På Folkemøde Møn var et stort gennemgående tema i år: beskyttelse og genoprettelse af havmiljøet. Fishing Zealand var inviteret med i Lokalforum Vordingborgs stand for at udbrede budskabet om, hvad der lever under vandspejlet.
Hvordan er det nemmest at formidle? – Ved et stort bassin med sand, sten, vandplanter, smådyr og fisk. Meningen var, at tilskuerne blev inddraget i processen med at opbygge stenrev, tangskove og andre habitater, som findes i de kystnære farvande. Efter et flot stykke arbejde og en del ny viden, kunne tilskuerne herefter introducere fisk og smådyr i bassinet.
For at skaffe fisk og smådyr til bassinet, var Fishing Zealand taget til Ulvshale med waders og net. Fiskearterne bestod af tangnål, kutlinger og små fladfisk. Hundestejlerne var alt for hurtige til at kunne blive fanget med et net. Ligeledes blev der høstet rejer, tanglopper og vandmænd.
Hands On tilgangen viste sig at være en lukrativ måde at kommunikere på – især til børn.
Fishing Zealand var glade for at være inviteret, da genopretning og beskyttelse af vandmiljøer er noget vi brænder for.
Traditionen tro blev der afholdt gratis sommerferiefiskeri for skolebørn i Skolesøen i Hvalsø i Lejre Kommune.
Vejrguderne havde lagt op til en dag iført regntøj, men det afholdt ikke ca. 20 børn i at møde op for at prøve kræfter med søens fisk. Det var især de bomstærke karper der stod på ønskelisten.
Som dagen skred frem blev der fanget en del skaller og enkelte små karper. I sidste time lykkedes det dog flere børn at overliste de lidt større karper, som svømmer rundt i søen.
Det var en rigtig dejlig fiskedag hvor flere børn overlistede deres allerførste fisk.
Der var stor interesse for bestandsanalysen, der blev udført ved hjælp af elektrofiskeri. Særligt den smukke suder vakte begejstring. Det er ikke mange, -udover medefiskere, der kender denne mytiske fisk med de røde øjne. Det gør folkene fra Rambøll nu. (Foto taget af Ásta Soffía Pétursdóttir)
I torsdags tog vi hul på første delstrækning af en større restaurering af Langvad Å helt oppe i den øverste spids af dette vel-forgrenede vandløbs-system, der løber til Roskilde Fjord. Projektet har været længe undervejs, idet selve godkendelsen allerede faldt på plads i sensommeren sidste år, -blot med den lille detalje, at dispensationen fra Naturbeskyttelsesloven §3, endnu ikke var på plads.
Det faldt i hak for et par uger siden, og dermed kunne vi kaste os over projektet. Med ”vi” menes ”Foreningen til ophjælpning af fiskeriet i Roskilde Fjord” og Den sjællandske Grusbande, Fishing Zealand.
Kim Lund Jørgensen og Torben Trampe fra ”Foreningen med det lange navn” indvilligede i, at tale med lodsejerne således, at vi kunne komme i gang med projektet så hurtigt som muligt. Det var en ”formsag”, men skyldes i høj grad, at Kim og Torben allerede havde gjort en kæmpe indsats og havde allerede sidste år, inddraget lodsejerne. Derefter havde jeg en snak med selvsamme lodsejere ad flere omgange for at lave de sidste aftaler omkring kørselsforhold, hegn og folde, og det faktum, at der skulle komme en 35 tons tung lastbil og læsse sten og gydesubstrat af i forbindelse med projektet.
Der blev i den grad gået til stålet af de gæve folk fra Rambøll. Her er jeg sammen med Vera og Oliver i gang med at rette den ene gydebanke til således, at den fremover vil fremstå yderst attraktiv for Langvad Å-ørrederne på gydevandring. (Foto af Ásta Soffía Pétursdóttir).
