Kategorier

Bloggere

Familiefisketur ved Reersø søndag d. 4. september.

 

Nu har du og familien en god mulighed for at komme med ud på fisketur efter fladfisk på Reersø, søndag den 4. september 2022 kl. 11.00 til 14.00

Måske har du aldrig prøvet at fiske tidligere, men det er ingen hindring for at deltage. I tidsrummet mellem kl. 11.00 og kl. 14.00 kan du nemlig komme forbi vores camp og låne en fiskestang. Vi medbringer alt nødvendigt fiskegrej, som skal bruges til at lokke fladfiskene frem, og vil samtidig hjælpe dig med at rigge grejet til, agne krogene og lande fangsten. Så selv om du aldrig har prøvet at fiske tidligere, er det en oplagt mulighed for at fange din første fisk netop denne dag. Du er naturligvis også velkommen til at medbringe dit eget fiskeudstyr og få et par tips til, hvordan du kan blive en dygtigere lystfisker.

Fisketuren er ganske gratis og åben for alle. Unge over 13 år, kan deltage på egen hånd. Selvom instruktion og udlån af grej primært sigter mod at nybegyndere får en god fiskeoplevelse, så er arrangementet desuden en oplagt mulighed for, at hele familien, i fællesskab, kan få en god og aktiv oplevelse i naturen. Vi håber derfor, at rigtig mange forældre eller bedsteforældre, vil tage initiativ til at invitere de yngste generationer med ud til en spændende naturoplevelse.

Hvis man er over 18 år, skal man have det lovpligtige fisketegn. Folkepensionister er dog undtaget. Du kan købe dit fisketegn på fisketegn.dk.

Mødested: P-pladsen på Strandvejen på havnen i Reersø, 4281 Gørlev. Tilmelding sker ved at sende en mail til tange@fishingzealand.dk