Det spørgsmål har jeg hørt stillet masser af gange. Og jeg stiller det da også nogle gange selv. Jeg er ikke 100% enig i alt hvad Danmarks Sportsfiskerforbund foretager sig – Men jeg er nu heller ikke altid enig med min kone, min familie eller mine bedste venner. – Men jeg vil nødigt undvære nogen af dem, og sjovt nok, har jeg det på samme måde med Forbundet.
Vi lystfiskere er en bred befolkningsgruppe med helt forskellige interesser, holdninger og væremåder. Og sådan skal det være. Men vi har alligevel et fællesskab omkring vores kærlighed til lystfiskeri, og den har de altså også i Forbundet. Jeg mener det er afgørende vi lystfiskere står sammen og danner en fælles front om alt det vi gerne vil opnå, og for mig at se er der kun ét sted at gøre dette. Jo flere medlemmer Forbundet har, jo mere har de at skulle have sagt – og jo mere kan de få gennemført. Der er ikke så få kampe de må tage med politikere, lodsejere, fiskerikontrollen og diverse myndigheder og organisationer. Det er alle vigtige kampe, og nogen skal tage dem. Fx har de for nylig stået sammen med seks andre stærke grønne organisationer om at råbe regeringen op for at have forsømt deres løfter ang. naturen. Se mere her.
Rendegravere fyldte hurtig bunden med perfekt gydegrus.
Weekenden den 5.-6. oktober var på alle måder en dejlig en af slagsen! Det kan ikke være anderledes, når man er sammen med 40 personer, som alle ønsker at yde en indsats for at gøre vandløbene på Sjælland bedre. Anledningen var to vandplejekurser, som Danmarks Sportsfiskerforbund og Fishing Zealand afviklede.
Men kan det nu også betale sig at bruge krudt på de sjællandske åer og bække? Kritikere, som i øvrigt næppe for alvor har haft fingrene i et sjællandsk vandløb, påstår, at de er for små og dårlige, og at de aldrig vil kunne bidrage til havørredfiskeriet langs de sjællandske kyster. Intet er mere forkert!
Det skønnes, at smoltpotentialet i landsdelens vandløb er på cirka 200.000 smolt. Hvor stor den nuværende produktion er, kan kun blive et kvalificeret gæt, men den ligger nok i størrelsesorden 30-40.000. Primært i vandløbene, som løber ud i Roskilde Fjord og Isefjorden, men også i området syd for Køge og ned til Næstved er der fine vandløb, som i dag producerer pænt med smolt. Og de velfungerende åer giver faktisk alt andet i Danmark baghjul, som dokumenteret af Peter W. Henriksen.
I Danmark er en femtedel af de unge socialt marginaliserede i forhold til uddannelse, demokratisk deltagelse og generel integration i meningsfyldte fællesskaber. Sportsfiskeriet kan i den sammenhæng noget helt særligt…
Danmarks Sportsfiskerforbund arbejder for at skabe gode fiskeoplevelser for alle uanset alder, etnicitet og social status. Det er Danmarks Sportsfiskerforbunds holdning, at sportsfiskerforeningerne rundt om i Danmark, og herigennem Danmarks Sportsfiskerforbund, tilbyder et meningsfyldt fællesskab, hvori den enkelte unge kan finde positiv identitet, opleve at være en del af en demokratisk ledet organisation og få positive oplevelser med andre unge i naturen.Når Danmarks Sportsfiskerforbund tager dette sociale ansvar meget alvorligt, så er det fordi, vi gerne vil give sportsfiskeri en mere anerkendt plads i de lokale politikeres bevidsthed som en fritidsbeskæftigelse med mange muligheder. Det er sundt for unge, at opleve et positivt fællesskab, hvor respekt for hinanden, naturen, fiskene og fællesskabet er nøglebærende værdier.
Fiskeri giver positive oplevelser og et stærkt sammenhold.