Lodsejeren på denne første delstrækning var nærmest overstrømmende positiv (hvilket de øvrige lodsejere på hele projektstrækningen også er det), og glædede sig umådeligt meget til at ”det skete gode ting i åen”. De går ofte aftentur langs åen og nyder naturen i dette hjørne af Langvad Å-systemet i fulde drag, -insekterne svirrer i luften, frøerne trives fantastisk og de græssende højlands-kvier i folden langs åen, er i den grad med til at skabe gunstige forhold for nogle af de dyr og planter, vi gerne vil værne om.
For blot at nævne en enkelt lille detalje omkring denne natur-foldighed, var der to rå-bukke, der prøvede kræfter på marken ved siden af, imens en rørhøg patruljerede langs vandløbet, da jeg var på besøg hos lodsejeren i søndags.
Mandag dukkede vognmanden nemlig op med først 15 tons gydesubstrat og om onsdagen returnerede han med ikke mindre end 60 tons sten til skjul og brinksikring.
I alt blev der til denne delstrækning leveret 75 tons sten og gydesubstrat, som skulle lægges i vandløbet allerede dagen efter, -i torsdags.
Jeg havde nemlig lavet aftale med Rambøll om at dukke op med en flok medarbejdere, der ”var blevet fritstillet” under virksomhedens ”Impact Week” (læs opslaget fra sidste år: https://www.ramboll.com/da-dk/nyheder/kaere-leder-vi-vil-inddrages-i-den-gronne-omstilling). Det er nemlig således, at Rambøll gerne vil deltage med ansvarlighed overfor det omkringliggende samfund, -også kaldet CSR (Corporate Social Responsibility).
Man har lov til at være både stolt og glad, når man har lavet den flotteste gydebanke. Vera og Oliver synes i hvert fald at være ganske godt tilfredse med den gydebanke, vi lavede sammen, -og jeg er ganske enig. Den blev fantastisk.
Sidste år stillede de med 13 mand m/k og knoklede på, -en hel dag i Daruprenden og i øvrigt i et multikulturelt fællesskab, hvor (selv jeg) snakkede engelsk hele dagen, da medarbejderne kommer fra mange forskellige lande.
Emil Harbo Falkenhard, der er uddannet Cand.merc. og sidder som ansvarlig for denne ”Impact Week” for afdelingen, Management Consulting, kontaktede mig derfor i foråret for at høre, om vi kunne arrangere endnu en dag sammen i 2024, da sidste år havde været en fantastisk god oplevelse for Rambøll og naturligvis også for os, i Grusbanden. Det kunne vi med garanti, for netop projektet i Langvad Å, var optimalt for både dem og for os. Store sten, en god delstrækning og ikke langt fra København. Emil og jeg har derfor løbende været i kontakt og derfor var det med store smil og genkendelsens glæde, Kim Lund Jørgensen og jeg, kunne tage imod 8 friske Rambøll-folk i torsdags til en gang restaurerings-dag langs Langvad Å.
Halvdelen af stenene lå allerede langs vandløbet og der var forlods lagt 5×3 tons gydesubstrat i vandløbet til etablering af 3 fine gydebanker. Men inden vi kastede os over sten og gydebanker, var det vigtigt at foretage en bestandsanalyse for at have en reference til projektets effekt, når vi nu i løbet af efteråret, er færdige med restaureringen på denne delstrækning. Derfor var det på sin plads lige at præsentere projektet, ligeledes Grusbandens store indsats både her, der og alle vegne, samt give Rambøll-folkene en introduktion til elektrofiskeriet.
Lodsejeren dukkede også op, og faldt øjeblikkeligt ind i fællesskabet og den hyggelige stemning med sit smittende dejlige humør og tilgang til vores forehavende. Det er i høj grad den slags samarbejde, der gør det både sjovt og hyggeligt at lave projekter med mange ”spillere på banen”. Både Charlotte og Peer er dejlige at være sammen med og ualmindeligt positive lodsejere.
