Kategorier

Bloggere

Én kilometer Kærby Å-restaurering!

Projektet i Kærby Å blev et af de overkommelige af slagsen, og kun få fik sved på panden. Et par af dem, var Jacob Risum i forgrunden og Flemming Biggas i baggrunden.

Nogle projekter får vi nærmest foræret, hvilket var tilfældet med Kærby Å i Kalundborg Kommune.

Ganske vidst har de lokale lystfiskere fra Kalundborg Sportsfiskerforening igennem en årrække haft kig på det lille vandløb, der munder ud i bunden af Kalundborg Fjord, og vidst har både de og jeg skrevet et projektforslag for en mindre strækning af åen.

Men det projekt, Kalundborg Kommune i sidste ende har udført for de nationale midler i forbindelse med Vandplanerne, er i en helt anden kaliber end det, vi kunne præstere.

Det er fantastisk.

Også Anders Werth fra Kalundborgforeningen tog del i ”tilrettelæggelsen” af stenene. De største sten på gydebankerne blev enten flyttet ind til brinken, eller flyttet foran gydebanken, hvor de gør bedst gavn.

Måske biolog Mark Holm fra vandløbsafdelingen har haft det samme lille fromme ønske som vi lystfiskere, da han tilbage i gymnasietiden på Kalundborg Gymnasium skrev den større skriftlige opgave om de ting, der kunne forbedre tilstanden i Kærby Å.

En kendsgerning er det i hvert fald, at Mark Holm og hans kollega Mikkel Jeppesen har ydet en kæmpe indsats for at realisere netop det vandplansprojekt, vi i fredags kunne afslutte sammen med blandt andet Mark, der havde taget en fridag fra efterårsferien og var mødt ind på arbejde.

I øvrigt sammen med datteren, Ida, der havde fået lov til at komme med far på arbejde.

Med på dagen var også direktør i Kalundborg Kommune, Michel van der Linden, der blandt andet roste det samarbejde, vi frivillige har haft med både Kalundborg Kommune og lodsejerne på projektstrækningen således, at vejen har været banet for en god dialog med landmænd og andet godtfolk, da projektet tog fart i Kalundborg Kommune.

Netop dialogen med lodsejerne er én af vores spidskompetencer, og her har ikke mindst Jens Risum og Peder Høpfner fra Kalundborgforeningen været helt oppe på beat’et for at skaffe den nødvendige forståelse og opbakning fra lodsejerne til at forbedre tilstanden i Kærby Å.

Men selve rugbrødsarbejdet har Kalundborg Kommune stået for, -også i form af de endelige aftaler med lodsejerne.

Ét af de to etablerede sandfang på projektstrækningen. Sandfang er i mange af de sjællandske vandløb vigtige for at forhindre sedimenttransport. Sand og slam i gydebankerne er skidt og ligeså på de langsomtflydende dele af vandløbene.

Kæmpe ros for den indsats, og som vi stod dér på broen over Kærby Å ved Ærtevangen og kunne kigge ned i vandløbet efter der var lagt gydegrus og skjulesten deri, var det ikke svært at finde superlativerne frem.

Det må vi have noget mere af, -altså projekter, hvor lodsejere, Kommune og de frivillige samarbejder om alle de gode ting, vi kan blive enige om.

Selve projektudførelsen stod Leif Kongsgaard Sørensen fra WP Værktøj/Vandpleje for.

Leif har jeg tidligere samarbejdet med i forbindelse med andre projekter, og han gør det godt. I dette tilfælde skulle der både etableres sandfang, bunden skulle udskiftes og der skulle efterfølgende udlægges skjulesten og gydegrus.

Ikke mindre end 40-50 gydebanker er det blevet til på den ca. 1 kilometer lange projektstrækning, samt udlægning af et trecifret antal tons skjulesten. På et senere tidspunkt vil der blive plantet træer på en ca. 500 meter lang strækning nedstrøms gydebankerne.

