Fiskeri efter hornfisk i Veddelev havn i Roskilde Kommune d. 4. maj
- 22. april 2025
Drømmer du om at komme ud på en vaskeægte fisketur efter den spændende hornfisk? Så har du nu muligheden for at komme på fisketur med en erfaren guide på molen i Veddelev havn i Roskilde Kommune.
Søndag den 4. maj 2025 fra kl. 11:00 til kl. 14:00 kan du og familien få en spændende dag på jagt efter den kærkomne sæson gæst – Hornfisken.
Arrangementet henvender sig til alle uanset erfaringsniveau, dog får man mest ud af dagen, hvis man har prøvet at styre en fiskestang før. Der stilles alt tænkeligt fiskeudstyr til rådighed, og I hjælpes godt i gang med lystfiskeriet. Du er naturligvis også velkommen til at medbringe dit eget fiskegrej. En guide fra Fishing Zealand og frivillige fra ROLK, Roskilde Omegns Lystfiskerklub, er klar til at hjælpe med at rigge fiskegrejet til og give tricks til at overliste hornfisken samt måder at tilberede den på hjemme i køkkenet.
Der er derfor lagt op til en hyggelig fisketur, når vi mødes ved nordmolen på Veddelev Havn, for enden af Fiskervejen, 4000 Roskilde fra kl. 11:00, hvor vi fisker og nyder foråret ved vandet frem til kl. 14:00.
Hornfiskene er på vandring fra Atlanterhavet mod Østersøen og de indre danske farvande, hvor de senere skal gyde. Hornfiskene færdes tæt på land, og er et relativt let bytte for lystfiskerne. Hornfiskene er sjove at fange, da de fighter godt. Samtidigt er de gode spisefisk.
Dagens fisketur sker i samarbejde med Roskilde Kommune, ROLK Roskilde Omegns Lystfiskerklub og Fishing Zealand. Arrangementet er ganske gratis at deltage i. Er du mellem 18 år og pensionsalderen, skal du huske at indløse det statslige Fisketegn. Børn og unge er naturligvis velkomne i selskab med voksne.
Der er plads til 20 personer, der fisker på nordmolen. Tilmelding sker til tange@fishingzealand.dk via først-til-mølle princippet og deadline for tilmelding er lørdag den 3. Maj 2024. Såfremt arrangementet er fuldt booket, afholder Fishing Zealand flere lignende arrangementer i de øvrige medlemskommuner. Se mere på Fishing Zealands blog eller på facebooksiden.