Hvad gemmer sig dernede?
- 30. oktober 2014
Tit går jeg på kysten og tænker på, hvordan mine favorit-kyststræk egentlig ser ud i fiskens højde, altså nedefra. Men det bliver ved tanken, jeg får aldrig taget mig sammen og gjort noget ved det.
Jeg har været over nogle af dem i båd, men det giver stadigvæk ikke noget noget præcist billede.
Faktisk har Møn turistråd fået lavet et par videoer, som giver en god ide om, hvad der rører sig på de mønske kyster. Videoerne viser både Stege havn, hvor aborrene står meget tæt og de yderste kyststrækninger ved Ålbæk og nede foran GeoCenter Møn. På disse videoer ses det tydeligt, at der er meget mere under overfladen, end vi ovenover går og tror: Rev som holder et utal af små fisk, forskellige fladfisk, som cruiser rundt på det forholdsvise lave vand. Livet skyldes at havbunden er egnet og af god kvalitet, og derfor er det også vigtigt, at vi bevarer den – og ikke på nogen måde forringer forholdene dernede.
Tag videoen fra Stege havn, her ses det tydeligt, at der er godt med sortmundede kutlinger, som er en trussel for den naturlige habitat. Hvis man hjælper bestandene af brakvandsgedder og aborre, samt havørreden, kan disse være med til nedbringelse af denne invasive art. Dette er allerede i Fishing Zealand og Danmarks Sportsfisker Forbunds støbeske, og man læse mere om dette på deres hjemmesider.
I sommerhalvåret kan man booke ture som er en slags safari – dog under vandet. Bl.a. GeoCenter Møn laver guidede ture med svømmefødder og snorkel. Så når man alligevel har hele familien med på slæb, kan det jo planlægges lidt snedigt, og wupti man har gjort sig nogle erfaringer.
Man kan også selv gå i krig med projektet ”kend din plads nedefra”. Her skal man bare tage sine forholdsregler. Man skal for eksempel sikre sig, at man kan ses af sejlere og andre – for eksempel ved hjælp af en lille bøje med flag i blåt og hvidt (dykkerflag), som det UV-jægerne bruger. Man skal desuden have lidt træning i at bruge en snorkel. Brug eventuelt lidt tid i en svømmehal, men spørg lige personalet. Nogle svømmehaller vil ikke have man bruge snorkler. En sidste god regel, man bør benytte sig af, er, at man altid bør være flere ude sammen. Sker der noget, er man flere om at hjælpe.
Hvis man synes, det der dykning ikke er noget for én selv, kan man også snakke med UV-jægerne. Jeg har selv brugt dem flere gange. De ser fiskene på en helt anden måde, end den måde vi gør. Og så er de ikke alle så slemme;-). Faktisk er mange af dem selv ivrige lystfiskere, som tilfældigvis synes det er sjovt at prøve lidt andet. Jeg har blandt andet en bekendt, som dyrker det, og som han selv siger, ”Vi skyder jo kun på det, vi skal bruge, og det som har den rigtige størrelse”, og det er der jo god logik i.
Se eventuelt mere her: http://www.visitmoen.dk/moen/dykning-snorkling
MVH/
Nikolaj Martins