Kategorier

Bloggere

Lystfiskeri på skoleskemaet

Dissektionsøvelser i natur og teknologilokalet

“Lystfiskeri” på skoleskemaet kunne måske lyde som tilgangen til en afslappende og uforpligtende dag i naturen, uden fagligt indhold, men intet kunne faktisk være mere forkert! Fishing Zealand har nemlig lagt sig i selen for at samarbejde med skoler, hvor lystfiskeri og målstyret undervisning kan gå hånd i hånd. 

Stort smil og den første oplevelse med lystfiskeri

I Holbæk Kommune har Fishing Zealand netop afsluttet samarbejdet med en lille landsbyskole i Undløse omkring lystfiskeri. I første omgang var det eleverne i 2.U, der en formiddag fik besøg i faget “natur og teknologi”, hvor klassen i forvejen var startet op på et overordnet emne med “fisk”. Undervisningen blev derfor tilrettelagt med dissektionsøvelser af et par friskfangede hornfisk, som eleverne i små grupper skulle undersøge med skalpel og saks. Mellem de praktiske undersøgelser, blev der undervist i hornfiskens biologi, tilpasning, fødekæder, fødenet og funktionerne af de organer, som eleverne sirligt fik skilt fra hinanden og identificeret. Adskillige af de såkaldte færdigheds- og vidensmål, der knytter sig til faget natur og teknologi blev således indfriet. Inden oprydning og afvaskning af forsøgsudstyret, blev der endvidere talt om lystfiskeri, mens der blev vist forskelligt fiskeudstyr frem. Denne samtale blev samtidig også afsæt for det næste møde med klassen, hvor eleverne selv skulle afsted med fiskestangen

I denne uge forlod 2. U nemlig klasselokalet i to hold og gik turen over til en nærliggende sø, hvor der var opbakning til fisketuren fra en venlig lodsejer og Holbæk og Omegns Lystfiskerforening, som forvalter fiskeretten i søen. Efter en lille gåtur ved søens breder, havde eleverne dannet sig et indtryk af området og kendte nu samtidig også til søens tilblivelse og historie. Herefter var det tid til at kigge nærmere på et par af de fiskearter, som findes i søen. I et lille akvarie blev der således studeret bl.a. skaller og gedder, mens der blev talt om camouflage, fødesøgning og årets “gang” i søen. Eleverne var nysgerrige, stillede spørgsmål og var efterhånden også blevet tændte på at komme i gang med deres eget fiskeri. Med lidt instruktion og medhjælp kastede elverne sig over medefiskeriet, mens der tålmodigt blev ventet på at skallerne viste interesse for de majskorn, der blev brugt som agn.

Der bliver kigget på krebs

De fleste elever fik deres allerførste oplevelse med lystfiskeri og flere var endda så dygtige at overliste et par små skaller i den klarvandede sø. Håndtering og genudsætning af skallerne foregik med største forsigtighed – eleverne vidste jo allerede fra undervisningen, at minimal kontakt med fiskene ville sikre, at deres slimlag ikke blev beskadiget!

Turen blev afsluttet med snak om nedbryderkæder, mens der blev fremvist et par fine krebs fra søen – en dyreart, som de fleste elever iøvrigt ikke havde set nogensinde. Kort efter var det en flok smilende elever, der begav sig på vej tilbage mod skolen. Elever, der ikke blot havde haft en god dag, men samtidig lært en masse, samtidig med at de havde en fiskestang i hånden. Også lærerne udtrykte sig positivt om forløbet, hvor flere vigtige mål fra læseplanen nu var blevet krydset af.

 

Den ene halvdel af eleverne fra 2.U i Undløse

I det nye Fishing Zealand Magazine #2 kan du læse mere om “Lystfiskeri på skoleskemaet“. Kender du samtidig en klasse i en Fishing Zealand kommune, der kunne have glæde af en dag med læring og fiskeri, så kontakt gerne Henrik Larsen, der planlægger og varetager undervisningen.

