekter. Ikke desto mindre er fjernelse af spærringer og dermed sikring af passage én af de indsatser, vi i den kommende måned vil prioritere i takt med, at gydningen og dermed opgangen af ørreder topper.
Det er netop ørrederne på vej opstrøms til gydestrækningerne, der vil være i fokus. Der er nemlig en rimelig analogi i antallet af ”frie kilometer” vandløb og den produktion af ørreder, vandløbet i sidste ende kaster af sig. Jo flere kilometer yngel- og opvækstvandløb, des større produktion. Hvis de øvrige forhold i øvrigt er til det, -variation, gydesubstrat, skjul, etc.
I Ellerenden, der løber ud i Tempelkrogen, -blot en spytklat syd for Munkholmbroen, er forholdene helt sublime, og det lille vandløb kan producere en stor mængde ørredsmolt til Isefjorden. Derfor har vi i en meget lang årrække haft særlig fokus på dette lille private vandløb, og har hvert eneste år sikret passage til de fine gydestrækninger.
Således også i år, hvor Jan Larsen og Lars Høpfner, begge medlemmer af Arbejdsgruppen i Tuse Å’s Ørredsammenslutning (TØS) og i øvrigt også ivrige medlemmer af Den sjællandske Grusbande, for en uge siden gik Ellerenden igennem for at sikre passage.
Lars Høpfner ved én af de øvrige spærringer, som de ved fælles hjælp fik bugt med. Lige så fantastisk dødt ved, sten, stammer, rødder etc. er for et velfungerende gyde- og opvækstvandløb for ørreder, ligeså destruktivt kan det tage sig ud, når samme døde ved, stammer og sten hindrer passage opstrøms.
Forinden havde jeg aftalt med Johan Scheel fra Ryegaard og Trudsholm Godser, at de to engagerede TØS’er gik vandløbet igennem fra Munkholmbroen og til Elverdamsvej, en kilometer opstrøms udløbet. Det er nemlig ikke tilladt, at vandre rundt i naturen langs vandløbene uden tilladelse fra enten kommune eller lodsejere.
Vores samarbejde med Johan har fungeret fantastisk igennem årene, og derfor var der heller ingen problemer i det.
Jan og Lars kiggede først på mundingen af Ellerenden, som tidligere har voldt visse problemer i form af tagrør, der har lukket mere eller mindre for passagen over ”havstokken”. I år så det ikke ud til, det ville skabe problemer.
Heller ikke den tidligere Møllesø, hvor der for år tilbage var et sumpet og meget svært passabelt stykke af Ellerenden, så ud til at skabe problemer. Det var her, vi gravede et mindre stykke af åen i et slynget forløb gennem sumpen. Siden har åen fundet sit leje og har nu gravet sig en halv meter ned i sumpen og løber rislende mod udløbet ved Munkholmbroen. En sand solstrålehistorie!
Dernæst gik de opstrøms, -op igennem slugten i østlig retning. Her løber Ellerenden som et fantastisk flot skovvandløb, med masser af variation, dødt ved og med et stort fald, hvor store sten, gydegrus og nedfaldne grene danner rammen om et vandløb med tusindvis af standpladser.
Men netop det døde ved, nedfaldne grene og ditto blade i efterårsmånederne, kan have fatale konsekvenser for den frie passage, og det var præcis det, Jan og Lars ville sikre, -fri passage.
Udløbet af Ellerenden ser ikke passabel ud, men almindeligt tidevand sikrer, at når det er højvande i Fjorden, kan ørrederne vandre op i Ellerenden.
Da jeg talte med Jan Larsen allerede samme eftermiddag fortalte han, at der havde været snesevis af mindre spærringer i form af grene og blade på tværs af vandløbet. Særligt én spærring var særlig impassabel.
Det var først en samling grene og dernæst en masse blade, der havde skabt en mur på en halv meters penge. Fuldstændig spærrende.
Lars og Jan brugte tre meget værdifulde timer i Ellerenden tirsdag formiddag i sidste uge og fik dermed fjernet alle de mindre, såvel som større spærringer således, at ørrederne i den kommende tid kan vandre langt op i Ellerenden og dermed sikre en stor produktion af ørredsmolt i det kommende år.
Jeg er dybt taknemmelig over deres indsats, og vi lystfiskere, der ynder at fiske i Isefjorden, bør sende de to TØS’er en prisværdig tanke i ”aftenbønnen”.
Jan og Lars har sikret flere kilometer ørredvandløb!
For år tilbage var denne del af Ellerenden kun passabel ved ekstreme nedbørsmængder. Grusbanden og TØS gravede derfor et slynget forløb igennem en tørlagt, men dog stadig voldsomt sumpet møllesø, hvorefter åen har klaret resten selv. Ellerenden har gravet sig en halv meter ned i sumpen, som nu er drænet af samme årsag og vandet risler nu lystigt afsted.
Den store havørredhan på 83 cm blev behørigt udsat igen og blev dermed ikke hjemtaget. Den skal have lov til at slås på gydebankerne. Udover denne han-fisk fangede vi yderligere tre fine fisk, alle hunner over 5 kg. To af disse fisk var udlegede og blev heller ikke hjemtaget. Det er Jackson på stævnen af ”Titanic”, Jesper Hartøft Skajem til venstre og Theis Perit-Larsen med fisken.Vi måtte kæmpe os frem igennem puder af brøndkarse, som sjovt nok ikke holder mange fisk. Det er som om, fiskene hellere ville stå ved dunhammere og anden grøde end brøndkarse.
Moderfiskene bliver indsamlet for at levere æg og sæd til de fremtidige generationer af ørreder til Isefjorden.
Sidste søndag skulle vi fange fisk nok til at kunne stryge i omegnen af 7 liter rogn.
