Kategorier

Bloggere

Visioner for lystfiskeri fra molerne i Gilleleje

Vorupø mole

Med familien har jeg været på ferie ved Nørre Vorupør ved det brusende Vesterhav. Det var imponerende at se, hvor solidt den kendte mole var bygget. Og samtidig var der super gode adgangsforhold. Det er muligt for alle at gå sikkert helt ud til molehovedet. Børn, unge, gamle og familier med barnevogne. Alle kan gå ud på molen uden problem. Selvfølgelig er der dage, hvor bølgerne kan gøre det til en våd omgang at gå helt ud på spidsen. Der var konstant mange mennesker derude i de dage jeg var der. Både almindelige turister men også lystfiskere. Og i den lille bugt ved molen, var der gang i windsurfere og kite-surfere.

Da jeg kom hjem til dejlige Gilleleje og så Vestmolen, gik det op for mig, hvor ynkelig og trist Vestmolen er.

Skærmbillede 2015-10-30 kl. 14.18.23
Ødelæggelserne ved Gilleleje Havn i forbindelse med stormen Bodil var omfattende.

Igennem mange år har molen været et hyggeligt og trygt sted at gå tur på og fiske fra. Men så kom stormen Bodil og smadrede molen. I dag er molen blot en skygge af tidligere tiders stolthed. I dag består den kun af en række store sten, som man nærmest skal være en bjergged for at kunne forcere.

For os lystfiskere har Gilleleje mole altid stået som en fantastisk fiskeplads. I tidens løb har molen været centrum i utallige fiskefortællinger i både bøger og fiskemagasiner.

Personlig har jeg fanget mange fiskearter fra molen: Pighvar, slethvar, skrubbe, ising, rødspætte, hornfisk, makrel, fjæsing, sej, torsk, havørred, regnbueørred, hestemakrel, sild, tobis, ålekvabbe, berggylt og multe. Det vil i virkeligheden sige, at stort set alt, der kan fanges fra en dansk kyst, kan fanges fra Gilleleje mole. Det er næppe for meget at sige, at Gilleleje mole er temmelig godt placeret på landkortet, ved grænsen mellem Øresund og Kattegat, på spidsen af Sjælland.

I dag er fiskemulighederne stærk begrænsede. Udover de elendige adgangsforhold er der i dag fiskeriforbud i en radius på 500 meter fra havneudløbet. Der er dog én undtagelse. Det er tilladt at fiske med almindelig bundsnøre i fredningsbæltet.

Årsagen til fredningen skyldes, at DTU under elfiskeri har konstateret ½ -års ørredyngel i 3 styk side- sidevandløb til afvandingskanalen Søborg Kanal.

Der er tale om 3 små vandløb, hvori Helsinge og Omegns Sportsfiskerklub gør et stort arbejde for at forbedre forholdene for ørrederne. Stor respekt for dette arbejde!

I bekendtgørelsen for fredningsbælter deler man vandløb op i store og små. Små vandløb er max 2 meter brede i mundingen og er fredet fra den 16/9 til den 15/3. De 3 omtalte vandløb, der her er tale om, er i gennemsnit 1,0 meter brede.

For at udnytte det potentiale Gilleleje mole har, ville jeg ønske, at fredningsbæltet ved Gilleleje mole ændres til at gælde på samme måde som fredningen for de små vandløb.

Hermed kunne der, til stor glæde for en masse lystfiskere, fiskes uden at bekymre sig for lovens lange arm.

En udbygning af Gilleleje molen i stil med molen i Nørre Vorupør, vil være til stor glæde for mange mennesker, inkl. os lystfiskere. Og det er uanset, om der kan ændres i fredningsreglerne.

– Jim Pedersen

ØrredPatruljen GØR en forskel

I mange lystfiskerklubber drøftes det meget om hvordan man får unge ind i klubberne, men også hvad der skal til for at kunne fastholde dem. Rolk havde fornøjelse af at være vært for DSF ved et af deres fællesmøder for formænd på Sjælland i forbindelse med forbundets nye strategi. Her fonemmede man fra en del formænd frustration over vigende medlemstal og specielt det vanskelige i at få unge i klubberne.

