Kategorier

Bloggere

Stor succes med restaurering af ganske små vandløb

Det er endnu engang blevet dokumenteret, at selv ganske små vandløb rummer store muligheder som opvækstområder for havørreder. Odsherreds Sportsfiskerforening og Halleby Å Sammenslutningen har været ude at kontrollere effekterne af udlægning af gydegrus og sten i de helt små vandløb, og i begge vandløb var der anseelige tætheder af ørredyngel. Halleby Å Sammenslutningens projekt i Madegrøften resulterede i 18 gange flere ørreder og omtales i et andet indlæg her i bloggen.

 

Restaureringen er i gang i Annebjerg Sørende. Bemærk at vandføringen er ret stor for sommeren.
Restaureringen er i gang i Annebjerg Sørende. Bemærk at vandføringen er ret stor for sommeren.

Annebjerg Sørende – et helt nyt havørredvandløb

Også Odsherreds Sportsfiskerforening startede meget spændende projekter for nogle år siden. Et tilfældigt fund af ørredyngel i et lille tilløb til Sidinge Kanal gav de gode folk i foreningen blod på tanden. Denne solbeskinnede og ret tørre nordvestlige del af Sjælland rummer en håndfuld ganske små vandløb, som synes at have potentiale for ørredbestande. Der havde hidtil kun været opgang og yngel i det nævnte vandløb. Det skyldes dels, at de andre manglede gydegrus, men måske også, at de ganske enkelt er for små og helt eller delvist udtørrende i sensommeren. Men vi ved jo, at ørredyngel fint overlever tørre perioder, hvor der kun er pytter i vandløbene, såfremt der er skjul og skygge – så forsøget skulle gøres. Flere projekter er allerede blevet udført med Odsherred Kommune som en god samarbejdspartner. Alt i alt er der i de senere år blevet udlagt tonsvis af sten og grus og udsætninger er blevet startet op i samarbejde med DTU Aqua. Særligt havde man store forhåbninger til Annebjerg Sørende, som har godt fald og løber delvist i skov. Projektet blev udført i samarbejde med Odsherred Kommune, Odsherred Skovdistrikt og andre lodsejere. Børn fra Nr. Asmindrup friskole deltog med udlægning af skjulesten og Limno Consult var fagligt på sidelinjen.

 

Ørredyngel fra Fladså 1
Fra ingenting til en fin produktion af sådanne små ørreder. Der er store perspektiver i de små vandløb.

Fra skuffelse til jubel

Sidste år blev der til stor skuffelse ikke gydt. I år var der så enkelte gydegravninger, og minsandten om der ikke var yngel, da vi el-fiskede i maj. Sjældent har jeg set voksne mænd juble så højlydt over fangsten af små ørreder på 4 – 5 cm. For første gang nogensinde er der nu naturligt klækket havørredyngel i det lille vandløb.

Alt i alt restaureres 6 små vandløb, og allerede nu er der ørreder i de 4. Et fantastisk resultat, som mange havde ment var umuligt for få år siden. Med den fortsatte indsats kan det kun gå fremad. Og så håber vi på jævnlig regn over sommeren……….

 

Peter W. Henriksen