Kategorier

Bloggere

Blev guidet til 24-kilos drømmelaks

IMG_0034

 

IMG_0051
Et 30g Toby blink i farven Kobber/Emerald skulle der til for at overliste denne fantastiske Østersø-laks på 24kilo.

Søren Lynggaard bestilte for nyligt en trollingtur med sine venner Joachim Nicolajsen, Bo Wilchen og Benny Jacobsen, og jeg tror ikke de fortrød det…

De gæve gutter startede i regn og slud, men så kom solen frem. Et par timer gik og et ok hug – ikke noget vildt – kom på “sniger”-stangen, som fiskede midt fra båden godt 60 m ude bagved i overfladen, med et 30g Toby blink i farven Kobber/Emerald.

Laksen, den blev bare ved med at tage line af, og efterhånden begyndte vi at mistænke, at den var
fejlkroget. Men det var den ikke! Den var bare stor og tung, så den bestemte stort set i samtlige af de 1 t 40 minutter, som fighten tog.

Benny, som fightede fisken, gjorde et fantastisk job med stor tålmodighed – trods en til tider “bestemt” kaptajn, der var lidt nervøs på sin klients vegne.

Landingen gik heldigvis godt og til sidst kom en fantastisk laks på 120cm og 24kilo i båden: En helt fantastisk drømmefisk!

Min båd – “My Dream” – fisker laks i Østersøen fra cirka midt februar til midt juni. Derefter er den i Øresund – med udgangspunkt i Østerbro, København – hvor der fiskes efter alle de skønne arter, der findes i det pragtfulde farvand mellem Helsingør og Stevns.

Husk at tage et kig på Fiskeguide-siden, hvis du står og mangler en guide til en kommende fisketur. Der er en certificeret Fishing Zealand guide til enhver lejlighed.

De bedste hilsener,

Jan

Ørred-udsætning i Kalundborg Kommune

Udsætning, Hallebyåen, april 2016

I Halleby Å Sammenslutningen, der er et samarbejde mellem Gørlev og Kalundborg Sportsfiskerforeninger, har de engagerede folk i høj grad taget Fishing Zealands koncept til sig, og med Kalundborg Kommunes tilslutning sidste år til FZ, er de frivillige miljøfolk fra HÅS i fuld gang med at hjælpe til med, at sætte fokus på lystfiskeriet og de bæredygtige løsninger, hvilket jeg glæder mig meget over.

Én af årets første tiltag var udsætningen af ørredsmolt på to lokaliteter i Hallebyåen, der foregik den 18. april ved Bjerge Strand.

Halleby Å Sammenslutningen opfisker hvert år store ørreder, der bliver strøget for sæd og rogn, som klækkes på Hvilested Dambrug.

Her opdrættes de små ørreder og sættes efterfølgende ud som ørreder på omkring 15 cm, – netop i Halleby Å.

”Det er altid en stor fornøjelse at se, hvordan de små ørreder befinder sig i de nye omgivelser”, skriver Knud Nielsen til mig, – og det har han så fuldstændig ret i. Det er nemlig rigtig rart at se, når de små ørreder ”kommer hjem”!!! Så ved vi, de har overlevet og nu skal leve voksenlivet i havet, for siden hen at svømme retur til selv samme vandløb, de vandrede ud af som smolt.

Selve udsætningen forløb over al forventning, og ørrederne blev sendt godt på vej af et par håndfulde tilskuere, heriblandt Ole Brandt fra Nordvestnyt, der dækkede historien for lokalavisen i Kalundborg. Selve udsætningen af de omtrent 30.000 stk. smolt koster i omegnen af 150.000.- kr. som er betalt af Fisketegnsmidlerne.

Claus Walther Hansen fra Halleby Å Sammenslutningen var så sød at sende mig et par billeder, så vi her på FZ-siden, kan vise den festlige begivenhed.

”Netop fordi Kalundborg Kommune har tilsluttet sig Fishing Zealand, vil der blive mere fokus på fælles aktiviteter. Dette arbejde har været i gang et stykke tid, og vil nu blive intensiveret med fælles aktiviteter på fiskeområdet, og udbygget med mange miljøprojekter”, lover folkene i Halleby Å Sammenslutningen. ”Så kan der komme større kendskab til, hvad der sker nede i vore smukke vandløb”, slutter Knud Nielsen, der er formand for Halleby Å Sammenslutning.

Du kan se et videoklip fra selve udsætningen via linket:

Fishing Zealand,

Rune Hylby.

 

Redningsaktion i Helligrenden

Rune Hylby, Fishing Zealand under elektrofiskeri, 18. april 2016

 

Jeg blev ringet op af en medarbejder for en lodsejer med jord ned til Helligrenden for et par uger siden. Han syntes, der var kommet lige lovlig meget vand i en grøft, der normalt ikke har forbindelse til selve hovedløbet. Vandstanden var derfor steget, og den tilstødende eng var meget våd. Mere end normalt for årstiden. Derfor fik vi aftalt at holde et møde på stedet for at se, om vi i fællesskab kunne finde en løsning.

Én af de større havørreder fanges af strømmen, 18. april 2016
Én af de større havørreder fanges af strømmen.

På mødet deltog også Lejre Kommunes vandløbsmedarbejder, Anne-Marie Kristensen.
Vi kunne se, at Helligrenden havde etableret et nyt løb i grøften, hvorved fisk og andre dyr var blevet spærret inde.