Stolt ØrredPatruljemedlem modtager diplom for at have udført et godt og meningsfyldt arbejde for ørreden.
Stolt ØrredPatruljemedlem modtager diplom for at have udført et godt og meningsfyldt arbejde for ørreden.

Mit udgangspunkt for udviklingen af projektet ØrredPatruljen er netop, at vi herigennem kan skabe nyt liv i klubberne og få de unge ud i naturen på en meningsfyldt måde til gavn for alle. Det kan være med til at få flere unge i gang med denne fantastiske sport.

Den 25. april 2015 indviede Rolk Trekroner Bækken, hvor vi havde udlagt mange tons gyde/skjulesten. Her overakte Roskildes Borgmester Joy Mogensen diplomer og bevis til de sidste 2 hold i ØrredPatruljen som derved blev en del af dette fælleskab. De unge får automatisk 1. års gratis medlemskab i ROLK. Ved samme lejlighed satte vi ørredyngel ud fra vores eget klækkeri.

IMG_2954

Siden indvielsen har vi sammen med ØP’erne arbejdet på at forvandle bækken med de golde brinker til en smuk bæk. De unge har ”designet” bækken med skjulesten, udplantning af Vandranunkler, osv. og derved skabt de optimale betingelser for havørredyngel. Kundskaber de har lært gennem projektet ØrredPatruljen, hvor de får 9 timers undervisning i Vandløbet – Havørredens livscyklus – Vandløbsrestaurering.

I sidste uge var der igen ”arbejdsdag” for ØP’erne i Trekroner Bækken, vi skulle tjekke om de fisk vi havde sat ud i foråret havde overlevet. På en strækning på ca. 40-50 m fandt vi ved elfiskeri 26 flotte havørreder, den største på 14 cm, det var fantastisk!

At se den glæde og begejstring der var i alle ØP’ernes øjne, var dagens oplevelse. Her så de at deres arbejde i bækken betyder noget og gør en forskel, at fiskene trives ved de gode skjulesteder og at vi sammen havde skabt et levested for bl.a. havørreder. Det giver mening, ikke kun at snakke om det men at gøre noget og det giver begejstring hos de unge.
ØrredPatruljen er et projekt jeg vil opfordre mange klubber til at gå ind i. I FZ arbejdes der på at få flere kommuner og fiskeklubber ind i projektet, jeg forventer at Kalundborg, Vordingborg og Gribskov er nogle af dem der kommer i gang inden længe. I Rolk har vi budt velkommen til 28 nye unge medlemmer gennem ØP.
Hele ØP projektet er udarbejdet således at klubber, institutioner alle kan komme i gang med projektet. Uddannelsesmaterialet er udviklet så det er let for en person der har lidt biologi erfaring sammen med FZ vandløbsrestaureringskursus kan være instruktør for de unges uddannelse.

Nogle vil spørge – hvordan kommer vi i gang? Det er sikkert besværligt, osv. osv. Men ØP er måske nøglen til at skabe nyt liv i jeres klub? Der er oprettet et ØP sekretariat, hvor I kan få hjælp til næsten alt! Fishing Zealand har sat ØP på næste års budget, det betyder at klubberne ikke skal bekymre sig om økonomien i projektet, det er jo fantastisk!

Læs mere om hele ØrredPatrulje projektet her

Jeg stiller gerne op til møder med klubber der gerne vil i gang, så kontakt mig endelig hvis du har spørgsmål. uffec@rolk.dk eller 40532775. Jeg ser frem til at høre fra dig/jer!

Knæk & bræk

Uffe

TV2 Lorry sætter fokus på bæredygtig lystfisketurisme

Se linket til programmet nedenfor og husk at gå 6 min. ind i indslaget.
Se linket til programmet nedenfor og husk at gå 6 min. ind i indslaget.