Vi fangede ikke nogen ørreder under bestandsanalysen, men der var dog både ål, aborre, suder og en enkelt gedde, der måtte en tur i ”baljen” for at blive registreret. Særligt suderne blev studeret, for det er jo en fisk, ikke mange andre end lystfiskere med hang til medefiskeri kender. Derefter gik vi i krig med river for at rette gydebankerne til, så de fik den rette hældning og udformning således, at også ørrederne synes om dem.
Frokost i det grønne er noget ganske særligt. Specielt når åen i baggrunden er begyndt at risle med sin særegne klukkende lyd hen over gydebankerne. Emil havde igen i år sørget for både gode bagels, samt drikkevarer ad libitum. Stenene, som Ásta fra Island og Emil sidder på, blev lagt i åen efter frokost.
Rambøll-folkene gjorde det fantastisk og efter blot en lille time, havde vi rettet gydebankerne til og vandet rislede hen over ”dansegulvet” af sten i valnøddestørrelse.
Jeg havde taget Vera, Oliver og Swan under armen til én af gydebankerne. Swan tog sig kærligt af et par stammer i vandløbet, imens vi andre rettede gydebanken til. Vera og Oliver gjorde det fantastisk og jeg lover jer, at gydebanken blev perfekt. Her vil ørrederne til vinter baske med halen og lægge æg til fremtidens ørredbestand i Langvad Å-systemet.
Frokost i det grønne efterfølgende, idet Emil havde taget lækre bagels med og drikkevarer ad libitum. Her gik snakken (stadig på engelsk) og der er ikke mange ting her i verden, der helt kan måle sig med det fællesskab og den samhørighed man føler, når man sidder langs åen og spiser frokost sammen. Derefter knoklede vi et par timer med at lægge stenene i åen. Det blev til knapt 30 tons sten, idet de sidste 30 tons ikke kunne køres helt ned til åen i onsdags, da det regnede for meget. Men halvdelen af de 60 tons sten blev lagt i vandløbet på den 300 meter lange delstrækning. Hold op, hvor blev det godt og allerede efter få minutter, kunne vi konstatere, at Langvad Å nu igen begyndte at finde nye og kraftigere strømme ned ad bakke mod Roskilde Fjord. Der skal blot få sten til, så kan man tydeligt se, hvordan strømmen ændrer sig til det bedre.
Aham fra Pakistan, Swan fra Frankrig og Kim fra ”Foreningen med det lange navn” måtte holde for med waders nede i åen med at lægge stenene til rette. Vi andre trillede dem i, hvorefter de tre måtte knokle. Men at dømme på deres ansigtsudtryk, var det vist helt okay. Store sten giver de bredeste smil.
Både Kim og jeg blev, -som de ”gamle garvede restaurerings-gubbar”- noget imponerede over, at vi allerede efter et par timer blev færdige. Kanon indsats af de unge Rambøll-folk. Derefter ryddede vi op efter os, og aftalte at køre omkring Daruprenden på hjemvejen således, at Rafael og Emil, -der begge deltog sidste år, kunne se det projekt, de havde været med til at udføre sidste år.
Fremme ved Daruprenden kunne vi alle glæde os over resultatet af projektet, idet de gydebanker og de skjulesten vi havde lagt ud, så aldeles fantastisk ud i det lille vandløb. Vandet rislede stadig hen over gydebankerne og det mest iøjenfaldende var, at bunden var blevet skyllet ren for sand og slam. Der var stenet og gruset bund mellem de store skjulesten, der var blevet lagt ud af Rambøll sidste år.
Se, -det er ikke raket-videnskab, det er blot godt arbejde og et godt projekt.
Kim og jeg sagde derefter pænt farvel til Emil, Vera, Àsta, Oliver, Regin, Rafael, Aham og Swan med løftet om, at vi igen i 2025 igen skal samarbejde om et projekt til glæde for både natur og fællesskab.
