”Vandrødder” i Viby Å
- 21. maj 2026
I grunden ved jeg ikke, hvor jeg skal begynde og hvor dette blogindlæg, fører os hen….? Men jeg ved, vi nok skal komme i mål. Indsatsen fra 21 elever i 1. klasse på Osted Skole og 8 tons skjulesten i størrelse large….. lyser nemlig meget klart på ”vandpleje-himlen”? Det gør den administrerende direktør for Life Fonden også, -Stefan Hermann, som jeg fandt i åen med bare tæer sammen med eleverne…….. Det samme gør Marie Brandt med det første projekt ”vandrødder” fra Danmarks Sportsfiskerforbund og støttet af Lystfisker Danmark…….. eller måske endda det udbytte, forfatter Ida Ebbensgaard fik ud af at tale med de små piger og poder på ”Ikea-mission”………?
Jeg ved i hvert fald, at det projekt, Grusbanden Fishing Zealand og Foreningen til ophjælpning af fiskeriet i Roskilde Fjord udførte i samarbejde med ovenstående aktører i starten af maj, blev en kæmpe succés.
Selve projektet var et af de mindre af slagsen. Blot 8 tons skjulesten skulle lægges i Viby Å på en knapt 100 meter lang strækning, just opstrøms Pilehøjvej ved Rorup i Lejre og Roskilde Kommuner. Viby Å er netop her delevandløb mellem de to kommuner.
Dette projekt tog sin begyndelse for knapt et år siden i samarbejde med Marie Brandt, der er projektleder i et flot projekt for at få flere børn og unge ud i naturen for at gøre noget godt for den. Projekt ”Vandrødderne” som Marie står bag, er et projekt, der er støttet af Lystfisker Danmark og går ud på, at få børn og unge i gang med at lave vandpleje.
Marie har jeg samarbejdet med mange gange efterhånden og til fælles glæde, tør jeg godt sige. Derfor var det naturligt, at vi slog pjalterne sammen for at lave et projekt i regi af ”Vandrødderne”.
Vi synes, det kunne være spændende at lave et projekt med mindre børn. Altså børn i 6-7 årsalderen. Den aldersgruppe har jeg ikke tidligere haft ”på arbejde”, -trods mange projekter, har det altid været børn og unge fra 10-årsalderen og opefter. Men det kunne være sjovt at have børn fra indskolingen med ud i naturen, ved åen for at se, hvordan det kunne lykkes.
Børn i indskolingen…….dem har jeg på min skole, Osted Skole i Lejre Kommune. Jeg gik derfor i gang med at strikke et projekt sammen, som kunne imødekomme eleverne i første klasse.
1.a på Osted Skole består af 21 elever, nogenlunde lige fordelt mellem drenge og piger…..og i øvrigt en fantastisk klasse fyldt med søde elever. Jeg ved det, for jeg har været vikar i klassen ved enkelte lejligheder, og eleverne kender mig nok bedst som skolens pirat.
Projektet tog form og blev tilrettelagt således, at eleverne kunne lykkes og samtidig have forståelse for, hvorfor det er vigtigt at lægge tunge sten i en å! Faktisk er størrelsen af stenene afgørende for både selve projektet, og det pædagogiske grundlag for dagens indsats.
Sagen er den, at eleverne ikke kan flytte stenene alene, men de kan gøre det sammen. Netop denne lille kringle er med til at sikre fællesskabet og er en læring for eleverne for livet. Det handler om samhørighed på klasseplan.
Marie og jeg blev i vinterens løb hurtigt enige om projektet i Viby Å, og tilrettelagde det udført i forsommeren. Starten af maj måned. Inden da blev jeg ringet op af Ida Ebbensgaard, -forfatter og moderator, der var gået i gang med at skrive en bog om børns natursyn. Ida havde ad omveje hørt om Grusbanden og alle de gange, jeg havde lavet projekter med børn og unge. Ida synes, det kunne være spændende at være med, sammen med sin medforfatter, Stefan Hermann, der er administrerende direktør for Life-fonden. Dét synes jeg også. Vi aftalte derfor, at Ida og Stefan også skulle være en del af projektet og være med sammen med Marie fra Vandrødderne, Kim Jørgensen fra Foreningen med det lange navn, Henrik M. Jensen fra Grusbanden Fishing Zealand og naturligvis 1.a og tre kollegaer fra ”min” skole, -Anne Birgitte, Mette og Liselotte.
