Kategorier

Bloggere

Hornfiskesjov i Lejre Kommune x 2

To gange i maj havde Fishing Zealand, i samarbejde med Lejre Kommune, inviteret til et par aftener med hornfiske-sjov i fjorden ved Munkholmbroen. Årstidens sene solnedgang tillod, at vi kunne tilrettelægge fisketuren, som en fyraftenstur.

Målet var de underholdende, stærke og ikke mindst velsmagende hornfisk. Vi mødtes med de tilmeldte deltagere ved Munkholmbroen, hvor de fik fiskegrej og waders udleveret. Herefter gik turen til området nord for broen, hvor nogle af deltagerne lagde hårdt ud med at fange fisk – enkelte endda i nogle af deres første kast.

Arrangementet henvendte sig særligt til nybegyndere og mindre erfarne – og alle fik hurtigt lært både at styre grejet og gå rundt i waders ude i fjorden.

Langt de fleste fik landet hornfisk – og enkelte endda ret mange.

I løbet af aftenerne blev der bl.a. snakket om fiskegrej og givet tips og tricks til deltagerne, så de kan forsøge sig på egen hånd i fremtiden.

Knæk & bræk til alle fremover