Fantastisk dag på havnen i Kalundborg til årets Hornfiskefestival.
- 26. maj 2023
Vejrudsigten så godt ud hele ugen op til lørdag d. 13. maj – og vi blev ikke skuffede. Solen bagte fra skyfri himmel hele dagen. Netop derfor var vores forventninger også skruet lidt i vejret – om vi også i år kunne sætte deltagerrekord. Og det lykkedes til fulde med 164 deltagere.
Traditionerne omkring Hornfiskefestivalen i Kalundborg har over årerne bygget sig op, og mange deltagere har efterhånden været med flere gange. Tak for denne flotte opbakning til alle!
Tidligt lørdag morgen var der således travlhed på Havneparken, hvor “sekretariatet” skulle gøres klar. En fantastisk gruppe af frivillige medlemmer fra de tre samarbejdende sportsfiskerforeninger i Høng, Gørlev og Kalundborg fik sat telte op til indvejning og til kokken Rasmus Fisker. Derudover stod fiskeguider fra Fishing Zealand klar med fisketraileren fuldt af lånegrej. Her kunne man låne fiskegrej og få kyndig hjælp til at bruge det af FZ-guiderne og foreningernes medlemmer.
Mange deltagere kiggede forbi Havneparken i løbet af formiddagen, hvor de første 100 deltagere kunne få et blink og en pose silketråde fra vores sponsorer Abu Garcia og Silkekrogen.
Da mange deltagere havde valgt at fiske i Havneparken, var der hurtigt gang i indvejningen og masser af fiskesæt blev ligeledes lånt ud. Der var en fantastisk stemning på kajen hele dagen, godt hjulpet på vej af masser af bidevillige hornfisk i havnen. Særligt mange af de yngre deltagere havde held med fiskeriet – fantastisk!
Destination Sjælland havde lavet en aftale med kokken Rasmus Fisker om komme og lave lækre retter til både deltagere og alle tilskuere, der kom forbi i løbet af dagen. Det var nogle lækre retter, der blev tryllet frem. Særligt en hotdog med hornfisk tog kegler blandt flere af deltagerne.
Faktisk blev flere af vinderne-fiskene fanget netop langs kajen i Kalundborg. Det var også en begejstret formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Hans Munk, der senere kunne overrække præmierne for over 20.000 kr. – til de dygtige fangere.
Som nævnt tidligere blev der slået deltagerrekord. En rekord, der også kommer de tre lokale sportsfiskerforeninger til gode, da overskuddet går direkte til deres foreningsarbejde.
Slutteligt skal der lyde en kæmpe tak til Abu Garcia, for de flotte præmier – samt en stor tak til alle deltagerne. Vi håber at se jer alle næste år!
Du kan finde mere info om Hornfiskefestivalen på festivalens hjemmeside – samt se alle vinder-billederne på Facebooksiden.
Flere medier var på havnen denne dag, heriblandt TV2Øst som bl.a. lavede dette indslag:
https://www.tv2east.dk/arkiv?date=2023-05-13&clip=426d9144-3ea5-4d09-bfba-964d4f86d7c8