Apps og online undervisningsportaler er godt, men der er intet, der kan slå den ægte vare – her bliver alle sanserne stimuleret i læringsaktiviteterne!

Ny film: Sådan får du solen til at skinne i Lejre

Få inspiration til smagen af Lejre med den nye film om fiskeretten: ’Sol over Lejre’.

Det handler ikke kun om gode, lokale og økologiske råvarer, når retten ’Sol over Lejre’ skal tilberedes. Vigtigt er også tålmodighed, samvær med familie og venner, samt ophold i smukke omgivelser – fx i Nationalpark Skjoldungernes Land.

Når alt det er på plads, skal linen kastes ud og hornfiskene fanges – for netop hornfisk er hovedingrediensen i Lejres ny egnsret, som nu præsenteres i en lille film, der viser lidt af alt det, Lejre har at byde på.

Smørrebrød illustrerer Lejre-livet

’Sol over Lejre’ er Lejres lokale version af ’Sol over Gudhjem’. Retten består af røgede hornfisk fra fjorden placeret på økologisk rugbrød og toppet med økologiske purløg, radiser og æggeblomme. Vigtigt er også, at der til retten serveres en økologisk øl eller øko-æblemost – selvfølgelig fra Lejre. Bag den nye film er fiskefilmsproducenten Niels Vestergaard samt Gordon P. Henriksen, der er lokal lystfisker, selvstændig fiskeformidler samt formand for nationalparkrådet i Nationalpark Skjoldungernes Land. For Gordon er retten symbolet på det, der gør Lejre og omegn til et særligt sted. “Retten og denne lille film viser lidt af alt det frem, vi er stolte af i Lejre: Lokale, økologiske råvarer, naturen, friluftslivet og muligheden for at dyrke alt det, vi elsker lige her”, fortæller Gordon. “Og det ville vi bare gerne vise frem med en lille hyggelig film, som vi håber, at folk synes om og vil dele på de sociale medier”.

Ret opfundet til fiske-arrangement i Gershøj

Gordon P. Henriksen står bag denne egnsret, og han fortæller at idéen til retten stammer fra et arrangement, som han afholdt for Fishing Zealand i samarbejde med Gershøj Fritidsfiskerforening. “Vi opfandt retten i forbindelse med en event på Gershøj Havn. To år i træk samlede vi omkring 500 mennesker, fangede hornfisk og tilberedte dem med alle de her lokale, økologiske råvarer samtidig med vi fortalte og formidlede om livet i og omkring fjorden”, fortæller Gordon P. Henriksen.

Gordon har også haft Lejre Kommunalbestyrelse med på fisketur ved Munkholmbroen, hvor retten blev prøvet af – og nu er det netop Lejre Kommune, der sammen med Nationalpark Skjoldungernes Land har finansieret filmen, der for alvor cementerer Lejre-ånden i det særlige stykke smørrebrød.

Makrel kan erstatte hornfisk

Hornfisken, som er hovedingrediensen i ’Sol over Lejre’, er primært i Roskilde Fjord i maj. Når fiskene er færdige med at gyde på de lave dybder, trækker de igen ud af fjorden mod dybere vand. “Hornfisken er nem at fange for begyndere, og derfor er den oplagt, hvis man vil stifte bekendtskab med lystfiskeri”, siger Gordon P. Henriksen, som mener, at det stadig er muligt at fange en hornfisk, selvom de fleste nu har forladt fjorden.

Der er dog andre fisk i fjorden og afslutningen på hornfisk-sæsonen er ikke afslutningen på ’Sol over Lejre’. “Lige nu er det makrelsæson, og dem kan man fange helt til slut september – så man kan snyde lidt og bruge makrel i stedet for hornfisk”, fortæller Gordon P. Henriksen og røber, at hullet i Herslev er en super makrelplads.