Fundamentet og belægget for alt dette er bundsolidt! Social Forsknings Instituttets rapport ”Unge uden uddannelse” påpeger, at ”unge, der er vokset op i familier med få ressourcer, og som ikke har klaret sig så godt i skolen hverken fagligt eller socialt, er en særlig sårbar gruppe. Mange fra gruppen ender i dag uden anden uddannelse end grundskolen. Ifølge Undervisningsministeriet gennemfører 16 pct. af en ungdomsårgang ikke en ungdomsuddannelse, og hele 25 pct. får ikke en erhvervskompetencegivende uddannelse. Tallene bygger på de unges valg og fravalg af uddannelse, sådan som de tegner sig i dag”.
Om fremtiden spår de i Rapporten, at ”en stor del af de ca. 9.-10.000 unge, som hvert år forlader grundskolen uden at få mere uddannelse, står i en stadig sværere position på arbejdsmarkedet og kan blive morgendagens sociale klienter med arbejdsløshed, stor risiko for marginalisering og deraf følgende svage forudsætninger for at etablere en tryg ramme for deres børn”.
Årsagen til dette finder vi i den primære og sekundære socialisering børn og unge gennemgår på deres vej mod voksenlivet. Det er altså de træfpunkter børn og unge har med familiekulturer, institutionskulturer og venskabskulturer, der skaber deres identitet i forhold til den omverden de færdes i. Og den identitet bliver hos de udsatte unge ofte til en negativ identitet og stigmatisering.
Alle undersøgelser og rapporter på dette område peger i samme retning – nemlig, at det er tilknytning til positive sociale fællesskaber, der skaber grobund for at kunne påvirke disse socialiseringsmønstre, og her spiller gode aktive foreningstilbud en positiv rolle.
Fiskeri er en inkluderende hobby, der engagerer og inspirerer – og det har rigtigt mange børn og unge stor gavn af.
Direktør Søren Dinesen fra Marselisborg -Center for Udvikling, Kompetence & Viden påpeger i ”Udsatte unge – Viden og initiativer med effekt” at ét af de initierende initiativer til at skabe positiv egen-identitet og dermed tro på egne evner i uddannelsessammenhæng kan være at melde sig ind i en lokal forening eller deltage i frivilligt arbejde, hvor den enkelte unge henter positiv anerkendelse og får lov til at være noget for andre.
Sportsfiskeri er ikke en kur på socialiseringsproblemer, og sportsfiskerforeninger skal ikke omdannes til rehabiliteringscentre. Men gennem foreningerne i Danmarks Sportsfiskerforbund er der grobund for at være med til at løfte et socialt ansvar i samarbejde med de lokale kommuner og sagsbehandlere. Det skal bare ske på en gennemtænkt og ordentlig måde.
I Danmarks Sportsfiskerforbund kan vi yde støtte og vejledning til foreninger og kommuner, der ønsker at arbejde med dette område, ligesom vi kan banke på døren hos politikkerne, så der skabes sammenhæng mellem de forskellige aktører. Og Fishing Zealand er en vigtig samarbejdspartner i disse projekter.
Vi sports- og lystfiskere står altid i det dilemma, at vi på den ene side gerne vil skabe opmærksomhed omkring vores hobby, og få flere ind i den, og på den anden side, at vi gerne vil have masser af plads og ro til at dyrke den selv. Så på den ene side har vi brug for at flere dyrker og bliver ved med at dyrke vores hobby – for der skal være nogen, der interesserer sig for vandkvalitet, fiskebestande, siger fra over for uhæmmet garnfiskeri, råber politikerne op etc. På den anden side skal der være plads nok til alle ude ved fiskevandene, så det giver mening for udøverne at dyrke hobbyen.
Der findes nok ikke nogen forkromet løsning på det, andet end at prøve at ramme den gyldne mellemvej. Det er en balancegang, som nok er svær, men bestemt mulig. Vi skal helt sikkert blive ved med at gøre opmærksom på vores vidunderlige hobby, og få flere unge til at dyrke den, hvilket er svært i en tid, hvor mange andre, især digitale, interesser lokker dem. Men uden dem er der ikke nogen til at bekymre sig om fiskene og vandet i fremtiden, og politikerne vil uvilkårligt ”glemme” os. Og vi, der allerede er tryllebundet af fiskeriet, skal være gode til at indrette os for hinanden, give plads osv.
