Sommerferiefiskeri i Lammefjordskanalerne i Odsherred Kommune
- 19. juni 2023
Dagene er blevet lange, vejret er varmere, skolerne holder sommerferie. Endelig er sommeren over os, og det vil Fishing Zealand gerne markere ved gratis fiskeri for alle.
Lørdag den 8. juli i tidsrummet kl. 11:00 – 14:00 inviterer Odsherred Kommune, Fishing Zealand og Odsherred Sportsfiskerforening til lystfiskeri i Lammefjordskanalerne. I Lammefjordskanalerne findes flere forskellige spændende fiskearter. Der er bl.a. skaller, aborre, brasener og karper, og det er netop dem, som vi skal fiske efter.
Måske har man aldrig prøvet at fiske før, men det er ingen hindring for at deltage. Fishing Zealand og Odsherred Sportsfiskerforening medbringer alt det nødvendige fiskegrej, og erfarne guider vil hjælpe med at rigge grejet til samt assistere under fiskeriet. Selvom man aldrig har prøvet at fiske tidligere, så er der oplagte muligheder for at fange sin første fisk netop denne dag. Man er naturligvis også velkommen til at medbringe sit eget fiskeudstyr og få et par tips til at overliste fiskene.
I Odsherred Sportsfiskerforening er der et særligt fokus på at hjælpe både drenge og piger godt i gang med lystfiskeri, og ikke mindst i det meningsfyldte interessefællesskab gennem foreningslivet.
Arrangementet er gratis og henvender sig særligt til børn og unge, men voksne er naturligvis også velkomne. Er man mellem 18 år og pensionsalderen, skal man huske at indløse det statslige Fisketegn. Unge over 13 år, kan deltage på egen hånd.
Tilmelding sker ved at sende en mail til tange@fishingzealand.dk senest d. 7. juli. Mødested: Gøgevej 2, 4571 Grevinge.
Bliver du efter dagens fisketur bidt af lystfiskeriet, så er et medlemskab af Odsherred Sportsfiskerforening et rigtig godt afsæt for at sætte skub i en lystfisker karriere.