Hullet i Herslev ligger vest for Herslev Havn på strækket ud mod Lejre Vig rundingen. Hullet er 31 meter dybt og Roskilde Fjords dybeste sted.

Den nye Sol over Lejre filmen kan ses her.

En håndsrækning til Viby Å

Viby Å for feinschmeckere!

I sidste uge blev der gået til den i Viby Å i Roskilde Kommune med udlægning af mere end 50 tons gydegrus, 10 tons skjulesten, samt et par håndfulde metersten til forbedring af miljøforholdene på en strækning af åen gennem Viby og Dåstrup.

Udover de mange kubikmeter sten har Roskilde Kommune, også gravet et sandfang opstrøms for projektstrækningen for at få bugt med den sedimenttransport, der hærger så mange sjællandske vandløb.

Projektet er udført af Roskilde Kommune og vil i den grad forbedre forholdene for både fisk og invertebrater i denne øverste gren af Langvad Å-systemet, der munder ud i Roskilde Fjord.

Viby Å, -Kim, Jon og i baggrunden Torben i gang med en gydebanke

Under udførelsen af projektet har entreprenøren gjort sig meget umage med at passe på den naturlige vegetation i åen, og derfor vokser både flydende vandaks og vandstjerne frejdigt videre efter restaureringen. Det er godt, og projektstrækningen vil derfor meget hurtigt ”ligne sig selv” igen. Ikke mindst til glæde for borgerne i Viby og Dåstrup, der bruger parken på østsiden af åen til rekreative formål og for Dåstrup Skole, der har arealer ned til åen på vestsiden.

Et fantastisk fint projekt fra Roskilde Kommunes miljøafdeling!

Jeg har været heldig at deltage i flere møder vedrørende projektet igennem det seneste års tid. Derfor har det været naturligt, at Den sjællandske Grusbande skulle deltage som samarbejdspartner på projektet.

Jesper Kirkegaard fra HedeDanmark og jeg, mødtes derfor inden projektet for at lave aftaler om Grusbandens deltagelse. Vi skulle rette gydegruset til.

Sikke en fornøjelse, at få lov til at ”skumme fløden” og blot udføre arbejdet for feinschmeckeri!

Vi mødtes derfor, -en halv snes interesserede, inklusiv Roskilde Kommune, folkene fra ”Foreningen til ophjælpning af fiskeriet i Roskilde Fjord” -Kim, Torben og Jon, foruden lokale borgere fra Viby og jeg, fredag aften klokken 19.00 for at lægge sidste hånd på projektet.

Vi skulle rette et par af gydebankerne til.

Nice ’n easy, -det må man sige. Kanon hyggeligt!

Viby Å, og så blev der snakket med latter og spas.

Efter halvanden times snak, latter og lidt gydegrus at rive i, kunne vi meget tilfredse kigge projektet an.

Det så fantastisk ud, og ikke mindst Roskilde Kommune, der jo er en del af Fishing Zealand, kan med rette være stolte af projektet, der forventes at blive officielt indviet efter sommerferien ved et arrangement, hvor også vi i Grusbanden vil deltage.

Da vi sagde farvel til hinanden, gav Kim, Torben og Jon løfter om, at de vil bruge lidt lokale ørreder fra klækkeriet til udsætning i Viby Å på projektstrækningen således, at vi kan booste ørredbestanden lidt, når nu miljøforholdene er forbedrede i en sådan grad, at der både er skjul og føde nok.

Ikke mindst på baggrund af, at Roskilde Kommune i fremtiden vil vedligeholde strækningen manuelt, og dermed kan bevare den gode variation, -og måske specielt når det gælder vandplanterne.

Da jeg kørte hjem med solnedgangen i øjnene, tog jeg mig selv i, at sidde i bilen og synge med på ”Thunderstruck” med AC/DC af lutter glæde over endnu et udført restaureringsprojekt.