I torsdags var jeg en tur på Øresund med skibet Fyrholm og TV2 Lorry for at lave et indslag om lystfisketurisme og bæredygtigt lystfiskeri. Båden var fuld af hollændere, islændinge, tyskere, russere og andre udlændinge, der varmede op til EM i fladfisk, som bliver afholdt på Øresund, og Niels Vestergaard og jeg var med ombord for at filme til et nyt projekt, vi arbejder på kaldet ”Fiskeguiden”. Det skal du nok snart få lov at høre mere om senere. :-)

TV2 Lorry var med, da de havde valgt at sætte fokus på lystfisketurisme i hovedstadsregionen i deres søndagsmagasin. De havde spurgt om, jeg var klar på et interview – og gerne i forbindelse med en fisketur. Og det var jeg jo selvfølgelig. Lidt multitasking med flere kameraer/programmer på en gang var en ny men sjov oplevelse.

Jeg blev interviewet til Lorry om Fishing Zealand og vores arbejde med bæredygtig lystfisketurisme. Vi fik snakket om, hvorfor Øresund er så unikt og anbefalet som en af Danmarks mest attraktive destinationer af Taskforcen for lystfisketurisme og om potentialet i fjorden og i resten af regionen. Fishing Zealands måde at arbejde på blev fremhævet som den rigtige vej – og der var god tid til at snakke om, hvorfor bæredygtighed er så vigtigt et begreb når man taler lystfisketurisme og lystfiskeri generelt. Jeg er rigtig glad og stolt over, at vi i Fishing Zealand får så meget mediefokus, og at den bæredygtige tilgang til lystfisketurismen fremhæves så ofte.

Og ja da, vi fik også fanget en stribe fine flade på turen – men ikke helt så mange som de skrappe EM-deltagere, der i den grad kan deres kram…

I programmet er Fishing Zealand guide og klyngekoordinator Niels Lagergaard også på en tur i Roskilde Fjord med kunder, og Fishing Zealand blogger Allan Lindsay fortæller om Streetfishing og potentialet for endnu mere fiskeri i Hovedstaden.

Men I kan jo selv se hele indslaget.

Tjek “Søndagsmagsinet” online her. (Du skal lige 6 minutter ind i linket)

Premiere på Pike & Fly på Herthadalen

02_Underwater-1

D. 19.november har du muligheden for at komme med til en hyggelig premiere på Niels Vestergaards og min nyeste fiskefilm: ”Pike & Fly”, som bl.a. er filmet rundt omkring på Sjælland – og i flere af Fishing Zealand kommunernes spændende fiskevande.

Skærmbillede 2015-10-22 kl. 10.35.56
Restaurant Herthadalen er kendt for sine fantastisk rammer, faciliteter og madlavning.

Samtidig med filmvisning kan du nyde en dejlig fiskemiddag på den hyggelige Restaurant Herthadalen.

Den atmosfæriske restaurant ligger i den idylliske Ledreborg Skov og er en del af virksomhedssamarbejdet med Fishing Zealand-medlemskommunen, Lejre, der har stor fokus på en grøn politik med fokus på miljø og økologi.

Hele arrangementet koster kun 150,- og udover filmvisning, middag og en dejlig øl fra det lokale Herslev Bryghus, får du et eksemplar af filmen med hjem på DVD.

Filmen er ført i samme stil som Pike Secrets 1&2, men denne gang handler det 100% om geddefluefiskeri. Jeg fremviser teknikker til geddefiskeriet, mens Niels fanger det hele på kamera fra nye vinkler over og under vandet.

12_The Flies
Lars Christian Bendtsen ved mere end de fleste om grej, fluer og teknikker til fluefiskeri efter gedder.

Lars Chr. Bendtsen er også med i filmen og fortæller ikke kun om geddefluer, men om alt hvad du bør vide om stang, fluer, forfang og andet grej. List historisk nørderi bliver det også til.

Inden vi viser filmen, vil Niels og jeg fortælle, hvordan filmen er blevet til og vores oplevelser undervejs. Filmen har været i støbeskeen i lang tid, og vi er begge meget spændte og stolte over at vise resultatet.