Da vi snakkede af, blev der både drøftet kommende projekter til glæde for natur og lokalbefolkning, og der blev i høj grad også hyggesnakket om alt muligt andet. Jo, -den sociale del af vores mange projekter er vigtig og skaber ejerskab af Grusbanden og sammenhæng med foreningerne, kommune og lodsejere.

Vores opgave i fredags bestod i at lægge netop skjulestenene til rette således, at vi fik størst mulig glæde af dem. Det er nemlig stenene, der skaber den største variation i vandløbet ved at bryde det monotone snorlige vandløb.

Stenene kan sikre vandets meandrerende vej nede i profilet ved at skabe mindre strømrender.

Netop denne påvirkning er vigtig, da vandløbet ellers blot antager motorvej-status, og ikke sikrer variationen gennem forskellige dybder, bredder og hastigheder.

Tre variationer, der sikrer vandløbets potentiale.

I alt mødte et dusin frivillige op, og derfor blev vores opgave, -at rette stenene til, meget begrænset.

Leif havde taget sig af alt det rigtig tunge arbejde, og vi kunne som et hold japanske turister i indre København, nærmest spadsere projektstrækningen igennem og glæde os over resultatet.

Vel var Anders Werth, Jacob Risum og Flemming Biggas nede i vandløbet for at rette enkelte sten på plads, men det var såmænd ændringer i petitesse-størrelse. Men så var der tid til snak, grin, latter og en masse små-drillerier, deltagerne fra Kalundborg Sportsfiskerforening og Grusbanden imellem. Det skal- og var der også plads til i fredags, da Kærby Å-projektet afsluttedes.

Én ting er sikkert, og det er, at de havørreder, der står i mundingen af Kærby Å lige nu og venter på mere nedbør for at vandre op i Kærby Å for at gyde, -de vil blive mødt af et utal af gydemuligheder på de mange gydebanker i åen.

Skjulestenene vil efterfølgende give mulighed for en stor smolt-overlevelse, og dermed også flere havørreder i Fjorden, når de vandrer ud af åen i fremtiden.

Jeg talte med én af lodsejerne, da vi gik langs projektstrækningen. Hun havde aldrig set andet i Kærby Å end hundestejler, og jeg kunne derfor give hende et par gode råd til havørredsafari på hendes egen matrikel.

Skulle hun ikke selv være heldig at dukke op under gydetiden, hvor havørrederne står på de nyanlagte gydebanker, er jeg sikker på, de frivillige fra Kalundborg Sportsfiskerforening vil tage hende i hånden en dag ved lejlighed og tage hende med ned til åen for at vise hende nogle af de fisk, der i de kommende måneder vil takke for den indsats, både Kalundborg Kommune og de frivillige har ydet i forbindelse med projektet.

Da vi snakkedede af ved bilerne efter den sidste sten var lagt, blev der blandt andet snakket om flere projekter at samarbejde om og jeg skal gøre mit til, at det også vil ske.

Det er nemlig én af mine spidskompetencer.

Bandeleder, Rune Hylby,

Mobil, 2536 4280,

runehylby@gmail.com,

Cocktail af samhørighed og naturgrundlag i Hove Å 

Dagens opgave venter fra morgenstunden i lørdags. 110 tons sten og gydegrus skal lægges i Hove Å på en 800 meter lang strækning. 22 frivillige er mødt op for at hjælpe til, heriblandt Theis Perit-Larsen, tv og Marie Brandt th. (Billede, -Jesper Vang Skærbæk Jensen).

I lørdags, -just som jeg kørte sydover efter at have forladt projektstrækningen i Hove Å i Roskilde Kommune ved Gundsømagle, modtog jeg en mail fra én af lodsejerne på strækningen. ”Det ser godt ud, det som er lavet i dag. Vil bare lige fortælle, at der er en del fiskehejrer, som er på besøg og er glade for forholdene”, lød det fra Marianne Kiærullf, der er lodsejer på den nederst del af projektstrækningen.

