Kategorier

Bloggere

Lærerig dag i Odsherred Kommune, hvor der var fokus på vinterfiskeri efter kystens sølvtøj.

Odsherred Kommune, Odsherred Sportsfiskerforening og Fishing Zealand afholdt søndag den 3. november arrangementet: “Introduktion til vinterfiskeri”.

De fremmødte blev budt velkommen af Fishing Zealand-guiderne Jesper og Niels og blev budt på frisklavet bålkaffe. Efter en introduktion til vinterfiskeriet, blev folk sendt ud langs kysten for at afprøve teknikkerne. Guider gik med og kunne besvare spørgsmål og give gode fif’s fra fifkassen undervejs.

Fokus var på at klæde og inspirere de mere end 25 fremmødte lystfiskere på, til at finde og fange havørreden i vintersæsonen. Havørreden kan være svær at finde om vinteren, da der er færre havørreder langs kysterne, fordi mange af ørrederne er vandret i åerne for at gyde.

For at komme i kontakt med havørreder om vinteren, er der nogle vigtige parametre, som man skal tage højde for. Især saltholdighed og vandtemperatur er noget, man som lystfisker skal have styr på om vinteren. Her starter forberedelserne til en fisketur derhjemme flere dage i forvejen, hvor man kigger på prognoser og fiskepladser. Har man gjort sig gode forberedelser, er chancerne for at finde og fange blankfisk på kysten om vinteren lagt større.

Fiskeriet stod dog noget tilbage at ønske – vi var nødt til at skifte fiskeplads få dage inden, da vinden vendte. Så en ny plads øverst i Isefjorden blev valgt. Denne plads plejer at give et godt fiskeri på denne årstid, men ikke denne dag. Kun en fisk blev landet – dog var stemningen blandt deltagerne god. Mange fik optimeret grejet – og alle var glade for de gode tips og tricks, som de blev mødt med på denne dag. Tips som er nyttige, når de efterfølgende skal ud på egen hånd i den kommende vinter.

***

Vinterfiskeriet handler i høj grad om at studere vind og vejr og finde frem til de bedste spots ud fra brug af app’en Fishing In Denmark. Her kan du nemt se, hvor der er varmt vand og lav salinitet. Dette er vigtige parametre om vinteren, da havørreden vil helst være steder, hvor saltindholdet er lavt, og vandet er “varmt”. På app’en Fishing In Denmark er det ligeledes nemt at se vandskifte for de enkelte fiskepladser, og netop i vandskiftet kan man ofte få ørrederne i tale.

Bruger man Fishing In Denmark app’en rigtigt har man gode chancer til at finde de pladser, hvor der er størst mulighed for at fange en havørred.

TV2Øst var forbi på dagen og lavede dette indslag (ca. 2.18 inde i programmet).