Filmen er spækket med actionfyldte scener set fra helt nye vinkler. Poppersektionen har hjertebankende scener, hvor vandet nærmest eksploderer få meter fra min stangtop, og glæden ved denne type fiskeri er ikke til holde tilbage, når der skal fortælles om, hvorfor gedden er min yndlingsfisk.

05 Underwater Popper
I filmen benytter Niels Vestergaard en helt ny Dual Camera-teknik, hvor man ser de voldsomme overfladehug både over under vandet – samtidigt!

I popperscenen ser vi bl.a. også Niels Vestergaards nyeste opfindelse: Dual Camera, der på én og samme tid viser, hvordan gedden hugger over og under vandet. Det giver et helt nyt indblik i, hvordan gedden opfører sig i de kritiske sekunder under hugget. Udover disse unikke vinkler, byder hele filmen på intense hug, tunge fights og en masse flotte stemningsbilleder fra fisketurene.

Der er altså lagt i ovnen til en hyggelig aften på Restaurant Herthadalen med udsigt ud over Knab Sø, og både Niels og jeg glæder os rigtig meget til et hyggeligt arrangement!

Håber vi ses!

– Gordon

Det hele foregår d. 19. november kl 18:00
Slangealléen 1 · 4320 Lejre

Pris: 150,-
Gebyr 15,-

Tilmelding foregår via dette link: FishTrip – Pike & Fly Premiere

Aftenens menu: Grillet Kulmule m. Svampe, rodfrugter kastanje og variation af løg og vilde urter og kraftig ”sows”. Velbekomme!

Giv grej til flygtninge

På Facebook florerede der for en måned siden et skriv fra Røde Kors. Der blev spurgt efter fiskegrej til et asylcenter, i Nykøbing Sjælland, hvor der bor cirka 60 børn og unge. Nu har frivillige indsamlet masser af funktionelt fiskegrej.

Her ses Claus med lidt af grejet. Han var overrasket og glad for det store mænge fiskegrej, som blev samlet ind. Nu skal der fiskes, slutter Claus.
Her ses Claus med lidt af grejet. Han var overrasket og glad for den store mængde fiskegrej, som blev samlet ind. Nu skal der fiskes, slutter Claus.

Efterspørgslen var meget klar. De her børn og unge har brug for udstyr til sjove aktiviteter. Det kunne min makker, Ole, og jeg ikke sidde overhørig, for hvad er sjovere end at fiske?

Derfor valgte vi at starte en indsamling af gear i vores omgangskreds. Mange af os har jo bunker af stænger og andet, der ikke bliver brugt til noget. Hvorfor ikke give det funktionelle grej til nogen, der kan have gavn af det? Det var bare om at få sat fut i netværket, og det gik over al forventning.

Nu har vi så afleveret gearet, og det faldt på et tørt sted. Frivillighedskoordinator på asylcenteret i Nykøbing, Claus Boström-Petersen fortæller, at fisketure skal bruges til at få de mange tanker lidt på afstand.
– Der er børn her på centeret ned til 10-11 år, og de er kommet væk fra deres forældre, og ved ikke om de kan blive i Danmark. Det er selvfølgelig et pres. Alt dette grej og en masse fisketure fremover skal være med til at give dem en pause i bekymringerne.

Grejet er vidt forskelligt, for det er jo kommet fra gemmerne hos 6-8 herlige lystfiskere. Der er mere end 20 stænger til flue, spin og hav. Cirka 25 hjul, der matcher stængerne, og kilovis af endegrej, over 100 fluer, powerbait, liner, makrelforfang, tasker, æsker, medegear osv. Der er dog stadig brug for en hånd. Har du f.eks. en halv eftermiddag til at at lave en fisketur for en gruppe unge i aldersgruppen 11-16 år, så skriv til Claus på cbp@redcross.dk. Det vil blive taget imod med kys hånd, og det er en fed oplevelse at gøre andre glade med lystfiskeri. Vores fantastiske hobby kan give andre glæder, end glæden ved at fange store fisk.