Det er jeg glad for, da fiskehejrer jo som bekendt spiser fisk og næppe ville bruge tid på at søge føde, hvis der ikke var noget at finde.

Jan Hornum, og Christian Lund Petersens datter, -Laura på 6 år vandrer glade mod projektstrækningen. Det gudeskønne billede, der mere end ord fortæller den gode historie om Grusbanden, er taget af Marie Brandt.

Selve projektet blev sparket i gang af Roskilde Kommune, idet vandløbsfolkene bad mig kigge på en strækning af Hove Å, de synes var potentielt interessant.

Det syntes jeg også, og gik derefter i gang med projektbeskrivelse, VVM-Screening og alt det andet, der hører med til et restaureringsprojekt. Dernæst dialog med lodsejere, samt samarbejde med Gundsø Fiskeklub, der sponsorerede en del af gydegruset, samt skjulesten.

Langt hovedparten af de 50 tons gydegrus og ca. 50 tons skjulesten blev dog finansieret af Roskilde Kommune, der også var sponsor for den dumper, der kørte sten og grus ned til åen på den 800 meter lange projektstrækning i torsdags.

Uden Roskilde Kommunes store hjælp, var vi på ingen måde blevet færdig med projektet i lørdags.

Allerede torsdag var der aktivitet på projektstrækningen, idet jeg havde et hold fra Skovskolen under Københavns Universitet ude for at deltage i ”Åmandskursus 3”.

Det var folk, primært fra Jylland denne gang, der skulle lære om gydebanker, skjulesten, lovgivning og meget andet indenfor vandløbsrestaurering i al almindelighed. Derfor var kursisterne på skolebænken onsdag formiddag til et slag teori, hvorefter vi kørte til Esrum Å for at elektrofiske senere på dagen.

Torsdag formiddag mødtes vi så igen, denne gang klokken 10.00, idet en del af undervisningen blev henlagt til Hove Å således, at kursisterne fra Skovskolen kunne få erfaring med etablering af gydebanker.

Det gik forrygende, og mens sten og gydegrus blev kørt ned til projektstrækningen fra Hejnstrupvej med den føromtalte dumper, som gjorde arbejdet meget lettere, kunne de 16 kursister rette gydegruset til nede i åen.

Omkring middag var vi færdige med tre gydebanker, og havde rigtig haft ”hands on” på dette projekt.

Der blev lagt både små og store sten i Hove Å i lørdags. Denne ”mindre krammesten” blev lagt i vandløbet af Anders Vingaard Sehested (billede, -Jesper Vang Skærbæk Jensen).

Efter frokost kørte vi, by the way, til Havelse Å, hvor Kaj Larsen og jeg stod for et indslag med spulepumpe, stengreb og ventilering af et par gydebanker, der så at sige, mere mindede om de sandkasser, børnehaver og vuggestuer har liggende på legepladser rundt omkring på Sjælland.

I to stive timer spulede vi de to gydebanker, vi havde kastet os ud i. Men trods det, var der stadig masser af sand i bankerne. Hmm!

Fem medlemmer af Gundsø Fiskeklub gav den gas på gydebankerne. Denne flotte gydebanke med i alt 10 tons gydesubstrat blev anlagt efter alle kunstens regler og indsatsen stoppede først, da alle var tilfredse. Netop på denne gydebanke, pillede en lille ørred glad forbi Jan Hornum og Marie Brandt senere på dagen(Billede, -Marie Brandt).

Men i Hove Å bliver det forhåbentlig anderledes. Sand i gydebankerne er et absolut No-Go!

Torsdagens indsats fra Skovskolen blev lørdag afløst af et hold frivillige fra Grusbanden og fem foreningsfolk fra Gundsø Fiskeklub.