Til slut en særlig tak til lodsejerne, Charlotte og Peer, samt Emil fra Rambøll, -I er årsagen til, Kim og jeg kørte hjem med et stort smil på læben.
Fællesfoto, hvor alle torsdagens deltagere blev foreviget. Det er islandske Ásta Soffía Pétursdóttir (også fra Rambøll), der har taget billedet. Fra venstre øverst er det, Charlotte (lodsejer), Aham, Kim (Langvadforeningen), Oliver, Rafael og Swan. Forrest fra venstre er det, mig, Vera, Emil og Regin. Vi kan alle være mega stolte over dagens indsats, hvor der i alt blev lagt 45 tons sten og gydesubstrat i Langvad Å. (Foto af Ásta Soffía Pétursdóttir)
Det færdige billede fra Norman inden afsendelse fra Idaho. Jeg er lykkelig for maleriet, motivet, -både i direkte og indirekte forstand. Tak, Norman.
Dette blogindlæg tager egentlig sin begyndelse længe før Den sjællandske Grusbande blev opfundet. Ikke desto mindre er det en hyldest til alle jer frivillige, til mig og til alle vores samarbejdspartnere, der gør en kæmpe indsats i Grusbanden. En hyldest, der ad snørklede veje begynder ”i de gode gamle dage” det Herrens år 2006.
Jeg var, hvor utroligt det end lyder, noget yngre end i dag (!!!!!) og det var min kone og børn også. Men også dengang var vi eventyrlystne og havde byttet hus med to familier fra USA, hvilket vi havde gjort både før og siden med andre husejere ude i den store verden.
De boede i vores hus i Tølløse, -dog ikke samtidig, og vi boede i deres huse. Det ene hus var i Boise, Idaho og det andet var i San Francisco, Californien.
Nærbillede af den flotte havørred, der nu for anden gang er blevet portrætteret……både på foto og på maleri!
Arrangementet gjorde, at vi kunne holde ferie en hel måned i USA og stadig have råd til afdrag på hus, bil, skole og alle de andre kedelige hverdagsudgifter. Men den helt store fordel ved ”Home-Exchange” er, at man jo havner i det lokale kvarter, hvor man pludselig er nabo med de mennesker, der kender alle, ved hvor man skal spise, hvilke forretninger man skal handle i, og megen anden god lokal viden.
Da jeg er født nysgerrig, tog jeg en flaske vin under armen og ringede på hos vores ”nye” naboer en af de første dage, vi boede i Boise.
”Goddag, -jeg hedder Rune og kommer fra Danmark. Min familie og jeg er jeres nye naboer de næste uger”!!! Vores nye naboer viste sig at være Maryann og Norman Nelson. Norman er naturfotograf, kunstmaler, forfatter og frem for alt, friluftsmenneske.
Martin Kielland tog original-billedet af den havørred, som Norman endte med at vælge som det bedste motiv for maleriet. Billedet blev taget en sen nattetime i Elverdamsåen, da Martin og jeg for år tilbage var på ”havørredsafari”!!!! (foto af Martin Kielland).
Det havde han ikke fra fremmede, idet Normans far, Morley Nelson var en berømt Disney-fotograf, der har været med til at etablere et center for truede rovfugle i Boise. Han var ekspert i rovfugle og lavede blandt andet en Disney-film om en hvid vandrefalk. Vandrefalken var ved at uddø i USA pga. DDT og bestanden var nede på sølle 22 fugle. Centret blev derfor etableret med det formål, at opdrætte og derefter genudsætte vandrefalke. Birds of Prey-centeret ligger der endnu, og vi var naturligvis også på besøg.
Normans far, Morley er for længst død, men til ære for hans store arbejde for rovfugle, blev et stort beskyttet område syd for Boise, omdøbt af præsident Barack Obama i 2009 til ”Morley Nelson Snake River Birds of Prey National Conservation Area” (https://en.wikipedia.org/wiki/Morley_Nelson).
