Kategorier

Bloggere

Fishing Zealand inviterede til seminar langs et vandløb for politikere, beslutningstagere, Grønne Råd og embedsmænd.

Fishing Zealand afholdt seminar d. 26. september i Lejre kommune. Deltagerne havde denne dag muligheden for at høre og ikke mindst se, hvordan det spændende arbejde med natur og naturforbedringer langs sjællandske vandløb foregår i regi af Fishing Zealand år efter år.

Seminariets formål var igennem praktiske observationer at illustrere, at forudsætningen for et godt lystfiskeri, og dermed muligheder for et voksende følgeerhverv, er et godt naturgrundlag med høj biodiversitet. Uden et godt naturgrundlag – ingen fisk – og uden fisk – intet lystfiskeri – og dermed ingen udvikling i de erhverv, der knytter sig til lystfiskeriet. Udover at give flere fisk i vandløbene, hvor man netop bruger ørreden som en miljøindikator, giver det også liv tilbage til ådalene, og en langt højere biodiversitet er det positive resultat.

 

Hvad bød dagen på:

Dagen startede langs Helligrenden, hvor Fishing Zealand bød velkommen. Dagens program blev kort skitseret, hvor første del skulle foregå i felten, hvorefter alle skulle indendørs, hvor der var oplæg.

I felten

Rune Hylby elfiskede denne aften i Helligrenden

I felten startede vi med el-fiskeri, hvor Rune Hylby (leder af FZ’s Grusbande) havde medbragt el-fiskeudstyr. Her kunne deltagerne ved selvsyn konstatere, at der var ørreder i vandløbet, da en nærliggende strækning tilbage i 2020 blev restaureret af netop Grusbanden.

Ørrederne boltrede sig nu i vandløbet, og den restaurerede vandløbsstrækning byder på perfekte forhold for dyr og planter og bidrager til en generel øget biodiversitet i ådalen og det omkringliggende opland. Dog var der længere nedstrøms plads til flere ørreder, da der her manglede skjul til fiskene og gydegrus enkelte steder. Netop skjulesten og gydegrus lå allerede klar på brinken til at blive lagt i åen. Det skulle gøres denne aften, og det vi ikke nåede, skulle laves færdig den følgende weekend.

Her blev der gået til den med krum hals fra alle deltagerne, og vandløbets ørreder fik dermed en række vigtige nye gemmesteder for fremtiden. Gydegruset nåede vi ikke denne aften, så det blev lagt i åen den følgende weekend.

Der var godt med sten og kaos i vandløbet efterfølgende, perfekt!

Peter W. Henriksen (FZ’s tilknyttede fiskefaglige rådgiver) havde en opstilling med, der med tydelighed viste, at ørrederne foretrækker strækninger med skjul og sten fremfor sandbund. Det var en øjenåbner for flere deltagere, og understregede vigtigheden af vinterskjul i vandløbene i form af store sten og dødt ved. Derudover blev der kigget på ørredens byttedyr i vandløbet, og her blev der ganske overraskende for alle fundet både majfluer og eksemplarer af den grønne vårflue.

Ingen af dem er særligt udbredt på Sjælland, og begge arter stiller store krav til både vandets kvalitet og til varierede levesteder med bl.a. masser af store sten. Så den tidligere restaurering af den nærliggende vandløbsstrækning har helt sikkert haft en effekt, og fremtiden for vandløbet og dets beboere ser lys ud.

Forhåbningerne er, at vandløbet formentlig allerede næste år vil være fyldt med masser af ørredyngel. De ørreder, der allerede nu lever i vandløbet, trives faktisk okay, og vi fangede bl.a. 3 årgange under el-fiskeri.

Peter W. Henriksen fortalte om FZ’s overvågningsprogram.

Om aftenen rykkede vi indendørs – og fortalte bl.a. om FZ’s overvågningsprogram (det eneste af sin slags i landet)

Senere på aftenen blev der budt på aftensmad indendørs. Og her fortsatte vi med oplæg fra projektleder Niels Lagergaard, Rune Hylby fra Grusbanden og fiskefaglig rådgiver Peter W. Henriksen.

Tre årgange af ørreder fra Helligrenden.

I oplæggene blev der lagt vægt på det store frivillige foreningsarbejde, som er afgørende for at vandløbsrestaureringer i regi af Fishing Zealand, kan finde sted. De frivillige er også ekstremt vigtige for at FZ’s overvågningsprogram kan gennemføres år efter år. Netop FZ’s overvågningsprogram blev der præsenteret resultater fra. Overvågningsprogrammet er faktisk det eneste af sin slags i Danmark, og er bl.a. baseret på udtag af skælprøver fra gydefisk, DNA prøver og optælling af gydebanker fra en række vandløb.

Resultaterne viser, at de sjællandske vandløb producerer flere vilde ørreder end nogensinde (i nyere tid), og understreger, at det batter at lave vandløbsrestaureringer i stor stil, som der foretages på Sjælland. Ligeledes var der fokus på de gode oplevelser og formidling for børn og unge og kommende lystfiskere i samarbejde med foreningslivet. Derudover blev der berettet om events og arrangementer rettet mod erfarne lystfiskere – samt en lang række andre ting, som FZ arbejder med og er involveret i, herunder Rovfiskene Retur-projektet, Lystfiskeri på Skoleskemaet osv. osv.

Seminaret efterlod de inviterede gæster med et nyt indblik i det kæmpe arbejde Fishing Zealand gør, og om den helt afgørende rolle, FZ spiller for den inddragende frivilligindsats i kommunerne, for at arrangere events, for følgeerhverv, for de kommende generationer og ikke mindst for naturen og biodiversiteten ude i kommunerne.

Deltagerne lagde skjulesten i vandløbet – her Kaare Manniche Ebert.