Vi mødtes på Hejsnstrupvej klokken 10.10, hvor også pressen stillede med to mand høj, -en journalist og en fotograf.

Mange af de frivillige var gamle kendinge, og det gør jo livet lidt lettere når mange ved, hvad der skal foregå og ved, hvordan jeg gerne vil have det.

I alt dukkede 22 frivillige op, -mænd og koner, børn og andre barnlige sjæle, for at kaste sig over projektstrækningen med en ildhu, jeg hver eneste gang glæder mig over og i øvrigt også er mega stolt af.

Én af de nye folk, -en rookie, var Marie Brandt, der er formand for Københavns Fiskeklub og medstifter af ”Fiskekonerne”.

Marie er oprindeligt fra Jylland, men er nu bosat i København, hvor hun blandt andet er fotograf og ivrig lystfisker. Marie havde længe haft et ønske om at deltage i et af vores projekter, og i lørdags flaskede det sig således, at jeg kunne samle hende op på Roskilde Station, hvorefter vi kørte til Gundsømagle. Dagen igennem knoklede Marie med både gydegrus, skjulesten og naturligvis med kameraet over skulderen for at tage nogle af de fantastiske billeder, jeg har fået lov til at illustrere dette blogindlæg med.

Christian Lund Petersen deltog også og havde taget både sin søde kone og ditto børn med. Det er så pragtfuldt, når netop børnene deltager i vores projekter, for der er intet så lyksaligt som at se den energi og glæde, de unge poder viser, når der bliver kastet sten i vandet i fællesskab og med al respekt, bliver netop børnene forkælet med ekstra opmærksomhed af de øvrige bandemedlemmer.

Det færdige resultat, og så er det svært at få armene ned!!!! Her er det Marie Brandt (tv), Jan Hornum og de fem Gundsø-folk, der jubler over den flotte gydebanke.

Det er som om, generationer af forståelse mødes i denne cocktail af samhørighed for naturen og for fællesskabet.

Behøver jeg sige, at Jan Hornum og Henrik M. Jensen også deltog, -som altid og bidrager med godt humør, livsglæde og ikke mindst jeg, skylder dem en stor tak for tro tjeneste. Det gør jeg også overfor Theis Perit-Larsen, der lige har fået kørekort og valgte at bruge ”mors bil” til bandeprojektet.

Mange andre kunne være nævnt, -Lisbeth Klarskov, der endnu engang knoklede løs sammen med os andre, og Kim Lund Jørgensen fra ”Foreningen til ophjælpning af fiskeriet i Roskilde Fjord”, -og jeg kunne blive ved.

Ved fælles indsats bliver sten i størrelse xlarge flyttet med trillebør. Stenene blev lagt i trillebøren ved hjælp af Grusbande-cowboy-tricket (Billede, -Marie Brandt).

Pointen er, at det fællesskab, der nærmest weekend efter weekend udspiller sig i Grusbanden, når vi laver projekter sammen, skal opleves.

Det kan ikke beskrives, -og er velsagtens også derfor, vi kan mønstre 1350 medlemmer af Grusbanden i skrivende stund.

Allerede da klokken var 14.14, var vi færdige med at rette gydegrus til og lægge skjulesten i vandet.

Nu begyndte Hove Å at ændre karakter, -stenene skabte en mosaik af strømrender, og det ”nedlagte” gydegrus fik vandet til at risle over gydebankerne, præcis som vi gerne vil have det.

De mange skjulesten, fortalte nu en helt anden historie om naturgrundlaget, end da vi startede lørdag morgen. Det blev til fulde visualiseret overfor Jan Hornum og Marie Brandt, der så en halvårs-ørred pile hen over den ene gydebanke, -velsagtens af glæde over de nye muligheder for overlevelse og senere smoltificering, vi havde givet den.