Mere end flere gange over de tre uger, besøgte vi Maryann og Norman og ligeledes omvendt. Vi havde det hyggeligt sammen, talte om forskelle mellem det amerikanske samfund vs. det danske, talte om naturen, miljø og alle de andre spændende ting, man kan tale om, når man bor på hver sit kontinent.
Da vores veje skiltes og vi rejste videre til San Francisco, måtte vi -no matter what- købe et meget fint lille oliemaleri, som Norman havde malet i Sawtooth Mountain i Idaho, hvor vi blandt andet var på Horseback-riding.
Norman i de rette omgivelser med lærred, pensel og højt til loftet i Rocky Mountain nord for Boise. Oplevelserne, bjergene, lyset, floderne, skovene og hele stemningen i dette hjørne af USA, står for både jeg og min familie som noget af det smukkeste, vi nogensinde har oplevet.
Lyset i bjergene er så betagende smukt, floderne ligeså og ikke mindst de fantastisk smukke tinder, der knejser mod den ”Rocky-Mountainske” himmel.
Idaho er ved Gud et pragtfuldt sted, og jeg har lige siden, haft et stort ønske om at vende tilbage. Sagen er også den, at Norman og jeg har holdt fast i vores oversøiske venskab lige siden. På mail, på Facebook, og ikke mindst, når Norman har udstillet sine malerier.
Jeg er vild med Normans billeder (https://www.normannelsonarts.com/). Omvendt har Norman været betaget af de flotte fisk, jeg har fanget i tidens løb og ikke mindst, arbejdet med at restaurere vandløbene og gøre en særlig indsats for ørrederne i de sjællandske vandløb. Norman har derfor siden starten af Grusbanden, kommenteret opslag, anerkendt vores indsats og i det hele taget har han fulgt med på sidelinjen.
Han har, -so to speak, været vores største amerikanske heppekor (skarpt forfulgt de senere år af Douglas Ray, der jo selv er amerikaner og aktiv i Grusbanden). Derfor tilbød Norman i dette forår at male et maleri af én af mine fisk i respekt for mit (og jeres) arbejde i Grusbanden!!!
Ja tak!!!!
Norman med en kongeørn på armen i The World Center for Birds of Prey i Boise, Idaho, som Normans far Morley Nelson var en af initiativtagerne til, da bestanden af vandrefalke i USA var kritisk lav med kun 22 par. Her opdrætter man stadig rovfugle for at sætte dem tilbage i naturen.
Jeg sendte derfor en snes billeder af mine fisk til Norman, der herefter valgte ét ud, som han syntes, gav bedst mening og som passede i farver og motiv.
Valget faldt på en fisk, som havde en særlig historie. Det var en fisk, der blev fotograferet af Martin Kielland i Elverdamsåen en sen aften omkring midnat for nogle år siden, da Martin og jeg var ude for at fotografere havørreder på gydebankerne i yngledragt og under vandet. Den vejede omkring 6-7 kg og stod ”lænet” op af en række sten ved Taderød Bæks udløb i Elverdamsåen.
Martin og jeg brugte adskillige timer den vinter ved Elverdamsåen, -jeg havde lokalkendskabet, når havørrederne stod massivt på gydebankerne og Martin havde grejet til at fotografere dem.
De billeder Martin tog, blev siden ”bog-ført” og han udgav bogen ”Livet under overfladen” sammen med et par andre undervandsfotografer. Undervejs i ”maleri-processen” havde Norman og jeg daglige samtaler på messenger og jeg fulgte nysgerrigt med i maleriet. -Og en skønne dag var det færdigt, skulle lige tørre og var derefter klar til afsendelse fra Boise, Idaho til Snekkerup, Jystrup.
Jeg ventede og ventede…….!
