Kategorier

Bloggere

Egemarkeløbet restaureret med en trumf i ærmet!

I dagene inden projektet, tog jeg imod gydegrus og skjulesten, og fik lagt det ned i vandløbet med det samme således, at der var mindre arbejde for de frivillige. Kalundborg Kommune havde hyret HedeDanmark ind til at hjælpe med dette, hvilket vi er dybt taknemmelige for.

Der var et fint lag is på græsset og i sivene ved Egemarkeløbet i Havnsø, da vi restaurerede en længere strækning af ét af de få ørredvandløb, der løber til Sejerøbugten.
Projektet var egentlig foranlediget af de to grundejerforeninger i sommerhusområdet nord for Havnsø og havde været undervejs siden årsskiftet.

Gydegruset blev hurtigt forvandlet til en flot gydebanke, hvor både Grusbandefolk, Sportsfiskere og flere fra de lokale grundejerforeninger deltog. Her er det tættest på Anders Werth, Peder Høpfner og Tim Krarup alle fra Kalundborg Sportsfiskerforening, der knokler på.

Ud over de to grundejerforeninger, ”Havnsø Park Grundejerforening” og ”Grundejerforeningen 3F”, var også lodsejeren på Egemarke Gods, -Claus Lohmann Poulsen og medlemmer fra Kalundborg Sportsfiskerforening samt naturligvis Kalundborg Kommune og Den sjællandske Grusbande, aktive medspillere i udførelsen af projektet, der har til sigte at skabe god økologisk tilstand i vandløbet, hvor der hvert år i april måned sættes en lille sjat ørreder ud i mundingen (500 stk), og som i gode år, har en egen lille reproduktion.
Det er ikke et vandløb, der kommer til at producere flere tusinde ørredsmolt, men det er ikke desto mindre vigtigt at skrue på volumenknappen i alle små vandløb i kommunerne.
Det er det, Grusbanden i samarbejde med andre frivillige er bedst til.

Vel at mærke i en samhørighed, der får bandemedlemmerne til at stille op gang på gang på gang på…..!Fabelagtigt, og netop den morgen, for fjorten dage siden, skinnede solen fra en frostklar himmel, vejret var skønt og ikke mindre end 18 deltagere havde fundet vej til denne afsidesliggende del af regionen.  -Og, hvor er der skønt i dette område.
Jeg kom meget til Havnsø som dreng og har kun gode minder derfra sammen med min far. Det var såmænd også her, jeg fangede min første fisk ever.  På havnen, og den lidet flatterende fisk, der bed på min agnede pirk, var en Ulk under færgelejet til Sejerø.  Det var dengang for mere end 40 år siden. Lige siden er det mig, der har bidt på krogen.

De lokale grundejerforeninger deltog også, og det giver bare et andet ejerskab at være med til den slags, når man kan se udviklingen over tid. Disse to sommerhusejere blev taget i hånden af de mere erfarne frivillige, og alle havde en mega god oplevelse.

I dagene forinden havde jeg været forbi projektstrækningen og havde taget imod de 14-15 tons gydegrus, samt ca. 25 tons skjulesten, der skulle lægges i Egemarkeløbet i forbindelse med forbedring af miljøtilstanden.  Gydegruset lå allerede i vandløbet og de fleste skjulesten lå enten i vandløbet eller meget tæt derved. Det var Kalundborg Kommune, der havde været så fantastisk hjælpsomme at hyre HedeDanmark ind til at hjælpe os med at fragte sten og grus ned til vandløbet, så vi ikke skulle slæbe os halvt ihjel under selve projektdagen. Den slags samarbejde skal man holde fast i og gudskelov til fælles glæde ved jeg.

Mikkel Lerbech Jeppesen og Mark Holm fra Kalundborg Kommune har været tovholdere på sagsbehandlingen i kommunen, og jeg har igennem hele forløbet arbejdet tæt sammen med begge, idet jeg fra begyndelsen har påtaget mig rollen som projektleder for både planlægning og udførelse.  Mark Holm dukkede op på projektdagen, og sammen kunne vi ping-ponge om de gode tiltag, vi var i gang med at sætte i søen i fællesskab.  Mark havde dog en trumf i ærmet, jeg ikke kendte til. Det vender jeg lige tilbage til om lidt.