Som nogle af de sidste deltagere, forlod Gundsø Fiskeklub projektstrækningen og at dømme på den livlige kammeratlige snak, der foregik imellem dem, var jeg ikke i tvivl om, at deres sponsorat på 5000.- kr var givet ualmindelig godt ud og der skal lyde en stor tak fra mig for denne fantastiske donation.

I har dels været med til at finansiere et fantastisk projekt og I har ligeledes deltaget aktivt i selve udførelsen af det!

Det bliver ikke bedre.

Bandeleder, Rune Hylby,

Mobil, 2536 4280,

runehylby@gmail.com,

Mosaik af sten, der allerede få minutter efter fik Hove Å til at danne nye mønstre på vej mod Roskilde Fjord (Billede, -Marie Brandt).

Fishing Zealand indbyder til temaaften om de sydsjællandske havørreder

Hvis du interesserer dig for havørrederne på Sydsjælland enten som lystfisker, naturforvalter eller som naturinteresseret i almindelighed – så er det med at sætte kryds i kalenderen den 9. november. Her inviterer Fishing Zealand til en aften, hvor vi vil fordybe os i havørrederne med fokus på seneste viden om, hvordan bestandene har det, hvordan det ser ud for fremtiden, og hvad vi kan gøre for yderligere at hjælpe bestandene med vandløbsrestaureringer og lignende tiltag.

 

Temaaftenen afholdes den 9. november 2022 kl. 18:30 – 22.00 på Iselingeskolen, Chr. Richardtsvej 33

4760 Vordingborg. Det foregår i ”Samlingssalen” i Fløj 1. Se kortet nederst på siden.

Aftenens program:

  1. 1. Ankomst og velkomst ved Niels Lagergaard, Fishing Zealand

  1. Vandløbene er havørredernes vugge. Vores viden om havørredernes historie og nuværende status på Sydsjælland og øerne – hvad skal der til for at få større bestande? ved Biolog Peter W. Henriksen, Limno Consult/Fishing Zealand.

  1. Nyt fra kommunerne om deres arbejde med ørredbestandene ved biologerne fra Næstved, Guldborgsund og Vordingborg kommuner.

  1. Pause

  1. Det mangeårige lokale frivillige arbejde med vandløbspleje og udsætninger ved Christian Skotte, Natur- og miljøkoordinator ved Danmarks Sportsfiskerforbund og Søren Grothe Petersen, Sydsjællands Ørredfond.

  1. Grusbandens arbejde og resultater i de lokale vandløb ved Rune Hylby, bandeleder i Grusbanden.

  1. Afrunding og tak for i aften.

 

Arrangementet er gratis, dog kræver det tilmelding på mail til tange@fishingzealand.dk. Der er plads til 100 personer – så skynd dig at melde dig til

Der sælges kaffe & kage i løbet af aftenen af Sportsfiskerforeningen Storstrømmen.

Aftenen er arrangeret i samarbejde med Sportsfiskerforeningen Storstrømmen samt Vordingborg, Næstved og Guldborgsund kommuner.

Vel mødt,

Peter W. Henriksen

 

Fishing Zealand inviterede politikere, beslutningstagere, Grønne råd og embedsmænd til seminar i naturen

Fishing Zealand afholdt seminar d. 29. september i Roskilde kommune. Seminaret startede langs Himmelev Bæk og senere i den gamle byrådssal, hvor politikere og grønne organisationer deltog i undersøgelse af fiskebestanden og kastede sten i vandet.

Seminariets formål var igennem praktiske observationer at illustrere, at forudsætningen for et godt lystfiskeri, og dermed muligheder for et voksende følgeerhverv, er et godt naturgrundlag med høj biodiversitet. Uden et godt naturgrundlag – ingen fisk – og uden fisk – intet lystfiskeri – og dermed ingen udvikling i følgeerhvervene.

På dagen var der mulighed for at høre og ikke mindst se, hvordan det spændende arbejde med natur og naturforbedringer langs sjællandske vandløb foregår i regi af Fishing Zealand.