Det er fint nok med lidt venskabelig konkurrencementalitet, men jeg synes, jeg møder for mange derude, der har meget travlt med at snakke meget højt om deres utrolige fangster i kilo og antal. Helt ærligt, det danske kystørredfiskeri er skønt, men det kan på ingen måde måle sig med meget af det fiskeri, som findes ude i verden. Det må for eksempel alt andet lige lyde noget fladt, hvis nu en gut fra Alaska, skulle befinde sig ude ved Holbæk og høre på en fyr, der blærer sig med 30 fisk fra Isefjorden, hvor én var over 40 cm lang. Når nu han selv snildt kan fange 30 sølvlaks på en dag, som vejer 6 kg i gennemsnit!
Set i et større perspektiv, synes jeg ikke rigtig dansk havørredfiskeri indbyder til konkurrenceræs, nidkærhed, jalousi osv. Snarere skulle man være mere fælles om vejen mod målet, som vi alle kan nyde i fulde drag hele året rundt langs vores kyster. Jeg møder masser, der gør netop dette, og det er altid en fornøjelse at sidde ned med vedkommende og få en kop kaffe og en god sludder. Jeg oplever også, at nogle af de mest innovative fiskere herhjemme er stille og rolige typer, der er meget hjælpsomme og ydmyge omkring deres fiskeri. Dem skal vi rose og hædre, når vi kan. Ud med janteloven, så når vi længst! Jeg skal for eksempel selv blive bedre til at være mindre ”0-tur-panisk”, og bare acceptere, at det er en del af spillet på kysten. Jeg lærer stadig!
Håber vi ses derude til en hyggesnak, og måske en 0-tur?
Som inkarneret sportsfisker på sjællandske søer og omkringliggende brakvande, har jeg ofte drømt mig hen til et jomfrueligt fiskeri uden garn, ruser og med 100% Catch & Release. Men er dette overhovedet drømmescenariet? Og hvad vil fremtidens næste store udfordringer blive?
I 5 år har jeg i samarbejde med min fiskemakker, drevet bloggen www.everythingwithteeth.dk om vores fiskeri. Dette har vi gjort ikke mindst for at dele fiskeriets glæder med ligesindede, men også for på den måde, at præge vores omgivelser og andre til at erhverve den samme forståelse for fiskeriets glæder, naturen og ikke mindst bæredygtigt fiskeri. Det er i mine øjne nødvendigt med en bred holdningsændring for at kunne værne om fiskeriet i Danmark og ikke mindst Danmarks fiskeri i fremtiden, og vi er nødt til at starte med os selv.
Lystfiskeri er for alle i alle aldre, men vi må stå sammen for at kunne gøre vores indflydelse gældende.
Danmarks ornitologer har altid stået stærkt i deres sag, når det gjaldt eksempelvis en sjælden fuglerace, som slog sig ned i den danske natur for at videreføre slægten. Jeg har altid misundt dette uvurderlige sammenhold blandt mennesker med en fælles interesse. En samlet flok, som tør sætte foden ned for en sag, de tror på og brænder for.
Dette kunne vi fiskere lære meget af. Sammenhold har aldrig været vores stærke side, men er det ikke noget, vi kan ændre? Det er i hvert fald grundlæggende nødvendigt for at kunne rykke ved dét, det virkelig handler om, nemlig vores elskede fisk. Samtidig er vi alle nødt til at agere forbilleder for andre, vi møder på vores vej, for fiskeriet bliver ikke bedre end det svageste led.
Spørgsmålet er så, om dette overhovedet er muligt i jantelovens land?
En af de største opgaver er at overbevise de rigtige mennesker om, at den uigennemsigtige overflade, som kun spejler den omkringliggende natur og vindens gøren og laden, faktisk indeholder et lige så avanceret liv som over. Det er nemt at forholde sig til noget visuelt, hvilket sikkert er hovedårsagen bag alverdens religionskrige igennem tiden. For hvem har nogen sinde set det guddommelige?
Der er intet at tage fejl af, når en flok troldænder smukt har lagt sig tilrette på en dansk sø for at stå vinteren over, eller en havørn har valgt at bygge rede ved en stor dansk sø. Men hvor mange skænker de store rovfisk en tanke, dem der trykker sig godt ned i den mudrede bund, for ved forårets første solskinsstrejf, at bryde overfladen på det lave og lune vand ivrige for at videreføre deres stærke gener. (I øvrigt et smukt scenarie at følge på årets første lune forårsdage).