Tak til Roskilde Kommune!

 

Bandeleder, Rune Hylby.

En meget hot date i Hulebækken

Christa og Henrik hjælpes ad med endnu et læs gydegrus.

Da vi mødtes ved Hovedvejen 105 syd for Tappernøje i 28 graders varme lørdag formiddag i begyndelsen af juni, var vi godt klar over, det blev en varm dag. ”Nede i gryden”, hvor det lille tilløb til Hulebækken rislede sporadisk mellem stenene, var der omend endnu varmere, og de 18-20 tons gydegrus syntes uoverskueligt tunge at lægge i vandløbet.

Vi lagde ud med en kort præsentation af bandemedlemmerne, Næstved Kommune, lodsejeren, samt undertegnede. Så langt, -så godt.

Det var umenneskeligt varmt nede i dalen. Simon, Christa og lodsejeren Steen skovler grus.

Vi splittede os op i to hold og gik i gang med krum hals. Projektet var lavet af Iben Buhl, imens hun var under uddannelse til Jordbrugstekniker i Næstved Kommune. Nu skulle det udføres, og Den sjællandske Grusbande stillede naturligvis op til dette flotte projekt, der vil give ørrederne i Hulebækken bedre muligheder for at gyde.

Hulebækken løber til Præstø Fjord, og projektet vil dermed forbedre, ikke blot  gydeforholdene for fjordens ørreder, men også fiskeriet i fjorden.

Iben Buhl var naturligvis også mødt op sammen med en håndfuld studiekammerater. Næstved Kommune var repræsenteret af Palle Myssen, som også var mødt op, -og endda sammen med sin kone. Desuden deltog Torben Thinggaard fra det jyske hovedland.

Pauser ad libitum, det var varmt.

Torben er én af Danmarks Sportsfiskerforbunds instruktører i vandløbsrestaurering og var kørt fra Vestjylland tidlig lørdag morgen for at støtte op om Den sjællandske Grusbandes arbejde. Det er vi både glade for og stolte af. I alt var vi tolv mand (og koner).

Efterhånden som vi fik arbejdet os ned i bunkerne af gydegrus, og lagt det i vandløbet, blev moralen styrket af de mange dråber køligt postevand, vi skyllede ned undervejs.

Kage og cola gav blot yderligere moral og efter intense, hotte timer kunne vi efterhånden skimte lyset for enden af tunnelen.

Det var meget varmt, og vi kunne alle blive enige om, at dagen havde været mere behagelig at tilbringe ved stranden med kolde drinks og badenymfer. Til gengæld kunne vi efter fire timers ”hard ’n hot work” sætte os langs vandløbet og nyde synet af en halv snes nye gydebanker, der skal gøre gavn til vinter, når ørrederne trækker op på bankerne for at gyde.

Pause og klap på skulderen langs vandløbet.

Ørreder er der allerede i dette lille vandløb, for der blev gydt under vinterens store vandmasser. Det ved vi, for Danmarks Sportsfiskerforbunds koordinator for Natur og miljøtemaet i det sydsjællandske, Christian Skotte, havde talt lidt mere end en håndfuld gydegravninger i den smule gydegrus, der var naturligt i vandløbet.

Og imens vi holdt én af de utallige drikkepauser, så vi myriader af gammarus og andre små invertebrater, der sikrer, at de små ørreder hurtigt kan vokse sig store og parate til nye eventyr.

Vi sluttede dagen af med at klappe hinanden på skuldrene, og nyde en slåensnaps, som Iben havde med for at fejre, at hendes flotte projekt nu var udført.

Gydegruset ligger nu i vandløbet og venter kun på, at blive brugt til vinter. Mon ikke, vi til den tid har lyst til at kigge forbi, -sammen med lodsejeren, der syntes det var meget spændende og i øvrigt selv deltog undervejs.

 

Bandeleder, Rune Hylby.