-
Da (næsten) alle stenene var lagt i åen, var det tid til sobberi. Det var også fristende for Stefan Hermann, direktør i Lifefonden, der stillede de blankpudsede sko på brinken, fulgte elevernes eksempel og dyppede fødderne i åen. Foto, Marie Brandt. -
Mange af eleverne havde gummistøvler på, mens andre blot smed sko og strømper og hoppede i vandet. Pragtfuldt med den slags initiativer. Eleverne fik i den grad lov til at mærke verden. Foto, Marie Brandt. -
Drengene lod bestemt ikke pigerne noget efter og som det ses på billedet, var der ikke mange, der var tørre fra hoften og ned!!!! Smil og latter fyldte i den grad dagen…. og ådalen. Foto, Marie Brandt.
Ea fra Dagbladet Roskilde dukkede også op og det samme gjorde Jacob, der er vandløbsmedarbejder i Lejre Kommune. Hold op, hvor var det godt!
Vi startede dagen i gråvejr, men efterhånden som eleverne fik lagt de op til 100 kilo tunge sten i vandløbet på den knapt hundrede meter lange strækning, tittede solen frem og gjorde det hele meget sjovere.
Stenene blev trukket af elever (og voksne) på presenninger, som er uovertrufne til at flytte mange og tunge sten med, -sammen. 4-6 elever om en sten på 100 kilo magter de nemt og som Viola sagde på et tidspunkt til mig, da vi trak endnu en sten langs brinken inden den skulle i vandet…..”Rune, jeg tror jeg har taget 12 sten nu”!!!!!!! Sikke en gejst.
Vi knoklede på i en god time, hvorefter der var sodavand til de engagerede elever. Efter drikkepause, knoklede vi på igen. Dog ikke helt så lang tid, idet eleverne også havde lyst til at soppe i det lave vand imellem de sten, de lige havde lagt ud. Den slags skal der naturligvis også være plads til, og jeg tænker ikke, der var én eneste elev, der havde tørre sko efter en tur i vandet.
Stefan Herman var en kende smartere, og havde taget de blankpolerede sko og strømper af og hoppede i vandet sammen med eleverne, -blot med bare tæer! Hold op, hvor var det godt. Kæmpe respekt til Stefan for at møde eleverne netop dér, hvor de er!
Ida havde i øvrigt mange gode snakke med de entusiastiske elever fra 1.a og jeg håber, hun har fået en masse materiale med hjem til hendes bog. Marie Brandt fik ligeså snakket med eleverne, taget billeder og optog en fantastisk lille film fra dagen, hvor alle strålede om kap med den skarpe forårs-sol.
Se Filmen via linket: https://www.tiktok.com/@fiskeakademiet/video/7636287356336704790.
Omkring frokost gik eleverne med deres lærere til busstoppestedet på Hovedvejen mellem Roskilde og Ringsted for at tage bussen retur til Osted skole. Drivvåde, med smil på læben og hård hud på hænderne af de tunge sten. Sikke en kæmpe succes.
Marie og jeg evaluerede naturligvis projektet og elevernes medvirken efterfølgende og med en vis stolthed kunne vi konstatere, at vi havde rykket grænsen for, hvad der tidligere havde været prøvet. Mig bekendt er det ikke prøvet før at have børn i 1. klasse på vandplejearbejde! Men kors, hvor var det godt.
For mit eget vedkommende er jeg bestemt blevet en glædelig erfaring rigere og der blev lagt endnu et lag til mit koncept, ”vandpleje i børnehøjde”.
Alle børn i danske skoler skulle have lov til at prøve kræfter med et projekt i naturen af den karaktér og jeg er sikker på, eleverne nu er meget mere bevidste om ”deres” vandløb og den forunderlige verden, der findes under overfladen.
Tak til alle deltagere, børn såvel som voksne for indsatsen i Viby Å.
Bandeleder, Rune Hylby,
Mobil, 2536 4280,