Kategorier

Bloggere

Fisketur på Falster efter hornfisk fredag d. 5. maj.

Drømmer du om at komme ud på en vaskeægte fisketur efter den spændende hornfisk? Så har du nu muligheden for at komme på fisketur med erfarne guider på Falsters nordøstkyst.

Store Bededag – fredag den 5. maj mellem kl. 10:00 – 14:00 kan du og familien få en god introduktion til lystfiskeriet – også selvom du aldrig har haft en fiskestang i hænderne. Arrangementet henvender sig til alle uanset erfaringsniveau. Der stilles alt tænkeligt fiskeudstyr til rådighed, og I hjælpes godt i gang med kystfiskeriet. Erfarne lystfiskere fra Lystfiskerforeningen for Nykøbing F. og Omegn (LNF1920) samt et par guider fra Fishing Zealand, er klar til at hjælpe med at rigge fiskegrejet til og lære dig at kaste ud. De ved samtidig, hvad der skal sættes for enden af linen for at øge chancerne for fangst af hornfisk.

Der er derfor lagt op til en hyggelig fisketur, når vi mødes for enden af Gammel Færgevej , 4850 Stubbekøbing ved det gamle færgeleje fra kl. 10:00, hvor vi fisker og nyder foråret ved vandet, frem til kl. 14:00.

Hornfiskene er på vandring mod Østersøen, hvor de senere skal gyde. Hornfiskene færdes tæt på land, og er et relativt let bytte for lystfiskerne. Hornfiskene er sjove at fange, da de fighter godt. Samtidigt er de gode spisefisk.

Fiskeriet på kysten kan være en frisk fornøjelse, så derfor opfordrer vi alle deltagere til at medbringe påklædning, der matcher vejret. Medbring også gerne lidt at drikke og måske en madpakke til at hygge med.

Dagens fisketur sker i samarbejde med Guldborgsund Kommune, LNF1920 og Fishing Zealand. Arrangementet er ganske gratis at deltage i. Er du mellem 18 år og pensionsalder, skal du huske at indløse det statslige Fisketegn. Børn og unge er naturligvis velkomne i selskab med voksne, men for at tage aktivt del i fiskeriet, så anbefaler vi en minimumsalder på 12 år.

Tilmelding er ikke nødvendig, men det er muligt at hjælpe op til ca. 25 personer med fiskegrej ad gangen. For at få det optimale ud af fiskeriet, fisker vi i waders, som vi også har på stedet til udlån. Ligeledes forefindes der også redningsveste til de mindste. Fiskeriet foregår stående i vand til midt på lårene. Skulle der opstå lidt ventetid ved fiskegrejet, er det oplagt at gå en frisk tur ved stranden. Du er naturligvis også velkommen til at medbringe dit eget fiskegrej.

Bliver du efter dagens fisketur bidt af lystfiskeriet, så er et medlemskab i

LNF1920 et rigtig godt afsæt for at sætte skub i din fiske-karriere. Foreningsmedlemmerne kender endvidere lokalområdet rigtig godt, og ved derfor, hvor man kan tage hen på den næste tur. Det er muligt at få mere information om foreningen på dagen.