Gratis fiskeri for børn i Brynshøj Put & Take i efterårsferien
- 24. september 2024
Dagene bliver langsomt kortere. Temperaturen falder og løvet skifter til røde og gule nuancer på træerne. Alt sammen tydelige tegn på efterårets komme. For børnefamilier, er skolernes efterårsferie en oplagt mulighed for at opleve naturens “efterårsmagi” på nærmeste hold i Brynshøj Put & Take – med en fiskestang i hånden.
Søndag den 20. oktober inviterer Odsherred Kommune, Fishing Zealand, Brynshøj Put & Take og Odsherred Sportsfiskerforening således til lystfiskeri i Brynshøj Put & Take. I søen findes de flotte og bomstærke regnbueørreder – og det er netop dem, som vi skal fiske efter.
Måske har du aldrig prøvet at fiske før, men det er ingen hindring for at deltage. I tidsrummet mellem kl. 11.00 og kl. 14.00 kan du nemlig komme og låne et komplet fiskesæt. Samtidig vil et par erfarne lystfiskere fra Odsherred Sportsfiskerforening samt et par fiskeguider fra Fishing Zealand stå klar til at hjælpe alle fremmødte. Vi medbringer alt nødvendigt fiskegrej, som skal bruges til at lokke regnbueørrederne frem, og lystfiskerne vil hjælpe dig med at rigge grejet til, agne krogene og lande fangsten. Så selvom du aldrig har prøvet at fiske tidligere, så er der oplagte muligheder for at fange din første fisk, netop denne dag. Du er naturligvis også velkommen til at medbringe dit eget fiskeudstyr og få et par tips til, hvordan du kan blive en dygtigere lystfisker.
I Odsherred Sportsfiskerforening er der et særligt fokus på at hjælpe både drenge og piger godt i gang med lystfiskeri, og ikke mindst i det meningsfyldte interessefællesskab gennem foreningslivet.
Arrangementet henvender sig særligt til børn og unge og er gratis for det tilmeldte barn/unge. Man kan tilmelde et barn/ung pr. familie. Hele familien er selvfølgelig velkommen til at fiske med, og her koster et fiskekort 100 kr. pr. person for de tre timer. Fiskekort købes ved søen på dagen. Medfiskende familiemedlemmer bedes medbringe eget fiskegrej. Anbefalet minimumsalder er 10 år.
Husk endelig praktisk påklædning og fodtøj, som kan matche det omskiftelige efterårsvejr. Unge over 13 år kan deltage på egen hånd.
Der er plads til 15 tilmeldte lystfiskere, og tilmelding sker via først-til-mølle princippet til tange@fishingzealand.dk senest d. 19. oktober. Mødested: Tinghulevej 8B, 4573 Højby.