Endnu en kvart mil af Himmelev Bæk skal restaureres
- 6. oktober 2021
Sidste efterår restaurerede vi en længere strækning af Himmelev Bæk, der via Maglemose Å, løber til Roskilde Fjord.
Resultatet af denne restaurering viste ved et par bestandsanalyser i sidste uge et fantastisk flot resultat med endog meget tilfredsstillende ørredtætheder på den restaurerede strækning.
Fantastisk, -og bedst af alt blev projektet udført i et bredt samarbejde, der både involverede ROLK, Grusbanden, Roskilde Kommune, Roskilde Tekniske Skoler, samt Ørredpatruljen og ikke mindst en lille håndfuld glade lodsejere.
Netop foranlediget af sidstnævntes tilfredshed, -lodsejerne, havde restaureringen af Himmelev Bæk affødt en rumlen ”i kulisserne” med det resultat, at lodsejerne havde talt sammen og efter bedste mund-til-mund-metode, rost vores projekt og samarbejde til skyerne, hvilket havde fået en lodsejer længere nedstrøms til at blive både nysgerrig og interesseret i at få lavet et tilsvarende økologisk løft på sin del af Himmelev Bæk.
Vores stenkasteri havde bogstavelig talt bredt sig som ringe i vandet.
Derfor satte Uffe Clemmesen fra ROLK og jeg hinanden stævne og fordelte opgaver i endnu et tæt samarbejde.
Denne gang om en 400 meter lang strækning, hvor Hofor er lodsejer på den ene side, mens den nyligt interesserede lodsejer er bredejer på den anden side.
Jeg lavede derefter projektbeskrivelsen, alt imens Uffe tog sig af den ene lodsejer, der heldigvis stadig var interesseret og synes det kunne være en god idé at få gjort noget godt for naturen.
Jeg talte med Hofor, der også var positivt stemt.
Selve projektstrækningen lidt længere nedstrøms, -umiddelbart inden Himmelev Bæk løber til Maglemose Å har et fint fald, men der mangler skjulesten og der mangler gydegrus.
Derfor indeholder projektet både udlægning af sten og udlægning af gydesubstrat således, at de gydemodne havørreder fra Roskilde Fjord kan vandre opstrøms til jomfrueligt vand for at lægge sine æg i det fineste gydegrus vel vidende, at afkommet har både skjul og masser af føde til hurtig vækst og deraf følgende smoltstadie.
En havørred har jo brug for gunstige forhold på alle parametre!
Roskilde Kommune var hurtige til at sagsbehandle projektet, sende det i høring og derefter godkende det til udførelse i dette efterår!
Derfor var Uffe Clemmesen, Anders Petersen og jeg ude med eletrofiskeudstyret for at lave en bestandsanalyse i sidste uge, -også på den nye strækning, der nu skal restaureres.
Der var ørreder, -gudskelov.
Men desværre ikke i de mængder, vi kunne ønske os.
Derfor giver det rigtig god mening at tage hånd om denne nye strækning.
Det er vores håb, vi kan lægge gydegruset direkte i vandløbet, samt lægge skjulestenene på banketten således, at vi blot behøver trille dem ned i åløbet.
Det er planen i hvert fald.
I alt skal der udlægges 12 m³ gydegrus med en samlet vægt af 20 tons, samt 20 m³ skjulesten, der vejer noget mere, -omkring 40 tons.
I alt i omegnen af 60 tons, som med al respekt vil give Himmelev Bæk det sidste løft til opnåelse af God Økologisk Tilstand i hele bækkens forløb.
Tænk engang at kunne sætte flueben ved et helt vandløb!!
Projektet er finansieret af Fisketegnsmidlerne via Gruspuljen, og udføres den 17. oktober klokken 10.10.
-Og vi har i den grad brug for din hjælp.
Vi mødes ved Slæggerupvej 101, -bag Hofors bygninger.
Du kan melde dig til projektet ved at skrive en mail til Rune Hylby på adressen, runehylby@gmail.com, sende en sms på nummer 2536 4280 eller ved at melde dig til, via Grusbandens facebook-side, når projektet offentliggøres der.
Det er vigtigt, du melder dig til, for jeg vil naturligvis tage drikkevarer med til tørstige ganer og mon ikke, vi kan finde ud af lidt sødt til ganen også.
Bandeleder, Rune Hylby,
Mobil, 2536 4280, runehylby@gmail.com