Årets gydetællinger er i fuld gang
- 19. januar 2021
Årets tællinger af havørredernes gydegravninger er i fuld gang i medlemskommunerne, efter at der omsider kom regn og dermed mulighed for opgang og gydning i de små vandløb. Det er Fishing Zealand og medlemskommunerne, der organiserer tællingerne med planlægning, bemyndigelser til at færdes på privat grund samt skemaer og instruktion. Jeg har i den forbindelse været i kontakt med alle de ca. 50 frivillige tællere i medlemskommunerne, og jeg har holdt opstartsmøde med instruktion i Vordingborg Kommune – og i Guldborgsund Kommune mødes vi snart. Nogle af de frivillige er rutinerede, mens andre deltager for første gang og skal sættes ind i registreringen, men alle har glæde af at mødes og nørde igennem med det, som vi alle brænder for. I år satte covid-19 nogle begrænsninger for, hvor mange vi kunne mødes samtidig, hvorfor vi i Vordingborg måtte dele os i et hold om formiddagen og et over middag. Hos nogle kommuner samles vi senere til evaluering af resultaterne, når vi er færdige.
Takket være de mange frivilliges indsats har vi nu et godt overblik over, hvor mange havørreder der gyder i en lang række vandløb. Uden den frivillige indsats havde det ikke været muligt at gennemføre så omfattende tællinger. Og resultaterne er guld værd, da de giver et indtryk af bestandenes størrelse: Ikke bare af de, der har gydt, men også af bestanden på kysterne. Tallene anvendes helt konkret, når vi skal vurdere behovet for indsatser og effekterne af de indsatser, der allerede er udført. Det drejer sig f.eks. om restaurering og ikke mindst om effekter af de nye fiskeriregler i den ny fiskeribekendtgørelse. Her var jeg for Fishing Zealand med til at skubbe i en retning med mere bæredygtigt fiskeri og tællingerne indgik her med vigtig dokumentation for behovet for mere beskyttelse i f.eks. Karrebæk og Præstø Fjorde.
Planen er, at jeg samler alle tallene i år til en ny statusrapport, hvor der vil være oplysninger om bestandenes størrelse og udvikling i de snart mange år, hvor der har været talt.