Så er de to første afsnit af Niels’ og mit nye program, FISKEguiden, udgivet, og jeg håber I vil tage godt imod dem!
Vi fik ideen for et år siden, og efterfølgende lykkedes det at få opbakning fra Danmarks Sportsfiskerforbund, Fishing Zealand og grejbranchen, således at vi kunne få økonomisk støtte til at lave en serie på ti gratis online instruktionsfilm om forskellige fiskearter. Det handler i bund og grund om at komme godt fra start, når man fisker, og om at få en masse gode råd om hvordan man kommer videre – og så med fokus på det gode bæredygtige fiskeri.
I geddeafsnittet kommer vi både ind på let spin med spinner, overfladeagn og swimbaits såvel som fiskeri med jerkbaits og softbaits. Vi fisker både i små moser og brakvandet ved Stege, hvor dennegedde er fra.
Vi har været i gang med optagelserne siden august sidste år og er stadig i fuld gang. De to første afsnit om geddefiskeri og havørred er nu klar. I juni udkommer der afsnit om hornfisk og Put & Take, og i løbet af resten af 2016 kommer der seks yderligere programmer om torsk, makrel, sild, aborre, fladfisk og medefiskeri. Hvis serien bliver en succes, håber jeg, at vi måske kan lave endnu flere afsnit i fremtiden.
Mange af jer ved sikkert, at jeg virkelig nyder at inspirere andre til at komme i gang med lystfiskeriet og gerne vil udbrede min passion til så mange som muligt. Jeg har haft stor fornøjelse af at arbejde med de store fjernsynskanaler og medvirke i et internationalt konkurrenceprogram som King Fishers. Mad- og friluftsprogammer som Nak & æd og Storrygeren samt Fiskemissionen, underholdningsprogrammet målrettet børn, har også været rigtig sjove at lave. Men jeg har også savnet tid til at nørde i dybden med selve fiskeriet og teknikkerne og at forsøge at besvare de spørgsmål, som så mange, der er nye i fiskeriet, har. TV-kanalerne prioriterer sjældent, at give tid til dette, men jeg ved der findes et stort behov for denne slags information. Jeg oplever nemlig dagligt, at folk skriver til mig med simple fisketekniske spørgsmål.
Nu har vi taget sagen i egen hånd, og netop alle disse mange spørgsmål forsøger Niels og jeg nu at besvare i FISKEguiden – på en let tilgængelig og forhåbentlig inspirerende facon. Programmerne er tænkt som en slags grundbog, der introducerer forskellige fiskeformer, og det er vores håb og ambition, at de vil blive benyttet flittigt af mange i flere år fremover. Succesen afhænger af, om folk tager programmerne til sig, bruger dem selv og deler dem med andre.
For mig er det noget helt nyt at lave, hvad der kunne være et tv-program, og blot udgive det på youtube til streaming og gratis brug. Jeg ved dog fra mine egne tv-vaner, at jeg stort set kun ser streamede programmer, og jeg tror, at denne måde at udgive FISKEguiden på, vil være nyttig for rigtig mange. Det vil tiden vise.
Indtil videre håber jeg bare, at mange af jer vil synes om programmerne, kan bruge informationen i dem og vil dele dem med andre, som kunne drage nytte af dem.
Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne bruge lejligheden til at sende en stor tak til min talentfulde partner i projektet, Niels Vestergaard. Han har evnerne til at lave de smukke billeder og få indholdet præsenteret på flotteste vis. Og så hygger vi os altid godt og grundigt, når vi er på optagelserne. :-)
God fornøjelse, tak for jeres støtte, og Knæk & Bræk derude! – Gordon
Og, nå ja, så får I også lige links til de to første afsnit!
Har du prøvet at stå med fiskestangen på en skøn forsommeraften? Det har Biosfære-projektleder Annette Tenberg aldrig. Til gengæld har hun fortalt mig, at hun igennem de senere år har lært meget om vores enestående og varierede vandområder igennem Fishing Zealand projektet. Og det skal der sættes fokus på under en kommende fyraftensudflugt i Biosfære-Møn projektet – torsdag, den 2. juni 2016.
Som opstart vil jeg fortælle om de lokale arter og den lokale vandpleje, hvordan Fishing Zealand-projektet er blevet til, og hvorfor det nu har vakt internationalt opmærksomhed.
Ken Sørensen, vores certificerede Fishing Zealand-fiskeguide fra Møn, vil dernæst træde til og sætte os i gang med fiskeri efter hornfisk. Og såfremt heldet er med os, vil vi ryge vores fangster på stedet. Noget, jeg personligt synes, er helt fantastisk lækkert!
“Vandområderne rundt om Møn er meget varierede og livsrum for mange forskellige arter. Derfor er de en vigtig del af det kommende UNESCO Biosfære-område på Møn. Fishing Zealand samarbejdet er et godt eksempel på hvad biosfære-ideen indebærer,” fortæller Annette Tenberg. ”Derfor er jeg meget glad for at Gordon og Ken vil guide os igennem en aften om og med fisk. Og ikke mindst håber vi selvfølgelig på en god fangst,” afslutter hun.