Det var reelt en spærring, og da vi samtidig så et par havørreder stå i grøften, blev der hurtigt iværksat en redningsaktion for at sikre, at havørrederne kunne vandre videre ud i Roskilde Fjord efter den overståede gydning og samtidig sikre, at grøften ikke fik vand fra åen i fremtiden.

Havørreder vandrer nemlig ud i havet igen, efter de har været oppe i åerne for at gyde, præcis ligesom laksen gør. Derfor var det vigtigt at fange fiskene og give dem mulighed for at svømme ud i fjorden.

Den største havørred var 83 cm lang og blev nænsomt flyttet, 18. april 2016
Den største havørred var 83 cm lang og blev nænsomt flyttet.

Jeg havde derefter en rigtig fin snak med Fiskerikontrollen, der naturligvis skal give tilladelse til den slags redningsaktioner, idet jeg skulle fange ørrederne ved hjælp af elektrofiskeri.

Redningsaktionen fandt sted mandag den 18. april. Vi var nødt til at lukke grøften af som det første tiltag, og derefter fange havørrederne ved hjælp af elektrofiskeri, der foruden at være meget effektivt, også er skånsomt for fiskene. Fiskene dør ikke af strømmen, men bliver blot lammet af spændingen. Derefter kunne vi flytte ørrederne fra grøften til hovedløbet.

Anne-Marie Kristensen fra Lejre Kommune var også med, 18. april 2016
Anne-Marie Kristensen fra Lejre Kommune var også med.

Lars Vedsmand fra Nationalpark Skjoldungelandet deltog også i redningsaktionen, foruden et par folk fra lodsejeren og Anne-Marie Kristensen fra Lejre Kommune. Selve elektrofiskeriet tog jeg mig af, da det kræver en særlig uddannelse, da kombinationen, -vand og 220 volt ikke er til at spøge med.
Grøften var blot 200 meter lang, men på denne korte strækning, lykkedes det os at fange alle de store havørreder og ca. 90 mindre ørreder (10-20 cm lange ørredsmolt), der også var på vej mod fjorden.

22 store havørreder blev reddet og har nu mulighed for at fortsætte livet som frie fisk i fjorden, frem for lukket inde i en lille grøft, hvor de ville være døde, efterhånden som temperaturen var steget og føden sluppet op.

Den største havørred var en flot hunfisk på 83 cm, der har vejet godt til, da den gik op for at gyde i Helligrenden sidste efterår.

Vi fik også lukket grøften af, og allerede en time senere var vandstanden faldet betragteligt, til stor glæde for lodsejeren, der igen i fremtiden, kan bruge engen til hø-slet og ikke til at dyrke vandplanter på.

Fishing Zealand,
v/ Rune Hylby,
tlf. 2536 4280

Hornfisk til alle i fjordlandet

130525 - Samsø83
En sprællende hornfisk på en solrig forårsdag kan få smilet frem hos de fleste. Foto: Nicolai Ulrik Hansen.

Forår er for mig hornfisketid. Det er måske svært at mærke at det er forår, når man bevæger sig udenfor, men kalenderen siger snart maj – og så skal der fanges hornfisk. Fishing Zealand laver derfor 5 hornfisketure i maj måned – vil du gerne i gang med at fiske, men ved ikke helt hvordan, så er der her chancen for at komme godt i gang.

Har du lyst til at prøve kræfter med Danmarks mest underholdende sommergæst – hornfisken? Tag med Fishing Zealand på en sjov og lærerig fisketur og kom hjem med masser af tips og tricks til det spændende fiskeri efter den velsmagende hornfisk. Fishing Zealand-guiderne sørger for alt det nødvendige udstyr så som stang, hjul, blink, flåd, kroge og agn, takker være det grej Abu Garcia har foræret os.

Alle turene foregår på steder, hvor der er gode chancer for fangst, og der er garanti for spændende naturoplevelser.

På turen har du mulighed for at lære at sætte grejet rigtigt sammen, binde de mest almindelige knuder og enkle, men meget effektive fiskemetoder:

Pris: 110 kr. pr. person, inklusiv 2 hornfiskeblink fra Abu Garcia og en pose med silkekroge.

Sted og dato:
Hornfisk til alle afholdes fem forskellige datoer og steder i fjordlandet i maj måned. Se her for mere information:

Nyd foråret og hornfiskene

Knæk & bræk
Claus

Udsætning af yngel i Åmose Å i weekenden

Udsætning

Yngeludsætning
Udsætning af yngel er fortsat en nødvendighed for at opretholde sunde ørredbestande i mange vandløb.


I den kommende weekend
har Holbæk og Omegns Lystfiskerforening brug for din hjælp.

Finn Andersen, der er vandplejeformand for foreningen skal nemlig sætte ørredyngel ud på to lokaliteter i Åmose Å-systemet ved Ugerløse i Holbæk Kommune, der er en del af Fishing Zealand.

Finn skriver til mig, at han godt kan bruge et par friske folk til at sætte ørredynglen ud sammen med ham, og det er en fornøjelse at kunne bidrage med dette hyggelige, og yderst vigtige engagement.

Jeg har selv, altid syntes det var sjovt, da man øjeblikkelig kan se, hvordan ørredernes skjuleadfærd gør sig gældende. Også små ørreder er hidsige på hinanden, og så snart ynglen bliver sat ud, skjuler de sig i nærmeste grødeklat!

Selve udsætningen finder sted på lørdag den 30. april fra klokken 16-17.30, og du kan ringe til Finn Andersen på telefon 2929 6329, hvis du vil være med til dette engagement.

Der er afgang fra Ugerløse kirke, og ellers skal Finn nok guide dig undervejs!

Fishing Zealand,
Rune Hylby.