Holdningen er generelt, at det betyder ikke så meget, det vi ikke kan se. Vi gravede jo også engang al affald ned i jorden, så var det jo væk. Vi er heldigvis blevet klogere med tiden, og ændringer kommer da også – men det går ufatteligt langsomt!
Jeg bor selv ret tæt på et smukt fjordområde, Karrebækfjord, med udløb af flere åer. Alle åer er unikke på hver deres måde. Fladså, med få havørreder, af den oprindelige vilde stamme – altså ikke udsætninger. Suså, Sjællands længste vandløb, som er hjem for mere end 20 forskellige fiskearter.
Bloggeren med en stor 10+ kilo gedde, som blev nænsomt genudsat for at værne om bestandene.
I de sidste år er dele af udrettede åer lagt tilbage i de gamle slyngninger, i håb om bedre leve- og gydebetingelser. Det er et fantastisk stykke arbejde, biologer og entreprenører har lavet, hvor nok én af de største opgaver var at forliges med landmændene.
Mit bud på det næste skridt i denne proces er at skæve til det antal flag, som markere enden af de længdemeter garn, som hvert år præger udsigten over fjorden. Uigennemsigtige og forældede regler omkring garn og ruser i brak- og ferskvande præger hele dette sø, å og fjordsystem, hvor antal flag mest minder om en styrtløbspiste fra OL.
En stor del af garnene sættes af lokale, som fisker lovligt til eget forbrug. Men i et forbudsland, hvor den mindste forseelse i trafikken koster 1500 kr. hører jeg jævnligt om salg til familie venner, arbejdskollegaer og vennners venner. Der sker jo ikke noget ved, at jeg ene alene køber et par ryge ål, en flok hornfisk og en enkel ørred i ny og næ?! Hvis der er nogle, som ikke fornemmer ironien, så prøv med et knivspids morale, inden vi når til et forbud også på denne kant. Det er ulovligt at sælge disse fisk, og det undergraver enhver chance for bæredygtigt fiskeri og muligheden for en hyggelig lokal fiskehandler i Næstved Centrum.
I dagens Danmark bliver alt opgjort i penge. Penge? Den eneste faktor, der tilsyneladende kan skabe en holdningsændring i vort land, for penge det er da til at føle på.
Kilo-fisk bliver nu omregnet til rede penge, hvilket tilsyneladende er det eneste, som kan få andre mennesker end sportsfiskere til at reagere. Jeg synes det er et sørgeligt faktum!
Håbet er store summer turistindtægter, som kan ligge i Danmarks statskasse. Men hvilken indflydelse vil det have på vores vande i fremtiden? Skrækscenariet må være, at Danmarks gods- og lodsejere med fiskeretten i Danmarks vande går efter guldet, ekskluderer foreninger og klubbers årlige småbeløb for at opnå fiskeretten, og ansætter fiskeguider til at guide rige turister rundt i deres eksklusive vande. Alt imens fattigrøven så sidder og bader en orm i byens gadekær, og fortæller historier om de gamle dage, hvor alt var bedre.
Alt dette – og mere til – er grunden til, at jeg sagde ja til at blive aktiv blogger på Fishing Zealand. Vi er nødt til at slække lidt på hemmelighedskræmmeriet og de interne kampe og iføre os stålforfang og tøj til al slags vejr, hvis vi skal kunne nyde denne fantastiske sport på endnu bedre vis i fremtiden. Min første målsætning er at opfordre min egen hjem-kommune, Næstved Kommune til at blive en del af Fishing Zealand, så vi alle i samarbejde kan bygge et bæredygtigt fiskeri op til glæde for danskere og vores turister.
Det spørgsmål har jeg hørt stillet masser af gange. Og jeg stiller det da også nogle gange selv. Jeg er ikke 100% enig i alt hvad Danmarks Sportsfiskerforbund foretager sig – Men jeg er nu heller ikke altid enig med min kone, min familie eller mine bedste venner. – Men jeg vil nødigt undvære nogen af dem, og sjovt nok, har jeg det på samme måde med Forbundet.