Hvad bød dagen på:
Dagen startede på Stændertorvet og fortsatte derfra med bus til den udvalgte vandløbsstrækning langs Himmelev Bæk.

Her fortalte Fishing Zealand, tilknyttede biologer samt fiskefaglig rådgiver Peter W. Henriksen om det store arbejde, som fortages langs de sjællandske vandløb år efter år. Her blev bl.a. fremvist el-fiskeri, der viste, hvordan ørrederne nu boltrer sig i vandløbet, efter det er blevet restaureret. Den restaurerede vandløbsstrækning byder nu på perfekte forhold for dyr og planter og bidrager til en generel øget biodiversitet i ådalen og det omkringliggende opland.

Seancen i felten sluttede med at deltagerne kunne hjælpe med at restaurere vandløbet yderligere, da der på en strækning længere nede af vandløbet skulle udlægges skjulesten. Her blev der gået til den med krum hals fra alle deltagerne, og vandløbets ørreder fik dermed en række vigtige nye gemmesteder for fremtiden.

Der blev budt på en let aftensmad i felten bestående af sandwich og øl/vand. Efterfølgende kørte selskabet tilbage til Byens Hus i Roskilde og fortsatte seminaret i den gamle byrådssal. Her var der oplæg fra Fishing Zealands projektleder Niels Lagergaard samt Fishing Zealands Grusbande ved Rune Hylby. I oplæggene blev der lagt vægt på det frivillige foreningsarbejde, som er vigtigt for at fremtidige vandløbsrestaureringer sker. Ligeledes var der fokus på de gode oplevelser og formidling for børn og unge og kommende lystfiskere i foreningslivet. Derudover blev der berettet om events og arrangementer rettet mod erfarne lystfiskere.

Seminaret efterlod de inviterede gæster med et nyt indblik i det kæmpe arbejde Fishing Zealand gør, og om den store rolle projektet spiller for foreningsliv, inddragende frivilligindsats, følgeerhverv og ikke mindst for naturen og biodiversitet.

Mange sten i Kærby Å og én mindre i skoen!

Netop den gydebanke i Kærby Å, hvor der stod en 55 cm havørredhun i færd med at gyde. Jeg glæder mig til at se det endelige resultat, når projektet får den sidste finish af Kalundborg Sportsfiskerforening og Grusbanden i næste weekend.

Det er nu tre år siden, de to ”knægte” fra Kalundborg Sportsfiskerforening, -Peder Høpfner og Jens Risum, tog mig med til Kærby Å i Kalundborg Kommune for at kigge på det lille vandløb, som Peder så brændende ønskede at restaurere med lidt gydegrus og skjulesten. Det var den 25. november 2019.

Koldt var det, og det blæste en halv pelikan, som det jo ofte gør i Kalundborg. Men nede i vandløbet fandt vi noget at lune os på, for på én af de (måske) naturlige gydebanker, stod en havørredhun på 55 cm og var i gang med at gyde sammen med det, der mest af alt lignede en ”sniger-han”.

Se pludselig var det som om, solen kiggede ned på os imellem de tunge skyer, der blæste ind over os fra vest. Tænk engang.

På engene ud mod Kalundborg Fjord løber Kærby Å i et snorlige forløb, som også skal have en lille naturforbedring. Her på denne strækning skal der plantes træer langs vandløbet, så det ikke gror fuldstændig til i rørskov.

Der var blot tre gydebanker på strækningen, -måske var der blot tre gydebanker i hele vandløbet, men at vi skulle være så heldige, netop at komme forbi, præcis da der stod en hun og en han på én af bankerne synes at være noget af et lucky punch.

Peder havde allerede et par år tidligere, -altså i 2017, sendt et forslag til restaurering af vandløbet, men projektet havde ikke rigtig vundet gehør i Kalundborg Kommune. Min deltagelse på denne besigtigelse, var derfor i høj grad af moralsk karaktér.