Endelig, små tre uger efter Norman havde sendt billedet fra Idaho, kunne jeg hente det efter en runde hos toldmyndighederne. Hold op, hvor var det godt, og straks kørte jeg til Roskilde for at få det indrammet hos Karl E.
Det endelige resultat af maleri, indramning og den særlige historie omkring motivet, -både i direkte forstand, men også i overført betydning, er jeg bare lykkelig for.
Registrering af gydegravninger på projektstrækningen varetager de frivillige fra Halleby Å Sammenslutningen og er et fantastisk godt redskab til at bedømme, om det giver mening at kigge med ”restaureringsbrillerne” på en vandløbsstrækning.
Første gang jeg for alvor stiftede bekendtskab med Reerslev Møllerende var i august 2021, hvor vandløbsmedarbejderne fra Kalundborg Kommune og jeg, var på besigtigelse med elektrofiske-udstyret for at kigge på bestanden af ørreder i det lille tilløb til Hallebyåen.
Vi ville gerne kigge på en strækning, hvor lodsejeren var meget positiv overfor at skulle lave et projekt med sten og gydesubstrat. Samtidig ville vi også kigge på vedligeholdelsen, da strækningen var blevet vedligeholdt med den meget elskede, -og hadede……… pincet!
Vedligeholdelsen af det lille vandløb med pincet, var ikke en fremtidig farbar vej at gå, kunne vi hurtigt konstatere, da pincetten havde taget en masse egnet gydesubstrat med i købet! Det var altså ”no go”. Til gengæld blev både jeg og vandløbsfolkene glædeligt overraskede over ørredtæthederne i det lille vandløb.
Der var ørreder, -men dog langt fra God Økologisk Tilstand. 32 stk. ørreder pr 100 m² vandløbsbund. Bestemt ikke prangende, men dog en bestand, der i DTU-termer kan karakteriseres som ”ringe”.
Du kan se et klip fra bestandsanalysen her:
Reerslev Møllerende er dog, trods de sparsomme forekomster af ørreder, et af de få vandløb i Hallebyå-systemet, der rent faktisk har en rimelig ørredbestand og med årlige yngelforekomster. Der er tillige en ganske fornuftig gydning i Reerslev Møllerende, hvilket de frivillige fra Halleby Å Sammenslutningens årlige registreringer af gydegravninger, vidner om. Således er der blevet registreret gydegravninger i en lang årrække og det er dermed ikke manglende gydebestand, det skorter med (se tabel).
Problemet for vandløbet er manglende overlevelse af ynglen og ligeså mangel på skjul og andre miljømæssige ”goder” for de små ørreder, når de (om Gud vil), klækker på gydebankerne. For netop ørrederne i Reerslev Møllerende er værd at give en ekstra hånd.
Dels er ørredbestanden i Halleby Å-systemet voldsomt presset og dels er der faktisk potentiale til, at netop ørrederne i Reerslev Møllerende kan klare sig, hvis de blot får et lille skub i den rigtige retning. Derfor var jeg på besøg med ”restaureringsbrillerne” på i vinteren 2022-23 for netop at kigge på et sted, hvor det ville give god mening at restaurere en strækning. Det var sammen med både Kalundborg Kommune, lodsejere og med frivillige fra Halleby Å Sammenslutningen.
Et blik på projektstrækningen og med en masse potentiale. Her er et fint fald og strækningen vil bestemt kunne leve op til miljømålet med enkle midler. Variation, variation og atter variation.
Alle var enige om, at vi skulle stikke hovederne sammen og få lavet et godt projekt således, at bestanden ville blive boostet til glæde for ikke blot miljømålet, God Økologisk Tilstand, men i høj grad også for lystfiskerne i et vandløb, der løber til Storebælt.
