Kategorier

Bloggere

Fyraftensfiskeri med hornfisk

Fishing Zealand, Næstved Lystfiskerforening og Sportsfiskerforeningen Fladså inviterer i samarbejde med Næstved Kommune til fisketur efter hornfisk. Arrangementet er en oplagt mulighed, for at hele familien kan komme ud, og få en spændende naturoplevelse med de flotte hornfisk.

Tirsdag d. 25. maj i tidsrummet ml. kl.16.00 – 20.00 kan du og familien få en god introduktion til lystfiskeriet – også selvom du aldrig har haft en fiskestang i hænderne tidligere. Arrangementet henvender sig til alle – og vi stiller op med alt tænkeligt fiskeudstyr, som man kan låne på dagen. Ligeledes står erfarne lystfiskere fra foreningerne, og Fishing Zealand klar til at hjælpe. 

Arrangementet finder sted øst for Klinteby Klint ved Strandgård Strand, Ved Strandskoven, 4736 Karrebæksminde. Kør ned for enden af Ved Strandskoven, hvor der er en offentlig P-plads.

Arrangementet er støttet af Nordea-fonden, og derfor ganske gratis at deltage i. Er du mellem 18 og 65, skal du huske at indløse det statslige Fisketegn. Børn og unge er naturligvis velkomne i selskab med voksne, men for at tage aktiv del i fiskeriet, så anbefaler vi en minimumsalder på 10 år.

Tilmelding er ikke nødvendig, men det er muligt at hjælpe op til ca. 25 personer med fiskegrej ad gangen. For at få det optimale ud af fiskeriet, fisker vi i waders, som vi også har på stedet til udlån. Skulle der opstå lidt ventetid ved fiskegrejet, så er det oplagt at gå en frisk tur ved stranden. Du er naturligvis også velkommen til at medbringe dit eget fiskegrej.

Skulle du efter dagens fisketur blive bidt af lystfiskeriet, så er et medlemskab i en af fiskeklubberne et rigtig godt afsæt for at sætte skub i din fiske-karriere. Foreningsmedlemmerne kender endvidere lokalområdet rigtig godt, og ved derfor, hvor man kan tage hen på den næste tur.