Jeg ser frem til at møde jer til en fyraftenstur med masser af hygge, oplevelser, inspiration og spændende informationer. Programmet for aftenen er som følger:
Fyraftensudflugt i biosfære-projektet afholdes: Torsdag den 02. juni 2016, kl.17.30. – 19.30
Mødested er p-pladsen ved Nyord broen.
Tilmelding ikke nødvendigt.
Medbring passende tøj, evt. campingstol, kaffe/te, og hvis du har, din egen fiskestang. Ellers kan grej lånes.
Sidste års “Sol over Lejre” var en kæmpe succes med over 400 besøgende – og mon ikke også det bliver en hyggelig og velsmagende omgang i år.
Lørdag den 28. maj vil solen skinne over Lejre fra kl.10.00, når Fishing Zealand og Gershøj Fritidsfiskerforening inviterer til endnu en omgang Sol over Lejre med Gershøj Havn som fysisk ramme og den smukke Roskilde Fjord som kulisse. Til den tid vil fjorden på ny være invaderet af velsmagende hornfisk – og netop hornfisken vil være dagens omdrejningspunkt.
Sol over Lejre er et tilbagevendende gratis folkeligt arrangement med masser af stemning til hele familien, fiskeri, hyggeligt samvær og kulinariske oplevelser med fokus på det lokale.
Vi gentager det vellykkede program fra sidste år – et program, som i høj grad var basseret på, at folk frit kunne gå til og fra de forskellige aktiviteter.
I løbet af dagen kan både store og små lære at fange hornfisk. Fishing Zealand stiller med to af sine certificerede fiskeguides, som står til rådighed med masser af brugbare tips og tricks, og Fishing Zealand og Abu Garcia stiller gratis låneudstyr til rådighed for dem, som ikke har deres eget fiskegrej med.
Gershøj Fritidsfiskerforening på Gershøj Havn, som er medarrangører, vil også være til stede under hele arrangementet. De kender fjorden omkring Gershøj bedre end nogen andre, og de vil blandt andet vise mange af deres fiskeredskaber frem og forklare, hvordan de bedriver fiskeri efter hornfisk. De vil også fortælle om, hvad der ellers svømmer rundt af spændende fiskearter i fjordens salte vand, og nogle af disse vil også være samlet i røretanke så børn og nysgerrige sjæle, der er interesseret i, hvad der kribler og krabler af dyreliv i fjorden, kan få lov til at se og røre ved fiskene. Flere af fritidsfiskerne er efterkommere af de sidste erhvervsfiskere på Gershøj havn, og de deler gerne ud af deres viden om livet på fjorden både før og nu.
Biologer fra Lejre Kommune vil også være repræsenteret ved Sol over Lejre, og vil bl.a. fremvise spiselige planter der kan findes vildt i området.
Uanset om du skal fiske eller ej, får du mulighed for at prøvesmage retten ”Sol over Lejre” – vores egen lokale version af retten: ”Sol over Gudhjem”. I stedet for de klassiske bornholmske sild består ”Sol over Lejre” af lokale hornfisk med purløg og radisser fra Lejre Økologiske Fødevarefællesskab (LØFF), økologisk rugbrød fra Ravnshøjgård, æggeblommer fra Hegnsholt Hønseri, serveret med økologiske øl fra Herslev Bryghus eller æblemost fra Olsens Frugt i Glim.
Arrangementet starter kl.10.00, og man kan være med fra begyndelsen eller bare slutte sig til i løbet af dagen – Vi satser på at have de første portioner ”Sol over Lejre” klar til smagning fra ca. kl. 13:00, og vi runder det hele af kl. 15.
Sidste års arrangement var en kæmpe succes med stort fremmøde og behørigt fokus på Lejre kommunes grønne – og ikke mindst blå – ressourcer. Mindst 400 entusiastiske deltagere dukkede op i løbet af dagen for at tage del i de mange aktiviteter. Flere børn fangede deres første fisk nogensinde, livet i røretanken blev nærstuderet, der blev blændet op for de lokale økologiske råvarer, og der blev bygget bro mellem de lokale fritidsfiskere og lystfiskerne. Bæredygtigt fiskeri og vandplejen var i fokus, sammen med økologi og det lokale. Alt sammen kan du læse meget mere om her.
Vil du med på en fisketur kun for piger? I weekenden den 27. og 28. maj arrangerer jeg sammen med, Fjordlandet og Fishing Zealand en fed fisketur.
I denne weekend vil jeg dele ud af mine erfaringer med fiskeri, så har du lyst til at prøve kræfter med fiskeriet, fange hornfisk og jagte din måske første havørred og råhygge med andre fiskeinteresserede tøser, så er denne tur lige noget for dig!
Turen er kun for fiskepiger – mænd ingen adgang!
Kort fortalt kommer weekenden til at byde på hygge, fiskeri, fiskehistorier, grejgave fra Pure Fishing, grill, hornfisk, havørred, swimmingpool, vaders, spabad, sauna, tips & tricks og 3 retters gourmetmiddag på restaurant SuRi.
