Kategorier

Bloggere

Fang din første fisk – spejdere fra Roskilde

Når man går til spejder, så bliver en klubaften ofte forbundet med bl.a. bål, knob og orienteringsløb. Onsdag d. 26. maj, blev bålhyggen imidlertid byttet ud med en fisketur i Fjordlandet, hvor en gruppe unge spejdere fra Roskilde skulle på fisketur.

Spejdergruppens ledelse havde hørt om projekt “Fang din første fisk” og målet var naturligvis ganske tydeligt: spejderne skulle nu på jagt efter hornfisk. På denne milde aften i maj, stod det hurtigt klart, at det var en flot yderst “naturvante” unge mennesker, der var kommet ud på tur. Hverken udskårede kylligehjerter eller sildefilletter kunne afskrække spejderne, når der skulle agnes kroge op med madding til de hornfisk, som intetanende blev præsenteret for en lille “aften-snack”.

På kystens sten blev der ventet tålmodigt på hornfiskene, mens der blev hygget med snak, instruktion og medbragt kage. Til stor glæde for både spejdere og forældregruppen, så faldt både sild og kyllingehjerter i hornfiskenes smag, og der blev landet rigtig mange fine hornfisk denne skønne aften.

Aftenen blev afsluttet på rigtig fin spejdermaner, da der var udlevering af stofmærker til uniformen. Herefter var det tydeligt for en hver, at disse spejdere nu havde erhvervet sig indsigt og kompetencer til at bære “fiskemærket”.