Peder og Jens var (tør jeg godt sige) lettere frustrerede over, at projektet ikke allerede var udført eller i det mindste sagsbehandlet. Det kunne jeg godt forstå, for vi har det jo med at blive mega utålmodige, når vi opdager potentialer, der kan give flere fisk i vandløbene og dermed også flere fisk på kysten.

Jeg kunne bestemt godt se potentialet, hvilket jo nærmest sprang os i øjnene, da ørrederne var i gang med at gyde for fødderne af os og så endda ved højlys dag. Jeg kontaktede derfor Kalundborg Kommune og fik klarhed over, hvorfor der ikke rigtig var sket noget med Peders projekt. Strækningen var nemlig udpeget i Vandplanerne for planperiode II i Vandrammedirektivet.

Se nu gav det hele meget mere mening, og betød dermed, at Kalundborg Kommune selv skulle tage initiativ til et projekt og ikke mindst, at der samtidig var finansiering gennem midler fra EU.

Vi skulle med andre ord, -holde snitterne væk, projektet ville blive realiseret i forbindelse med implementeringen af vandplanerne.

Det var godt nyt, og det blev endda endnu bedre, da Mark Holm fra Kalundborg Kommunes vandløbsafdeling og jeg, blev enige om, at selvom det var et vandplansprojekt, behøvede det ikke betyde, at vi ikke kunne samarbejde omkring udførelsen af projektet.

Vi kan nemlig lægge skjulesten præcis, hvor det giver bedst mening og derfor blev aftalen, at når projektet kun manglede prikken over i’et, så skulle vi på banen og lægge stenene til rette således, at alle parter, -ikke mindst ørrederne, fik størst glæde af dem. Pyha, sikke en lettelse! Men som alt mulig andet bureaukrati, tager den slags tid.

Netop derfor har Kærby Å i de seneste år ligget som en mental lille sten i skoen og har irriteret både Peder, Jens og jeg. Men nu, -mine damer og herrer!!!!

Nu er HedeDanmark, foranlediget af Kalundborg Kommune, i fuld gang med at udføre projektet med netop udlægning af gydegrus og skjulesten, samt plantning af træer, og ikke mindst etablering af, ikke bare ét, men to sandfang på den strækning, Peder, Jens og jeg havde i tankerne den dag i november måned, hvor ørrederne nærmest tiggede om mere grus at gyde i……..!!!

I disse dage bliver bunden udskiftet, sandfang gravet og skjulesten og gydegrus er lagt i vandløbet. Og så skal vi forrette den sidste finish.

Vi skal lægge de mange skjulesten til rette, så Kærby Å igen får sin naturlige vandløbsdynamik tilbage efter mange års udretning og manglende variation. Det skal vi nok lave om på. Og du må meget gerne være med.

Det sker fredag i næste uge, i skolernes efterårsferie, den 21. oktober klokken 10.10 og det er mit største ønske, at både Peder og Jens kan deltage således, at de i lighed med jeg selv, kan få fjernet den lille irriterende sten i skoen, som Kærby Å har bidraget med siden 25. november 2019, hvor jeg optog en lille filmstrimmel netop derfra:

Du kan melde dig til projektet ved at skrive en sms til bandeleder, Rune Hylby på nummer: 2536 4280, eller ved at sende en mail til adressen: runehylby@gmail.com.

Du kan også tilmelde dig ved at skrive i ”kommertar-feltet” på Facebooksiden: Den sjællandske Grusbande, når projektet offentliggøres på denne side.

Du skal medbringe støvler, waders/skridtstøvler og i øvrigt fornuftigt tøj. Derudover må du gerne tage lidt haveredskaber med, -rive, skovl, mm.

Det er vigtigt, du melder dig til, idet jeg vil sørge for drikkevarer i dagens anledning.

Bandeleder, Rune Hylby,

Mobil, 2536 4280,

runehylby@gmail.com,