Jeg glæder mig helt vildt til denne ”pige-fisketur” og håber først og fremmest, den kan byde på noget fantastisk fiskeri. Jeg vil naturligvis være behjælpelig med forskellige teknikker til fiskeriet, grej, agn og så videre – samt dele ud af mine egne erfaringer. Og sidst men ikke mindst håber jeg selvfølgelig på en masse fiskesnak og rigtig tøsehygge.
Praktisk info:
Pris: 1695 kr. pr. person inklusiv forplejning, overnatning, undervisning, 3-retters fiskemenu på Gourmetrestaurant SuRi og grejgave fra ABU Garcia.
Tilmelding senest den 17. maj 2016.
Sted og dato: Holbæk Fjord Camping: 27. maj 2016 kl 17.00 til lørdag 28. maj 2016 kl 20.00
Book turen på https://www.fishtrip.dk/fisketur-uden-mænd
Mundingsfiskeri med ruser er en effektiv metode til at lave analyser af vandrende brakvandsfisk.
Guldborgsund Kommune har netop afsluttet en mindre pilotundersøgelse i Frejlev og Fribrødre Å, hvor målet var været at afprøve forskellige typer af fælder, som er egnede til at lokaliseres brakvandsgedder og aborrer på opgang til ferske gydepladser. Peter Henriksen (Limno Consult) var projektleder og idemand til fælderne. Fælderne blev passet af Peter, personale fra kommunen og ikke mindst af frivillige fra Nykøbing F. Sportsfiskerforening. Inddragelse af lokale frivillige er ofte en forudsætning for at gennemføre den type meget ressourcekrævende undersøgelser.
Brakvandsgedden har været vidt udbredt i kommunens brakvand tidligere, men er gået markant tilbage til en bestand, der formodentligt er på nippet til at forsvinde helt. I forbindelse med de indsatser, der er på vej, er det vigtigt at udvikle metoder til at opspore gydestederne. Dette for at kunne målrette indsatserne de rigtige steder hen. Desuden vil det være vigtigt at kunne overvåge udviklingen hos bestandene i de kommende år. Herunder at kunne måle, hvor meget yngel der produceres.
I begge åer også fanget en del meget fine brakvandsaborre op til 2,4 kg
Undersøgelsen gav masser af viden om de bedste fældetyper og der blev fanget flere store gydemodne og udlegede gedder i Fribrødre Å på Falster. De kom formodentligt fra de brakvandsstammer, der lever ud for Stubbekøbing. Frejlev Å havde ingen opgående gedder i perioden, men der blev set nedvandrende geddeyngel, som stammede fra en tidligere opgang og/eller en stationær bestand i moseområder opstrøms. Yderligere blev der i begge åer også fanget en del meget fine brakvandsaborre op til 2,4 kg. At finde disse var ikke en overraskelse, da områderne huser mange flotte aborrer, der trods et stadigt stort fiskepres, stadig klare sig godt omkring det meste af Lolland og Falster.
Som et kuriosum blev der fanget en række andre arter. F.eks. ørredsmolt og sortmundet kutling i massevis i Frejlev Å.
Som et kuriosum blev der fanget en række andre arter. F.eks. ørredsmolt og sortmundet kutling i massevis i Frejlev Å.
Pilotprojektet kom ret sent i gang i forhold til gydetiden, men gav vigtig viden om effektive og skånsomme fældetyper, som det er praktisk muligt at håndtere både for professionelle og frivillige hjælpere. Hermed er vi klar til evt. at kunne folde en større undersøgelse ud til næste forår. Den skal vise hvilke vande, der har betydning som yngelsteder. Herved kan indsatserne målrettes de steder hen, hvor der fås mest for pengene. Vi håber i den forbindelse, at der er frivillige, som vil hjælpe til med tømning af fælderne rundt omkring i regionen.
Limno Consult udarbejder en rapport over undersøgelsen, hvori data vil analyseres. Rapporten vil blive offentliggjort på Fishing Zealands hjemmeside på et senere tidspunkt.
Fishing Zealand kommunerne Næstved, Vordingborg og Guldborgsund, samt DTU Aqua, NIRAS, Limno Consult samt indtil flere frivillige, arbejder i fællesskab på, at skabe en fornuftig forvaltningsstrategi omkring brakvandsaborre og -gedde.
Undersøgelsen her var første skridt i denne langsigtede plan, hvor kommunerne og Fishing Zealand, vil søge midler til at etablere egnede gydepladser og højproduktive ”Geddefabrikker”.
Vi er stadig på udkig efter brakvandsgedder i Guldborgsund Kommune. Derfor må du meget gerne indmelde observationer eller fangster omkring kommunen, skulle der dukke en gedde op i det salte vand!
Fangstrapporter skal bruges til at afsøge potentielle områder til geddefabrikker eller andre tiltag i kommunen og kan meldes ind til undertegnede på: skla@guldborgsund.dk