Om at gøre skaden god igen, -og lidt til
- 5. juli 2025


I sensommeren 2023 restaurerede Høng Sportsfiskerforening og Grusbanden Fishing Zealand en 300 meter lang strækning af Engbækken i Kalundborg Kommune umiddelbart inden det lille vandløb løber ud i Tude Å ved Ørslev.
Dengang lagde vi 25 tons sten og gydesubstrat i vandløbet, der straks tog imod invitationen til større variation og dermed biodiversitet.
Vi var ved den lejlighed mellem 15-20 frivillige, der sammen med lodsejeren kunne sætte flueben ved veludført indsats.
En stor gydebanke på 10 meters længde og flere hundrede sten i størrelse 20-50 cm. Det blev knag’me godt og lodsejeren, -Stig Wester fik opfyldt et stort ønske om at give Engbækken ”tilbage til naturen” igen.Stig og jeg har efterfølgende haft mange samtaler over telefonen.Stig har nemlig i mange år haft køer, blandt andet skotsk højlandskvæg og da jeg nu i vildskab havde investeret i tre styk kvier af denne race til at gå på én af mine folde på gården, havde jeg mange spørgsmål at stille Stig.
Samtidig kunne vi jo følge op på udviklingen af Engbækken efter vores restaureringsprojekt. Derfor blev jeg ikke det mindste overrasket over et opkald fra Stig et års tid siden. Han fortalte i telefonen, at nogle af de sten, vi havde lagt ud i det lille vandløb, var trykket ind i brinken under grødeskæring sidste år og derfor ikke længere var så ”virksomme” som vi gerne ville have. Det var vedligeholdelsesfolkene fra det selskab, der skulle sørge for grødeskæringen, der havde overset den første del af projektstrækningen og derfor, med mejekurv, havde været en kende hårdhændet ved vandløbet og stenene på de første ca. 20 meter af projektstrækningen.Det måtte vi jo gøre noget ved!
Derfor mødtes jeg med Liv fra Compaq Sjælland og Mikkel fra Kalundborg Kommune efterfølgende, hvor vi hurtigt blev enige om, at reetablere den del af strækningen, der var ”blevet trykket” for at gøre skaden god igen. Samtidig kunne vi se, at der faktisk var plads til lidt ekstra sten i ”toppen” af projektstrækningen, -de øverste omkring 20 meter, hvor der uden risiko for opstuvning, kunne lægges et par sten pr. løbende meter vandløb.

Liv ville betale for stenene og vi fra Høng Sportsfiskerforening og Grusbanden, skulle lægge dem ud. Det blev ligeledes aftalt, at det bedste tidspunkt for udlægningen var omkring første skæring i år således, at vi kunne se, hvor stenene skulle placeres for at give bedst mening. Så faldt der ro over det ganske land og vinteren lagde en dæmper på vores aktiviteter. Men dog ikke glemt. Derfor var det mega rart i sidste uge at høre fra Liv, -at nu var det tid for at lægge sten i Engbækken, da de nu var færdige med første grødeskæring.
Jeg fik derfor hurtigt ringet til Kurt Jørgensen fra Høng Sportsfiskerforening, der brugte både jungletrommer og SoMe til at kalde til samling i tirsdags med meget kort varsel. Jesper Thykær fra Korsør Lystfiskerforening var ligeledes hurtig på aftrækkeren, og derfor kunne vi med lidt hjælp, også fra Grusbanden, mønstre otte mand m/k til en times indsats efter arbejdstid.

Vi mødtes klokken 16.00, og fik meget hurtigt lagt omkring et halvt ton sten i vandløbet uden de store anstrengelser. Faktisk var der kun en lille håndfuld sten til hver, men sådan er det jo også nogle gange med Grusbanden og Co. Det er ikke altid, vi står tilbage med svedige hænder og gorilla-arme.
Liv og en kollega dukkede også op og jeg undlod naturligvis ikke at rose det gode samarbejde, vi havde haft omkring reetableringen og det faktum, at strækningen nu er blevet skåret med håndkraft frem for mejekurv. Det vil få enorm betydning for livet i bækken, da vedligeholdelsen er betydelig mere skånsom end med store maskiner.
Det var tydeligt at se, at grødeskæringen med håndredskab i Engbækken nu sikrede, at sten og ”de gode vandplanter” stadig gjorde gode gerninger i bækken. Selvom der ikke var meget vand i åen, kunne man tydeligt se den variation, vores sten og gydebanke havde været med til at skabe siden udlægningen.
Engbækken løber aldrig helt tør, for umiddelbart opstrøms for projektstrækningen, løber en lille kilde til vandløbet og sikrer altid en lille vandføring. Fantastisk, -koldt kildevand midt på sommeren!
Vi brugte omtrent lige så meget tid i rundkreds på at snakke og ”sparke dæk”, som vi havde brugt på at smide sten i vandet. En ikke uvæsentlig del af vores aktiviteter, -at sparke dæk sammen bagefter. Hele seancen, udlægning af sten og efterfølgende drikkepause, tog kun omkring en time til fem kvarter, hvorefter vi kunne køre derfra med smil på læben. Dejligt at få fulgt op på projektet.
Et par dage senere skrev Stig til mig, at han var meget tilfreds med det, vi havde lavet. Det er vi også.
Tak til Liv og tak til de fremmødte, der med kort varsel troppede op og fik bundet en fin sløjfe om Engbækken.
Bandeleder, Rune Hylby,
Mobil, 2536 4280,
runehylby@gmail.com,