Inden vi når dertil, fik vi præsenteret projektet for alle de frivillige klokken 10.10, søndag morgen.  Både foreningsfolk, grundejere og bandemedlemmer, kastede sig ud i det med krum hals. Flere har været med tidligere, på andre projekter, og jeg følte mig nærmest overflødig.  Andre havde aldrig set en stak gydegrus, men blev hurtigt taget i hånden af de mere erfarne frivillige.  Det er ikke så ringe endda.

I pausen mellem grus og sten havde Mark Holm fra Kalundborg Kommune ”hyret” sine forældre til forkælelse ud over det sædvanlige. Varme æbleskiver, ditto kaffe og lidt ekstra godt til ganen. Jeg har sjældent smagt en bedre Bailey end den, jeg fik i Havnsø Park.

Inden vi fik set os om, var to store bunker gydegrus, forvandlet til de flotteste gydebanker i vandløbet.  Dernæst kom turen til skjulestenene, der var i en anseelig størrelse, og nok skal forvandle den lettere sløve forfatning vandløbet var i med lav vandføring og stort set overbred på hele projektstrækningen.  Det kæmpede vi lidt med, da flere af de store skjulesten vejede i omegnen af 200 kg.  De måtte trilles i, og dernæst lægges ”så godt som muligt”! De skal nok skabe variation. Da vi havde lagt endog mange sten til rette, spillede Mark trumfen!

”Mine forældre kommer med varme æbleskiver og kaffe, når vi holder pause”, fortalte han!!!!  Hold nu op, hvor lød det fantastisk! Vi smed jo nærmest, hvad vi havde i hænderne og ilede op til bilerne for at bifalde initiativet. Det var nærmest vidunderligt, og ikke nok med varme æbleskiver, og kaffe ad libitum, Marks forældre havde også lidt destilleret postevand med, der nærmest bønfaldt os at blive drukket.

Det er længe siden, jeg har smagt en bedre Bailey, og jeg kan ikke takke Marks forældre nok for et pragtfuldt indslag.

Mange af skjulestenene var i en størrelse large, og måtte trilles i vandløbet. Disse sten skal nok skabe stor variation, når vinterafstrømningen har spulet vandløbet fri for sand og slam.

Efter pausen manglede vi blot lidt skjulesten til pynt og derefter skulle projektstrækningen afsluttes med ”dødt ved”.  Det fik vi forholdsvis hurtigt klaret og både gydegrus, skjulesten og det ”døde ved” vil i den grad skabe potentiale til en mindre ørredbestand i dette lille fine vandløb til Sejerøbugten.  Det eneste, der nu mangler, foruden en masse vand til at spule vandløbet rent, er en flok rød-el, som vi skal plante i foråret, også i samarbejde med både grundejerforening, sportsfiskere og Grusbanden.

Udviklingen ser derfor lys ud, og da Claus fra Egemarke Gods tidligere på efteråret gravede et sandfang opstrøms projektstrækningen, må vi formode, at det kun bliver bedre ad åre.
Egemarkeløbet er nu en lille perle i Havnsø, hvor ikke mindst grundejerne kan tage ejerskab af vandløbet, som de nu selv har været med til at restaurere.

Bandeleder, Rune Hylby,

Mobil, 2536 4280,
runehylby@gmail.com,

”Dødt ved” i vandløbet er mange steder den bedste løsning. På denne strækning kunne vi ikke komme ned med store sten, hvorfor ”dødt ved” er et særdeles godt alternativ. De store grene blev sat fast med gaffelgrene i brinken, -en metode, vi er ved at udvikle.
Det flotte færdige billede af et vandløb, der nu skal passe sig selv i mange år frem i tiden (billed af Mark Holm, Kalundborg Kommune).