Det svarer til ca. 25-30 havørredhunner, hvis de vel at mærke alle er modne og ”slipper” deres æg.
Samtidig skal vi kunne bevare den genetiske variation således, at der ikke tabes egenskaber. Det betyder i praksis, og med baggrund i TØS’ avlsstrategi, at vi også skulle fange 25-30 havørredhanner, -altså 50 par i alt.
Nu er den genetiske variation meget stor i Elverdamsåen i forvejen, idet der er en aktiv gydebestand på mellem 1200-1500 fisk, så det er ikke tvingende nødvendigt at opfiske helt så mange hanner for at bevare egenskaberne.
Ikke desto mindre gik vi klart efter fangst af 60-70 havørreder til strygning.
Efter en kort intro fra min side, gik vi i gang med fiskeriet på en strækning af Elverdamsåen, der plejer at holde godt med fisk.
Sidste år fangede vi omkring 100 havørreder på en formiddag, og det var derfor med pulsen oppe fra første dyp med elektroden i åen.
Han-laksen, som jo på et eller andet plan er meget sjov at fange, men som ikke rigtig har nogen værdi, da der er tale om en strejfer, der blot er på et kort visit i åen. Den blev naturligvis sat ud igen og er nu med stor sandsynlighed vandret retur til Sverige, eller måske til Gudenåen.
Vi blev ikke skuffede, og der skulle ikke fiskes mange meter, før de første havørreder dukkede frem fra skjulene, når de blev ”fanget” af strømmen.
På den første strækning af åen, hvor fiskene opholder sig for at modnes, fangede vi et dusin gode fisk. Blandt dem en stor havørredhan på 83 cm.
Fisk i den størrelse vejer i omegnen af 7 kg, og han var både bred over ryggen og dyb under bugen. En rigtig kriger.
Han blev ikke hjemtaget, for de meget store hanner er svære at holde liv i, da biomassen ganske enkelt er for stor.
På den næste strækning af åen, har vi ikke elektrofisket tidligere, men jeg havde en klar forventning om, at der måtte stå en stor mængde fisk.
Det gjorde der ikke!!!
Vi måtte faktisk gå over lange strækninger uden at møde så meget som en lille snigerhan.
Til gengæld var der godt med fisk på den strækning af Elverdamsåen, TØS og Grusbanden for et par år siden restaurerede med udlægning af store sten.
Ikke bare almindelige sten, men rigtig store sten.
Her stod fiskene igen tæt og vi fik efterhånden fanget et pænt antal fisk.
Der var mødt godt en snes frivillige op for at hjælpe til under dette års elektrofiskeri i Elverdamsåen.
Mange var dog udlegede og havde været på gydebankerne for at lægge deres æg. Noget tidligt i forhold til de foregående år, men meget forventeligt, idet den flom, vi fik i efterårsferien, havde sat gang i opgangen af de tidlige gydefisk. De plejer ikke at indfinde sig i åen før en gang i begyndelsen af november, men i år var de altså startet noget tidligere.
Helt præcis fangede vi 17 udlegede fisk, og sjovt nok, -alle havde hele brystfinner og var dermed som udgangspunkt, vilde fisk.
De vilde fisk kendes nemlig fra de udsatte fisk ved at have perfekte brystfinner, hvorimod de udsatte fisk ofte har en lettere deform brystfinne, idet de bider hinanden i klækkeriet.
Der tegner sig altså et billede af, at de tidligt udlegede fisk, var vilde, hvilket er interessant for lidt nørderi!
Vi fangede også et par fine bækørreder på 35 cm med flotte røde prikker og hidsige efterårsfarver på flankerne. De blev heller ikke hjemtaget for de skal have lov til at klare det selv i vandløbet.
Vi fangede også en enkelt laks, hvilket ikke er helt så atypisk, som det lyder.
Det var en hanlaks, og der er med garanti tale om en strejfer, der lige har stukket snuden op i åen for at se, om der var gevinst på hun-siden!
I de senere år har vi fanget 1-2 laks under elektrofiskeriet i henholdsvis Tuse Å og Elverdamsåen, og det er jo nok svenske laks, der strejfer lidt rundt for derefter at vende snuden mod et mere optimalt laksevandløb. Elverdamsåen er lidt klejn i den henseende.
Da vi havde vandret åen tynd, over 2 km i stride strømme, i mudder, i sand, og med brøndkarse hængende omkring knæerne, snublende over de mange sten, -var vi trætte.
Vi stoppede derfor fiskeriet efter moderfisk med en samlet hjemtaget mængde på 25 havørredhunner og 13 hanner. Måske lige nok til 7 liter rogn.
I alt fangede vi 58 havørreder, heraf 17 udlegede, 2 bækørreder og 1 laks.
Resultatet er noget pauvert i forhold til sidste år, hvor vi jo fangede lidt over 100 havørreder, men sådan er det. Og med tanke på, at første bataljon af gydevandrende havørreder i Elverdamsåen allerede har gydt, lover det godt for ørredfremtiden i bunden af Isefjorden.
Kaj Larsen, der er formand for vandplejegruppen, er meget glad for donationen fra Fjordlandet Open og vil gøre sit til, at der kommer flere flotte havørreder ud af arbejdet på sigt – til glæde og gavn for fjordens lystfiskere. Der er bl.a. planlagt et større restaureringsprojekt i Græse Å til næste år.
Jeg var vært ved dette hyggelige Fishing Zealand arrangement, som blev afholdt for anden gang. Vi var rigtig glade for, at det igen kunne lade sig gøre efter en længere Corona pause. Dagen startede med, at jeg holdt en lille peptalk, hvor jeg fortalte om strategi og valget af flue/endegrej i den kolde del af året.