Derfor gik jeg i gang med at planlægge et større projekt med udlægning af både gydesubstrat, sten til sikring af brink og skjul, samt udlægning af ”dødt ved”. Samtidig indlagde vi beplantning af projektstrækningen med elletræer og tillige enkeltstående træer på banketten således, at hele miljøet omkring projektet, blev forbedret.
Projekter med øje for biodiversiteten ikke blot i vandløbet, men også på brinken er bare sjovere og mere værdifulde at kaste sig over.
Strækningen er på knapt 600 meter og strækker sig fra Løjesmølle og næsten ned til udløbet i Hallebyåen.
Det sidste stykke ned mod Hallebyåen vil jeg ikke pille ved, da det er et §2000 område, med dertil særlige krav til sagsbehandling mm.
Projektet blev godkendt allerede i 2023, men vi manglede finansiering af materialerne.
Kalundborg Kommune havde allerede inden planlægningen tilkendegivet, at man ville finde penge til beplantningen. Nu manglede jeg blot finansiering af sten og gydesubstrat. Det var dog også den nette sum af 37.000.- kr. Dem har jeg fundet ved at konvertere penge fra udsætning af ørreder i Isefjorden til restaureringsprojekter i nærområdet, idet folkene i Isefjorden har droslet ned på udsætningerne, hvorved der er lidt penge i overskud til andre formål.
Således kan jeg bruge lidt penge fra dette område til at forbedre andre områder i nærheden. Det giver forbandet god mening, da fiskene jo ikke kender kommune-grænser så snart de vandrer ud i havet.
Der er med andre ord flere, der får glæde af de midler, der ikke (alle sammen) bliver brugt i Isefjorden. Derfor har jeg fået grønt lys til projektet, der nu kan udføres og give Reerslev Møllerende en tiltrængt hånd.
Der er enkelte gydebanker på projektstrækningen og som man kan se på billedet, -bliver de også brugt. Det er et godt tegn.
Vi skal rette gydebankerne til, og vi skal lægge skjulestenene til rette, samt tage hånd om ”dødt ved”. Træerne skal plantes senere på året, da jorden er alt for tør lige nu.
Projektet udføres lørdag den 31. august i et større samarbejde mellem lodsejere, Kalundborg Kommune, samt naturligvis Halleby Å Sammenslutningen og Den sjællandske Grusbande.
Et mega fedt firkløver, der kun mangler opbakning fra dig også!!!!
Du kan derfor være med til at sikre en vel-producerende ørredbestand på en rigtig lang strækning af Reerslev Møllerende.
Du kan melde dig til projektet ved at skrive en sms til bandeleder, Rune Hylby på nummer: 2536 4280, eller ved at sende en mail til adressen: runehylby@gmail.com.
Du kan også tilmelde dig ved at skrive i ”kommertar-feltet” på Facebooksiden: Den sjællandske Grusbande, når projektet offentliggøres på denne side.
Vi mødes lørdag den 31. august klokken 10.10 ved Løjes Mølle, Sønderødvej 19, 4291 Ruds-Vedby.
Du skal medbringe støvler, skridtstøvler/waders og i øvrigt fornuftigt tøj.
Derudover må du gerne tage en rive eller skovl, samt arbejdshandsker mm. med.
Det er vigtigt, du melder dig til, idet vi vil sørge for drikkevarer i dagens anledning.
På dele af projektstrækningen er faldet for lille til at lægge gydesubstrat ud. Til gengæld vil udlægning af ”dødt ved” og skjulesten give rigtig god mening. Det vil skabe stor variation, og vil sikre overlevelse af mange ørreder i fremtiden.
På Folkemøde Møn var et stort gennemgående tema i år: beskyttelse og genoprettelse af havmiljøet. Fishing Zealand var inviteret med i Lokalforum Vordingborgs stand for at udbrede budskabet om, hvad der lever under vandspejlet.
Traditionen tro blev der afholdt gratis sommerferiefiskeri for skolebørn i Skolesøen i Hvalsø i 
